Søg Strandbeskyttelse Skive Kommune
Dispensation til skovrejsning.
Sagen kort
En skovrådgiver søgte på vegne af ejeren om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til skovrejsning på ca. 3,2 ha agerjord i omdrift i Skive Kommune, hvoraf 3,15 ha ligger inden for linjen. Skoven skal primært bestå af eg med ammetræer af birk, rødel eller poppel og eventuelt en mindre nåletræsbevoksning. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om hjemmehørende løvtræer og højst 10 % nåletræer/ikke-hjemmehørende arter med henvisning til lovbemærkningerne fra 1994 om skovrejsning for jordbrugserhverv. Der blev lagt vægt på, at skovrejsningen sker i tilknytning til eksisterende skov og læbælter, som giver området en lukket karakter fra både sø- og landsiden, og at den ikke ændrer landskabets karakter negativt. Kommunen havde screenet projektet uden krav om miljøvurdering, og direktoratet tilsluttede sig kommunens vurdering af Natura 2000 og bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Privat
- Synlighed
- Skjult i landskabet
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Beplantning
Praksisflag
- Kommunen positiv (ja)
- Vilkår stillet (ja)
12 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, "mindre end lidt"-praksis, harmoni som begrundelse, energi som begrundelse, tilgængelighed som begrundelse, naboindsigelser, genoptaget sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
- Kommunens anbefaling
- Landbrugsdrift
- Fast praksis
Vilkår
- Der skal tilplantes med naturligt hjemmehørende løvfældende træer og buske; nåletræer og ikke-hjemmehørende løvtræarter må højst udgøre 10 % af den samlede tilplantning.
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at etablere skov inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Skive Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Vilkår for dispensationen
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- At der tilplantes med naturligt hjemmehørende løvfældende træer og buske, og at tilplantning med nåletræer og ikke-hjemmehørende løvtræarter ikke overstiger 10 % af den samlede tilplantning.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Proviido Skov & Natur søger på vegne af ejer om dispensation til at etablere skov på [matrikel], [adresse] i Skive Kommune inden for strandbeskyttelseslinjen.
Den ansøgte skovrejsning har et samlet areal på ca. 3,2 ha, hvoraf 3,15 ha er inden for strandbeskyttelseslinjen. Beplantningen vil primært bestå af løvtræsbevoksninger med egetræer med ammetræer som birk, rødel eller poppel, der indarbejdes muligvis en mindre nåletræsbevoksning med lokalitetstilpassede nåletræer. Ansøgningen er begrundet med at skovrejsningen kan indpasses i nærmiljøet uden ændrede udsigtsforhold, at beskytte kystvande samt grundvandet i området og forbedre naturen og biodiversiteten.
På figur 1 er et kort over den ansøgte matrikel og strandbeskyttelseslinjen forløb.
På figur 2 er et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område.
På figur 3 er et oversigtskort over den ansøgte skovrejsning.
Fig. 1. Kort hvor det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik markerede matrikel hvor skovrejsning ønskes.
Fig. 2. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den markerede matrikel er den ansøgte.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Placering og visualisering af den ansøgte skovrejsning med skovbryn og egeskov angivet.
Ansøger oplyser følgende:
” For nuværende er der tale om agerjord i årlig omdrift, som afgrænses af et sitkagran-læhegn mod kysten.
Fremtidig ejer ønsker at rejse primært løvskov, og langt overvejende hjemmehørende arter.”
Habitat -, Fuglebeskyttelses- og VVM-direktiviet Skive Kommune har den 6. februar 2026 truffet afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at projektet ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering. Skive Kommune har vurderet, at det ansøgte ikke vil få en negativ indvirkning på miljøet. I afgørelsen efter miljøvurderingslovens § 21 indgår en vurdering af om projektet kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre-og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 221, Rissum Enge og Selde Vig) ligger ca. 2,7 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 221.
Udpegningsgrundlagene for Natura 2000-områderne ses i bilag 3. Skive
Kommune har vurderet, skovrejsningen ikke vil påvirke beskyttede naturtyper, Der vil derfor ikke være en på virkning af naturtyperne på udpegningsgrundlaget. Kystdirektoratet har vurderet, at omlægningen af mark til skov ikke vil påvirke beskyttede naturtyper. Kystdirektoratet er derfor enige i kommunens vurdering.
Skive Kommune har desuden vurderet, at projektet ikke vil påvirke bilag IV arter. Det er derfor Skive Kommunes vurdering, at der ikke ændres på den økologiske funktionalitet for bilag IV arter med denne afgørelse. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte projekt, hvor en mark i omdrift omlægges til skov, ikke vil påvirke bilag IV arter negativt. Kystdirektoratet er derfor enige i kommunens vurdering.
Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 26 beliggende ca. 7 km mod nord i Natura 2000-område nr. 29, Dråby Vig. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke vil påvirke fuglebeskyttelsesområdet, og har i vurderingen lagt vægt på afstanden til fuglebeskyttelsesområdet.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven fra 1994 (kystloven) at bestemmelsens forbud mod tilplantning forventes administreret således, at der for jordbrugserhverv kan forventes dispensation til skovtilplantning (skovrejsning) med naturligt hjemmehørende løvtræarter som f.eks. eg, bøg, birk, ask, el og lind, medmindre tilplantningen vil komme i strid med landskabelige hensyn. Der kan ifølge bemærkningerne endvidere gives dispensation til, at ind til 10 % af skovarealet tilplantes med nåletræer eller ikke hjemmehørende løvtræarter. Dispensationen bør imidlertid sikre, at nåletræer og ikkehjemmehørende løvtræarter holdes uden for beskyttelseszonen, eller at der – hvis dette ikke er muligt – plantes et bælte af løvtræer rundt om.
Det er ansøgers hensigt fortrinsvis at plante løvfældende træer og buske samt der stilles vilkår om, at der er tale om hjemmehørende danske arter, hvilket efter
Kystdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med bestemmelsen i lovbemærkningerne.
Kystdirektoratet har lagt vægt på, at der ansøges om skovrejsning i tilknytning til allerede etableret skov og læbælter, hvilket giver området en lukkede karakter fra både sø- og landværts den ansøgte skovrejsning.
Kystdirektoratet har vurderet, at den ansøgte skovrejsning ikke strider mod konkrete kystlandskabelige hensyn i området. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at skovrejsningen ikke vil ændre karakteren af landskabet negativt.
Kystdirektoratet lægger desuden til grund for afgørelsen, at Skive Kommune har konkluderet, at der ikke er hensyn i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse, der taler imod det ansøgte. Kystdirektoratet er kommet til samme vurdering som kommunen, og tilslutter sig deres vurderinger. Se afsnittet ” Habitat-,Fuglebeskyttelses- og VVM-direktivet”
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til skovrejsning.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
•
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Skive-Salling, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Skive, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
- Skive Museum, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlagene for Natura 2000-område nr. 221, Rissum Enge og Selde Vig og Natura 2000-område nr. 29, Dråby Vig
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-114634 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1759.