Søg Strandbeskyttelse Aalborg Kommune
Dispensation til skovrejsning
Sagen kort
En skovkonsulent søgte på vegne af ejeren af en landbrugsejendom i Aalborg Kommune om dispensation til skovrejsning på ca. 0,4 ha inden for strandbeskyttelseslinjen som del af et samlet skovrejsningsprojekt på ca. 4,8 ha på agerjord udlagt i græs. Kystdirektoratet gav dispensation med vilkår om, at der plantes naturligt hjemmehørende løvfældende arter, og at nåletræer og ikke-hjemmehørende løvtræer højst udgør 10 %. Direktoratet henviste til lovbemærkningerne fra 1994, hvorefter jordbrugserhverv kan forvente dispensation til skovrejsning med hjemmehørende løvtræarter, medmindre landskabelige hensyn taler imod, og lagde vægt på, at arealet ligger landværts bebyggelse og vej, er delvist lukket af læbeplantning og omkranset af bygninger, ligger tilbagetrukket inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje på en kyststrækning med en vis aktivitet i forvejen, og derfor ikke påvirker kystlandskabet uheldigt. Kommunen havde forinden afgjort, at projektet ikke kræver miljøvurdering, hvilket direktoratet tilsluttede sig.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Privat
- Strandbeskyttelseszone
- Den udvidede zone (100 til 300 m)
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Beplantning
Praksisflag
- Vilkår stillet (ja)
- Genoptaget sag (nej)
12 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, "mindre end lidt"-praksis, harmoni som begrundelse, energi som begrundelse, tilgængelighed som begrundelse, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
- Afstand til kysten
- Landbrugsdrift
- Natura 2000 og bilag IV
- Fast praksis
Vilkår
- Der skal tilplantes med naturligt hjemmehørende løvfældende træer og buske; nåletræer og ikke-hjemmehørende løvtræarter må højst udgøre 10 % af den samlede tilplantning
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til foretage skovrejsning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Aalborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Vilkår for dispensationen
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- At der tilplantes med naturligt hjemmehørende løvfældende træer og buske, og at tilplantning med nåletræer og ikke-hjemmehørende løvtræarter ikke overstiger 10 % af den samlede tilplantning.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Konsulent Proviido Skov & Natur søger på vegne af ejer om at foretage skovrejsning på [matrikel], [adresse] inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen er i BBR noteret som landbrug. Matriklen er ca. 27,7 ha, hvor af ca. 0,4 er omfattet af strandbeskyttelseslinjen.
Af ansøgningen fremgår det, at der ansøges om ca. 0,4 ha skovrejsning inden for strandbeskyttelseslinjen, hvor det samlede skovrejsningsareal projekteres til ca. 4,8 ha. Der ansøges om beplantningen bestående af lokalitetstilpassede arter, med yderkanten plantet som skovbryn med buske og mindre træer. Ansøgningen er begrundet med at forøge ejendommens handels- og naturværdi, håndtering af overfladevand, positiv effekt på grundvand, bidrage til flora og fauna og reducere af næringsstoffer og pesticider.
På figur 1 ses et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område.
På figur 2 ses et tilsendt kort med den ansøgte skovrejsning indtegnet.
På figur 3 ses et tilsendt billede af areal set fra Sønderskovvej.
På figur 4 ses et tilsendt billede af arealet med strandbeskyttelses set fra syd.
På figur 5 og 6 ses billeder af arealet set fra Sønderskovvej.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde markerede matrikel er den ansøgte.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Den grønne markering er området for den ansøgte skovrejsning.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Arealet set fra Sønderskovvej.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. Arealet med strandbeskyttelse set fra syd.
Fig. 5. Arealet set fra Sønderskovvej.
Fig. Arealet set fra Sønderskovvej.
Ansøger oplyser følgende:
” Der projekteres skovrejsning på samlet cirka 4,8 hektar på ejendommen. Heraf er cirka 0,4 hektar indenfor strandbeskyttelseslinjen. Arealet er på nuværende tidspunkt agerjord udlagt i græs. Skoven vurderes at forøge (…) naturværdi i nærområdet. Skoven vil binde regnvand og modvirke overflade afstrømning. Skoven vil formentlig have en positiv effekt på grundvandsdannelsen og grundvandets kvalitet i området. Hele området ligger indenfor kystnærhedszonen. Det forventes ikke at skovrejsning inden for kystnærhedszonen vil forringe oplevelsen af kysten som landskabselement. Skovrejsningen vil også bidrage til at den flora og fauna, som allerede befinder sig i området, og på de omkringliggende arealer vil kunne sprede sig til skoven. Miljømæssigt forestiller vi os, at påvirkningen heller ikke vil være uvæsentlig, da skovrejsningsarealet må forventes at være opland for det nærliggende kystvandområde. Skovrejsningen vil derfor medføre reduceret udledning af næringsstoffer og pesticider til det nærliggende kystvandmiljø. Det vurderes at skovrejsningen vil forøge de nærliggende ejendommes handels- og naturværdi. Derudover vurderes skovrejsningen også at forøge naturværdien i nærområdet, da den vil kunne fungere som spredningskorridor. Der vælges lokalitetstilpassede arter, som forventes, at kunne klare forholdende på lokaliteten. Yderkanten omkring hele skoven beplantes med skovbryn, bestående af buske og mindre træer. Udsigten til/fra kysten forventes ikke påvirket af projektet, da området ligger skjult bag allerede eksisterende beplantning og bebyggelse.”
Habitat -, Fuglebeskyttelses- og VVM- direktivet Aalborg Kommune har d. 25 februar 2026 truffet afgørelse efter miljøvurderingslovens §21 om, at projektet ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering. Aalborg Kommune har vurderet, at det ansøgte ikke vil få en negativ indvirkning på miljøet.
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 17, Lille Vildmose, Tofte Skov og Høstemark Skov) ligger ca. 6,2 km mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 18 og fuglebeskyttelsesområde nr. 7. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 28.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3. Kystdirektoratet har vurderet, at omlægningen af mark til skov ikke vil påvirke beskyttede naturtyper på udpegningsgrundlaget.
Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte projekt, hvor en mark i omdrift omlægges til skov, ikke vil påvirke bilag IV arter negativt.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven fra 1994 (kystloven) at bestemmelsens forbud mod tilplantning forventes administreret således, at der for jordbrugserhverv kan forventes dispensation til skovtilplantning (skovrejsning) med naturligt hjemmehørende løvtræarter som f.eks. eg, bøg, birk, ask, el og lind, medmindre tilplantningen vil komme i strid med landskabelige hensyn. Der kan ifølge bemærkningerne endvidere gives dispensation til, at ind til 10 % af skovarealet tilplantes med nåletræer eller ikke hjemmehørende løvtræarter. Dispensationen bør imidlertid sikre, at nåletræer og ikkehjemmehørende løvtræarter holdes uden for beskyttelseszonen, eller at der – hvis dette ikke er muligt – plantes et bælte af løvtræer rundt om.
Det er ansøgers hensigt fortrinsvis at plante lokalitetstilpassede træer og buske samt der stilles vilkår om, at der er tale om hjemmehørende danske arter, hvilket efter Kystdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med bestemmelsen i lovbemærkningerne.
Kystdirektoratet finder at området hvor skovrejsningen ønskes, er placeret landværts bebyggelse og vej, på et areal der er delvis lukket af læbeplantning og omkranset af bygninger sydøst og nordvest for området. Den ansøgte skovrejsning er tilbagetrukket og inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje i et område hvor kyststrækningen er undergivet en vis aktivitet forvejen. På denne baggrund finder Kystdirektoratet at skovrejsningen ikke vil medføre en uheldig påvirkning af kystlandskabet.
Kystdirektoratet finder derfor, at den ansøgte skovrejsning falder ind under den ovennævnte praksis.
Kystdirektoratet lægger desuden til grund for afgørelsen, at Aalborg Kommune har konkluderet, at der ikke er hensyn i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse, der taler imod det ansøgte. Kystdirektoratet er kommet til samme vurdering som kommunen, og tilslutter sig deres vurderinger. Se afsnittet ” Habitat-, Fuglebeskyttelses- og VVM-direktivet”
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund dispensation til skovrejsning.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Aalborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Aalborg, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Himmerland-Aalborg himmerland- [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Aalborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]
- Direktør OCFF, [navn] [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 17, Lille Vildmose, Tofte Skov og Høstemark Skov
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-105508 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1746.