Søg Søterritoriet Lemvig Kommune
Tilladelse til uddybning og udvidelse af dele af sejlrenden ved Thyborøn, Lemvig Kommune.
Sagen kort
Thyborøn Havn søgte via en rådgiver om tilladelse til at uddybe sejlrenden i Thyborøn Kanal i Lemvig Kommune til -12,05 m DVR90 i seks delområder og at udvide sejlrendens bredde på dele af strækningen. Formålet er, at større skibe kan anløbe havnen. Den samlede uddybningsmængde er ca. 455.000 m³, og arbejdet varer ca. 90 dage. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a med vilkår. Direktoratet traf samtidig afgørelse om, at der hverken skal udarbejdes en konsekvensvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsen eller en miljøkonsekvensvurdering (VVM). Direktoratet lagde afgørende vægt på, at projektet muliggør vigtig marin infrastruktur. Det lagde desuden vægt på, at området er meget dynamisk med stor vandudskiftning og sedimenttransport, og at arbejdet er midlertidigt og foregår i en eksisterende, befærdet sejlrende. Endelig lagde det vægt på, at arealtabet af habitatnaturtypen bugter og vige i Natura 2000-område nr. 28 er meget lille, og at kvælstoffrigivelsen ikke vil forringe tilstanden eller hindre målopfyldelse i vandområderne.
Fakta
- Ejendom
- Havn
- Ansøger
- Ukendt
- Lovgrundlag
- Andet, Kystbeskyttelseslovens § 16 a
Hvad blev der søgt om
Uddybning eller bypass
Praksisflag
- Vilkår stillet (ja)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Naboindsigelser (nej)
- Genoptaget sag (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Begrænset omfang
- Erhvervsmæssig nødvendighed
- Natura 2000 og bilag IV
Vilkår
- Uddybningen og udvidelsen skal ske i overensstemmelse med det ansøgte
- Ingen udvidelser eller ændringer af projektet eller anlægsmetoderne uden Kystdirektoratets tilladelse
- Tilladelsen bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden 3 år, ikke udnyttet i 3 på hinanden følgende år eller ikke afsluttet inden 5 år
- Kystdirektoratet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande og Geodatastyrelsen skal underrettes ved afslutning og have en færdigmelding med sejlrendens endelige positioner
- Havnen skal orientere de samme myndigheder, hvis den tilladte dybde ikke længere ønskes opretholdt
- Tilladelsen må ikke overdrages uden Kystdirektoratets tilladelse
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til uddybning til en vanddybde på -12,05 [..] [..] Tilladelsen indeholder afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendt- [..] Ansøgningen er indsendt og håndteret af Cowi. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har videre vurderet, at der ikke skal foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af projektet.
Lovgrundlag
Uddybning, herunder gravning på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 4 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 245 af 28/02/2025). I henhold til § 16 a, stk. 4, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023). Det ansøgte projekt er omfattet af lovbekendtgørelsens bilag 2, nr. 10, pkt. l.
Tilladelsen gives på følgende vilkår
Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven:
- 0. Uddybningen og udvidelsen skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
- 1. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af projektet eller anlægsmetoderne.
Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:
- 2. Tilladelsen bortfalder, hvis anlægsarbejdet ikke er påbegyndt inden for 3 år fra denne tilladelses udstedelse, eller hvis den ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Tilladelsen bortfalder endvidere, hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet indenfor 5 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
- 3. Samtidig med at anlægsarbejdet afsluttes, skal Kystdirektoratet Geodatastyrelsen ([email]) underrettes herom. Snarest herefter skal samme myndigheder tilsendes en færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver sejlrendens endelige positioner.
- 4. Thyborøn Havn forpligter sig til at orientere Kystdirektoratet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande og Geodatastyrelsen, såfremt den tilladte dybde ikke længere ønskes opretholdt.
5. Denne tilladelse må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
Fælles bemærkninger:
Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt. Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af projektet for et, i forbindelse med projektets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar. Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på, at det er en forudsætning for udnyttelse af denne tilladelse, at der er indhentet samtykke til gennemførelse af projektet fra eventuelle kabel- og ledningsejere i området. Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande.
Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven
Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der ikke synes at være væsentlige hensyn der taler imod projektet. Kystdirektoratet har bl.a. vurderet at der ikke er væsentlige naturhensyn som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. Ved afgørelsen er der endvidere lagt afgørende vægt på, at projektet skal muliggøre vigtig marin infrastruktur, hvor skibene bliver større og stikker dybere. I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. blevet lagt vægt på de indkomne høringssvar samt at formålet med projektet er at udvide muligheden for at større skibe kan benytte havnen. Det er videre tillagt betydning, at Thyborøn Kanal, hvori projektområdet er belig- gende, er et meget dynamisk område med hyppig naturlig omlejring af havbunds- materiale som følge af kraftige strøm- og bølgepåvirkninger. Kystdirektoratet har desuden lagt vægt på, at projektet udføres i et, i forvejen be- færdet, område lige op ad Thyborøn Havn og dermed ikke forventes at medføre væsentlige negative påvirkninger på omgivelserne. Kystdirektoratet har i den forbindelse været opmærksomme på, at når uddybningen er gennemført, vil det være muligt for større fartøjer at benytte sig af sejlrenden. Det er Kystdirektoratets vurdering, at dette ikke vil medføre en væsentlig påvirkning, idet sejlrende allerede i dag besejles af store fartøjer. Det fremgår af ansøgningsmaterialet (pkt. 2.9 i bilag 2.2.4), at følgende er vurderet: ”I anlægsfasen vil Thyborøn Kanal gradvist blive dybere og nogle steder (S4 og S5) også bredere. Det betyder, at strømhastigheden vil blive lavere eller forblive den samme. Men da kanalens mindste tværsnit (”flaskehalsen”) forbliver uændret, forventes vandføringen i kanalen ikke at ændre sig, ligesom vandudvekslingen mellem Limfjorden og havet forventes at forbliver uændret når sejlrenden udvides. Med dette følger, at der ikke forventes nogen ændring i sedimenttransporten ind og ud af kanalen.”. I forhold til vandstandsændringer i anlægs- og driftsfasen er følgende angivet i ansøgningsmaterialet (afsnit 2.9.3 i bilag 2.2.4): ”Da sejlrendens udvidelser som nævnt tidligere ikke forøger tværsnitsarealet af det mindste tværsnit forventes det ikke at projektet vil komme til at påvirke vandudvekslingen mellem fjord og hav under normale forhold eller stormflod.”. Det er Kystdirektoratets vurdering, at uddybningen ikke vil have en negativ effekt på morfologien og stormflodsvandstandene i den Vestlige Limfjord.
Vandområdeplaner:
Ifølge § 8, stk. 2, i bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter (BEK nr 797 af 13/06/2023) kan der kun gives tilladelse til en påvirkning i et overfladevandområde, hvor miljømålet er opfyldt, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af overfladevandområdets tilstand. Det følger videre af bekendtgørelsens § 8, stk. 3, at der kun kan gives tilladelse til en påvirkning i et overfladevandområde, hvor miljømålet ikke er opfyldt, hvis afgørelsen ikke medfører en forringelse af overfladevandområdets tilstand, samt ikke hindrer opfyldelse af det fastlagte miljømål, herunder gennem de i indsatsprogrammet fastlagte foranstaltninger.
Projektområdet er beliggende indenfor kystvandområderne nr. 232 (Nissum
Bredning) og nr. 133 (Vesterhavet, nord). Ifølge genbesøget for vandområdeplan 2021-2027 veksler den samlede økologiske tilstand indenfor projektområdet mellem moderat (delområder S1-4) og ringe (delområder S4-6), mens den kemiske tilstand er ikke god. Målsætningen for begge vandområder er, at der skal være god økologisk tilstand og god kemisk tilstand, og er således ikke opfyldt. Der er desuden fastlagt et indsatsbehov for reduktion af kvælstof på 209,4 tons N/år (159,1 tons N/år; genbesøg) for vandområde nr. 232 (Nissum Bredning), da målbelastningen er overskredet. Det er Kystdirektoratets vurdering, at den beregnede merbelastning (212 kg biotilgængeligt kvælstof), som følge af projektet, ikke vil medføre et fald i tilstandsklasserne for de enkelte kvalitetselementer og dermed medføre en tilstandsforringelse eller hindre målopfyldelse for den økologiske tilstand for de to vandområder. Kystdirektoratet har videre vurderet at der ikke kræves en dispensation til merudledning af kvælstof, til vandområde nr. 232 (Nissum Bredning), efter indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 3 (BEK nr. 797 af 13/06/2023), idet den konkrete frigivelse er 0,13 % af indsatsbehovet, og 0,03 % af statusbelastningen. Merbelastningen vurderes dermed at være ubetydelig og vurderes ikke at hindre eller forringe målopfyldelse i vandområdet nr. 232, herunder de fastlagte foranstaltninger i indsatsprogrammet. Kystdirektoratet har i forbindelse med ovenstående vurdering vægtet, at der er tale om et meget dynamisk miljø med stor vandudskiftning og sedimentspredning, hvorfor frigivne næringsstoffer hurtigt vil blive spredt til omgivelserne. Det er i den forbindelse tillagt betydning, at den mindre mængde biotilgængelige kvælstof (212 kg), som frigives i forbindelse med arbejdet, hurtigt vil blive fortyndet og spredt til øvrige vandområder. Det er videre tillagt vægt, at arbejdet er af begrænset varighed (ca. 90 dage), hvorfor påvirkningen på havmiljøet alene er midlertidig, samt at den efterfølgende oprensning/år er kortvarig (< 10 dage). Det er Kystdirektoratets vurdering, at projektet ikke vil medføre en tilstandsforringelse eller hindre målopfyldelse for den kemiske tilstand for de to vandområder. Kystdirektoratet har i forbindelse med ovenstående vurdering vægtet, at projektet ikke vil medføre en overskridelse af miljøkvalitetskravene for de EU-prioriterede stoffer.
Havstrategi:
Formålet med havstrategidirektivet er at sikre god miljøtilstand i havet. Der er derfor fastlagt miljømål, som integrerer målsætninger iht. internationale konventioner (OSPAR og HELCOM), målsætninger for Natura 2000-områder samt vandrammedirektivet (vandområdeplanerne).
Kystdirektoratet har foretaget en vurdering af, om projektet vil påvirke havstrategiens 11 deskriptorer. Ved denne vurdering har vi inddraget ansøgers vurdering af eventuelle påvirkninger på deskriptorerne, som fremgår af indsendt ansøgningsmateriale af hhv. april og september 2024. I forhold til havstrategidirektivet vurderer Kystdirektoratet, at projektet samlet set ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af de 11 deskriptorer og dermed ikke vil medføre en forringelse af havmiljøet. Kystdirektoratet har i forbindelse med ovenstående vurdering vægtet, at der er tale om et meget dynamisk miljø med stor vandudskiftning og sedimentspredning, hvorfor frigivne næringsstoffer hurtigt vil blive spredt til omgivelserne samt at arbejdet er af begrænset varighed (ca. 90 dage), hvorfor påvirkningen på havmiljøet alene er midlertidig. Det er videre tillagt vægt, at den efterfølgende oprensning/år er kortvarig (< 10 dage).
Havplan:
Projektet foregår i Natur- og miljøbeskyttelsesområde N10 i Danmarks Havplan. Formålet med angivelsen af natur- og miljøbeskyttelsesområder er at sikre, at havplanen afspejler de områder som er udlagt til havstrategiområder og Natura 2000-områder eller som er fredede for at sikre beskyttelse af havets natur og miljø. Projektet er endvidere beliggende i zone til sejladskorridorer (S69). Det er Kystdirektoratets vurdering, at uddybning ikke vil vanskeliggøre den frie sejlads, men derimod gøre det muligt for større fartøjer at benytte sejlrenden. Udviklingszone til råstofindvinding (R106) er beliggende vest for projektområdet. Der foretages ikke uddybning i zonen. Projektområdet er beliggende op ad generelle anvendelseszoner (G161, G123, G2, G226). Endelig er projektområdet beliggende op ad udviklingszone til vedvarende energi (EV29). Det vurderes på baggrund af ovenstående, at det ansøgte projekt er i overensstemmelse med Danmark Havplan.
Kystdirektoratets ovenstående vurderinger er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder de indkomne høringssvar, rådgivers høringsnotater fra september 2025 og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet.
Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen
Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning.
Det ansøgte projekt vil delvist finde sted i Natura 2000-område nr. 28 ”Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø”, som består af habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområderne nr. 23, 27, 28 og 39 (se figuren på næste side). Projektområdet overlapper delvist med H28 og F23, mens F39 findes i umiddelbar nærhed heraf. Der foretages derfor en vurdering af eventuelle påvirkninger på udpegningsgrundlagene for de tre områder. Udpegningsgrundlaget for områderne fremgår af bilag 1. F27 og F28 er beliggende i en afstand af mindst 6 km fra projektområdet. Grundet afstanden, samt dynamikken og den generelle sejlads i kanalen, vurderes projektet ikke at medføre en væsentlig påvirkning på de udpegede fuglearter indenfor de to områder.
Da projektområdet er beliggende på søterritoriet, ud for et havneområde, vurderes det, at projektet ikke væsentlig vil påvirke de 27 terrestriske naturtyper og arter, herunder odder, som er på udpegningsgrundlaget for H28. Det er i den forbindelse tillagt vægt, at de nærmeste registreringer af arten odder findes mere end 10 km fra projektområdet. Det vurderes videre, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af fuglearterne rødrygget tornskade (F23), mosehornugle (F23, F39) og rørhøg (F23), idet disse ikke er direkte tilknyttet søterritoriet, hvor projektet foregår. I det følgende vurderes projektets påvirkninger på de udpegede marine habitatnaturtyper og arterne stavsild, gråsæl og spættet sæl, samt de øvrige 21 udpegede fuglearter. En lille del af projektområde, hvor der vil ske udgravning, overlapper med habitatnaturtypen bugter og vige (1160). Det overlappende areal er 0,69 ha, svarende til 0,004 % af det samlede areal for naturtypen i Natura 2000-området.
Af ansøgningsmaterialet fremgår følgende:
”Det ansøgte projektområde overlapper med habitatnaturtypen i et areal på 0,69 ha. Det svarer til 0,004% af det samlede areal for habitatnaturtypen i Natura 2000-området. I dette område vil bundlevende organismer der bortgraves gå til grunde. Derudover vil der forekomme spredning af sand og ler i projektområdets umiddelbare nærhed (<100 m), hvor tildækning også kan aflive bundfaunaorganismer. Her er der dog tale om midlertidigt tab af bundfaunasamfund, da det er erfaringen, at bundfaunasamfund i et turbulent område som ved Thyborøn Kanal vil være genetableret efter 1-2 års forløb (Foden, Rogers, & Jones, 2011; Powilleit, Kleine, & Leuchs, 2006; COWI, 2001; Kiørboe & Møhlenberg, 1982). Grundet den kraftige naturlige dynamik i Thyborøn Kanal må det yderligere forventes, at biota såsom søpunge, snegle, muslinger, kutlinger og fladfiskeyngel er tilpasset høje sedimenteringsrater og generelt kraftig bunddynamik.” Kystdirektoratet vurderer, at arealinddragelsen af habitatnaturtypen bugter og vige ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af naturtypen, idet arealtabet udgør en meget lille del af det samlede areal af naurtypen indenfor Natura 2000- området, samt at det tabte areal ikke omfatter levesteder eller hvilepladser for de udpegede habitatarter eller vigtige raste- og fældeområder for de udpegede fuglearter. Det er videre tillagt vægt, at arealet er beliggende lige opad en befærdet sejlrende med kontinuerlige forstyrrelser fra skibstrafik, hvorfor arealet ikke vurderes at udgøre et vigtigt fødesøgningsområde for de udpegede arter. Kystdirektoratet vurderer, at sedimentspild, som følge af uddybningen og udgravningen, ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af habitatnaturtypen bugter og vige, samt de øvrige marine habitatnaturtyper, idet sedimentspredningen alene forekommer i den umiddelbare nærhed af projektområdet, samt at der er stor vandudskiftning og sedimenttransport i området. Det er endvidere tillagt betydning, at bundfaunaen vurderes at være tilpasset områdets dynamiske miljø. Kystdirektoratet vurderer, at uddybningen og udgravningen ikke væsentlig vil påvirke de udpegede habitatarter stavsild, spættet sæl og gråsæl, idet arbejdet er midlertidigt (tre måneder) og foregår i, og umiddelbar opad, en eksisterende, befærdet sejlrende. Det er i den forbindelse bl.a. tillagt vægt, at der er tale om mobile arter, hvorfor eventuelle individer, som bliver forstyrret af arbejdet, vil kunne flytte sig til mere rolige, nærliggende områder. Det er videre vægtet, at aktiviteterne ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af arternes fødegrundlag. Ift. stavsild er det særligt tillagt vægt, at arten vurderes at være tilpasset de meget dynamiske forhold i området, og herunder de meget høje sedimentkoncentrationer i vandet. I den forbindelse er det tillagt betydning, at arten vurderes at kunne undvige sedimentfanerne og gennemføre dens vandring uhindret, idet sedimentfanerne ikke vil blokere hele kanalen. Ift. sæler er det særligt tillagt vægt, at de nærmeste hvilepladser er er beliggende ca. 400 m fra projektområdet, samt at arbejdet ikke medfører impulsstøj, som er meget generende for arterne.
Kystdirektoratet vurderer, at uddybningen og udgravningen ikke væsentlig vil påvirke de udpegede fuglearter, idet arbejdet er midlertidigt (tre måneder) og foregår i et meget dynamisk miljø, samt er beliggende i, og umiddelbar opad, en eksisterende befærdet sejlrende. Det er i den forbindelse bl.a. tillagt vægt, at der er tale om mobile arter, hvorfor eventuelle individer, som bliver forstyrret af arbejdet, vil kunne flytte sig til mere rolige, nærliggende områder. Det er videre vægtet, at aktiviteterne ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af arternes fødegrundlag. Kystdirektoratet vurderer, at den efterfølgende løbende oprensning af sejlrenden ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af de udpegede marine habitatnaturtyper samt habitat- og fuglearterne, idet arbejdet er midlertidigt (< 10 dage/år) og af begrænset omfang samt foregår i en eksisterende, befærdet sejlrende. Kystdirektoratet vurderer samlet set, at projektet ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af Natura 2000-området (H28, F23 og F39). Det vurderes således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af habitatnaturtyperne samt levesteder, eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige negative konsekvenser for de arter, som området er udpeget for. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Der er kendskab til forekomst af bilag IV arterne marsvin og øresvin i området. Kystdirektoratet vurderer, at projektet ikke vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV arterne, samt påvirke dem på individniveau. Kystdirektoratets vurdering skyldes bl.a., at der er tale om midlertidige arbejder, samt at arbejdet ikke medfører impulsstøj. Det er i den forbindelse tillagt vægt, at der er tale om mobile arter, hvorfor eventuelle individer, som bliver forstyrret af arbejdet, vil kunne flytte sig til mere rolige, nærliggende områder. Kystdirektoratets vurderinger er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet.
Afgørelse efter miljøvurderingsloven (VVM)
Kystdirektoratet skal vurdere, om der skal foretages en miljøkonsekvensvurdering af projekter, der er omfattet af bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Vurderingen sker under hensyntagen til de kriterier, som er anført i bilag 6 til lovbekendtgørelsen. For at kunne foretage denne vurdering har Kystdirektoratet bl.a. indhentet udtalelser fra andre berørte myndigheder. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet at projektet ikke vil indebære sådanne væsentlige påvirkninger af miljøet, at der bør foretages en miljøkonsekvensvurdering af projektet. Kystdirektoratet har i forbindelse med denne vurdering lagt vægt på, at arealinddragelsen af habitatnaturtypen bugter og vige udgør en meget lille del af det samlede areal af naurtypen indenfor Natura 2000-området, samt at det tabte areal ikke omfatter levesteder eller hvilepladser for de udpegede habitatarter eller vigtige raste- og fældeområder for de udpegede fuglearter. Det er videre vægtet, at der er tale om et projektområde, hvor der er stor dynamik, hvorfor sedimentspild, som følge af arbejdet, ikke vurderes at ville påvirke de øvrige marine naturtyper samt arterne, som Natura 2000 området er udpeget for, væsentligt. Det er i den forbindelse tillagt betydning, at arterne vurderes at være tilpasset det dynamiske miljø i området, samt at de er mobile, hvorfor eventuelle individer, som bliver forstyrret af arbejdet, vil kunne flytte sig til mere rolige, nærliggende områder. Samlet set vurderes projektet derfor ikke at medføre væsentlige negative påvirkninger af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område nr. 28. Kystdirektoratet har desuden lagt vægt på, at uddybningen ikke vurderes at medfø- re væsentlige negative påvirkninger af omgivelserne, idet projekt er beliggende i, og umiddelbart opad, en eksisterende befærdet sejlrende, beliggende lige udenfor Thyborøn Havn. I den forbindelse er det vægtet, at arbejdet er er midlertidigt (tre måneder). Kystdirektoratet har videre tillagt vægt, at projektet ikke vil medføre en tilstandsforringelse eller hindre målopfyldelse af god økologisk og god kemisk tilstand for de to vandområder. I den forbindelse er det vægtet, at der er tale om et meget dynamisk miljø med stor vandudskiftning og sedimentspredning, hvorfor frigivne næringsstoffer hurtigt vil blive spredt til omgivelserne samt at der ikke vil ske en overskridelse af miljøkvalitetskravene for de EU-prioriterede stoffer. Kystdirektoratet har endelig lagt vægt på, at projektet samlet set ikke vurderes at ville medføre en væsentlig negativ påvirkning af havstrategiens 11 deskriptorer og dermed en forringelse af havmiljøet. I den forbindelse er det tillagt vægt, at arbejdet er af begrænset varighed (ca. 90 dage), hvorfor påvirkningen på havmiljøet alene er midlertidig. Det er videre tillagt vægt, at den efterfølgende oprensning/år er kortvarig (< 10 dage). Kystdirektoratet har ved afgørelsen været opmærksom på, at der er andre projekter i området, og at der derfor kan være kumulative påvirkninger. Det er dog vurderet, at der samlet set ikke er væsentlige negative påvirkninger. Ved denne vurdering er det blandt andet vægtet, at selvom dele af projektområdet overlapper med den statslige kystbeskyttelse på vestkysten, og der vil ske projektaktiviteter på samme tid, så er området meget dynamisk med stor vandudskiftning og sedimentspredning, hvorfor opløst sediment i vandsøjlen hurtig vil blive spredt til omgivelserne. Det er videre tillagt vægt, at uddybningen alene vil foregå over en kort periode på ca. 3 måneder, og dermed kun i begrænset omfang vil overlappe med udvidelsen af Thyborøn Havn, som er planlagt til at foregå i etaper over adskillige år. Screeningen fremgår af bilag 2. Grundlaget for screeningen er bygherres oplysninger og allerede foreliggende viden samt Kystdirektoratets almene erfaringer om det pågældende sagsområde, hvilket er i overensstemmelse med Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis (sagsnr. 19/07066). Kystdirektoratet skal henlede opmærksomheden på, at afgørelsen bortfalder, hvis denne ikke er udnyttet inden 3 år efter den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
Projektbeskrivelse
Tilladelsen omfatter uddybning og udvidelse af sejlrenden ved Thyborøn – delområderne S1-S6. Projektområdet med delområderne S1-S6 indtegnet:
Sejlrende skal i delområde S1-S6 uddybes til -12,05 m DVR90 (inkl. overdybde på 0,3 meter), og i delområde S4, S5 og S6 skal sejlrende endvidere være bredere:
- Delområderne S4 og S5 udvides i bredden med 15 meter mod vest (mod havnen) på en samlet strækning på ca. 1,9 km, hvormed sejlrenden bliver 110 meter bred på to strækninger. I det sydligste del af delområde S4 udvides sejlrenden med 40 meter mod øst på en strækning på ca. 0,5 km (se oversigt nedenfor) og bliver her 150 meter bred.
- I delområde S6 skal sejlrenden udvides til en bredde på 110 m.
Uddybningen sker foran Limfjordskaj 1 og 2.
Den samlede uddybningsmængde i områderne S1-S6 er på ca. 455.000 m³ (313.000 m3 i delområderne S1-S5 og 142.000 m3 i delområde S6). Projektet vil medføre en mindre stigning af den fremtidige oprensningsmængde.
Optagningsmetode
Ansøger har oplyst følgende vedr. delområderne S1-S5:
”Der skal i alt uddybes 313.000 m³ sediment (Tabel 2-1), hvoraf ca. 281.700 m³ er ler (90%) og ca. 31.300 m³ er sand (10%). Lerlaget vil blive uddybet ved hjælp af enten hydraulisk gravemaskine med en kapacitet på 5000 m³/døgn eller med en spandkædemaskine med en kapacitet på 6000 m³/døgn, derfor vil uddybningen af lerlagene i en sammenhængende periode vare imellem 47 og 57 døgn. Det påregnes, at sandlaget for størstedelen vil blive uddybet ved hjælp af slæbesugning med en kapacitet på 20.000 m3/døgn. Derfor vil uddybningen af sandlagene i en sammenhængende periode vare ca. 2 døgn. Oprensning vil gennemsnitlig være 130.000 m³ pr. år, hvilket vil svare til 7 døgn. Den totale opgravning (uddybning og oprensning) vil således være mellem 56 og 66 døgn.”. Ansøger har vedrørende delområde S6 oplyst følgende:
”Der skal uddybes 142.000 m³ i område S6. Det er vurderet at der primært er tale om Aggerler, da området tidligere har været uddybet til -11,3 m DVR90. Kumulativt skal der i alt uddybes 455.000 m³ sediment, hvoraf ca. 423.700 m³ er ler (93%) og ca. 31.300 m³ er sand (7%). Lerlaget vil blive uddybet ved hjælp af enten hydraulisk gravemaskine med en kapacitet på 5.000 m³/døgn eller med en spandkædemaskine med en kapacitet på 6.000 m³/døgn, derfor vil uddybningen af lerlagene i en sammenhængende periode vare imellem 71 og 85 døgn. S6 vil tage 24-28 døgn, med ét fartøj. Det påregnes, at sandlaget for størstedelen vil blive uddybet ved hjælp af slæbesugning med en kapacitet på 20.000 m3/døgn. Derfor vil uddybningen af sandlagene i en sammenhængende periode vare ca. 2 døgn. Oprensning vil gennemsnitlig være 140.000 m³ pr. år, hvilket vil svare til 7 døgn. Den totale opgravning (uddybning og oprensning) vil således være mellem 80 og 94 døgn, hvis der kun anvendes ét fartøj. Anvendes to fartøjer vil uddybningen kumulativt tage omkring 51 døgn, mens tre fartøjer vil medføre en periode på ca. 37 døgn.”. Cowi har oplyst, at den samlede uddybningsperiode for delområderne S1-S6 er på ca. 90-94 døgn, under forudsætning af, at der opereres med 1 skib ad gangen. Kystdirektoratet skal bemærke, at denne tilladelse alene vedrører selve uddybnin- gen og udvidelsen, og således ikke indeholder tilladelse til, hvad der skal ske med det opgravede materiale.
Sagsgennemgang
Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen – Havplansekretariatet, Beredskabsstyrelsen– Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Etablissement- og Terrænkommandoen, Slots- og Kulturstyrelsen, Lemvig Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Sommerhusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Naturstyrelsen, Landsforeningen for digelag i Danmark, Dansk Sejlunion og Geodatastyrelsen, Thisted Kommune og Struer Kommune. Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.
Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande skrev den 4. juli 2025 bl.a. følgende: ”Den opdaterede/udvidede ansøgning giver ikke Sikre Farvande anledning til yderligere bemærkninger og der henvises derfor til høringssvar fra januar 2025 (vedlagt) Dog er Sikre Farvande nu en del af Beredskabsstyrelsen og ikke som i tidligere høringssvar direkte under Beredskabsministeriet”. I det tidligere fremsendte høringssvar fra den 13. januar 2025: ”Den ansøgte uddybning ved Thyborøn giver ikke SIFA/MSSB anledning til indsigelser, men der er følgende bemærkninger og krav:
- Det ud til at ansøgningen anvender et gammelt søkort Se vedlagte, som viser bilag fra ansøgningen samt udsnit af gældende søkort, som bla viser den justerede Agger Tange Fyrlinje Ansøger angiver ikke årstal eller udgave for det anvendte søkort Det opfordres til, at ansøgninger anvender opdaterede og officielle søkort
- Projektet skal afholde alle omkostninger ved eventuelle midlertidige/permanente ændringer i bestående afmærkning samt ved eventuel ny afmærkning Ansøgning med forslag eller ønsker skal sendes til [email]
- Det ser ud til, at forløbet af uddybningens sydlige del er lidt ”skævt” ift det nuværende sejlløb mellem afmærkningerne ”No 1” og ”No 2A” i Sælhundeholm Løb Projektet bedes tilpasse den vedligeholdte sejlrende jf. søkortet eller fremkomme med forslag til løsning for dette
- Idet der uddybes og udvides sejlrende, så skal det overvejes, om havnens ordensreglement skal ændres fsva bla størrelse på skibe, der kan anløbe havnen Der kan også være tale om ændringer i hvilke størrelse skibe, der vil være omfattet af lodskrav Projektet bedes forholde sig til dette
- Ved udførelse af uddybning mv bedes vedlagte bekendtgørelse og vurderingsskema efterlevet/anvendt.”.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skrev den 1. juli 2025 bl.a. følgende:
”Miljøvurdering & Plan, Natur: Natur henholder sig til, at KDI selv er opmærksomme på såvel de eksisterende N2000-planer og forekomster af bilag IV-arter og at Natur på det grundlag forventer, at KDI som myndighed selv foretager de nødvendige vurderinger.”. ” SGAV gør opmærksom på, at der i vandområdeplanerne 2021-2027 er fastlagt et miljømål om en dybdegrænse for hovedudbredelsen af ålegræs svarende til mindst 10% dækning på mindst 4,6 m dybde for Nissum Bredning (nr. 232). SGAV kan oplyse, at selv i områder hvor der ikke er registreret ålegræs, gælder miljømålet om god økologisk tilstand for ålegræs. Dette betyder for ålegræs, at lysforholdene i et konkret kystvandområde skal være så gode, at det er muligt for ålegræs og anden rodfæstet vegetation at vokse fra lavt vand og mindst helt ud til miljømålsdybden i det respektive kystvandområde. I det fremsendte materiale er der lavet beregninger i forbindelse med kvælstoffrigivelse som følge af projektet. SGAV gør opmærksom på, at der mangler oplysninger om, hvor stor en andel af den beregnede kvælstoffrigivelse der vurderes at være biotilgængelig. Det er den biotilgængelige del af kvælstoffrigivelsen, der vil have størst direkte negativ påvirkning på de biologiske kvalitetselementer, fytoplankton, ålegræs og bunddyr. Det fremgår af det fremsendte materiale, at der i forbindelse med projektet vil blive frigivet kvælstof til kystvandområdet Nissum Bredning. Bygherre skriver i materialet vedr. Nissum Bredning; ”Der er fastsat et indsatsbehov for kvælstof i vandområdet, hvorfor projektet vil hindre målopfyldelse, da der frigives kvælstof i forbindelse med uddybning og udvidelse af sejlrenden”. Det følger af § 8 i BEK 797 af 13/06/23 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, at myndigheder ikke må træffe afgørelse, hvis afgørelsen kan medføre, at aktuel tilstand forringes, eller at fastlagte miljømål ikke kan opnås for målsatte overfladevandområder eller grundvandsforekomster hvor miljømålet ikke er opfyldt. Det er således SGAVs vurdering, at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet i de berørte kystvandområder.”.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skrev den 1. juli 2025 følgende:
”Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har gennemgået det ansøgte og også sendt dette i høring hos relevante foreninger/fiskere. Vi har ikke modtaget svar på denne høring, og vi vurderer heller ikke, at det ansøgte vil berøre eventuelle fremtidige fiskeriinteresser. Vi har derfor ikke bemærkninger til det ansøgte.”.
Etablissement- og Terrænkommandoen skrev den 11. juni 2025 bl.a. følgende: ”Generelt skal der i forbindelse med arbejde ved/i havbunden gøres opmærksom på, at såfremt der bliver identificeret/forekommer fund af ueksploderet ammunition eller lignende farlige genstande, skal arbejdet straks indstilles, og der skal tages kontakt til Søværnskommandoen jævnfør BEK 1229 af 03/10/2023 § 9 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejde og andre aktiviteter mv. i danske farvande.”.
Thisted Kommune skrev den 4. juli 2025 bl.a. følgende:
”Som det fremgår af min kollega […] svar herunder har vi ingen bemærkninger til det fremsendte.”.
Ansøgning om uddybning af delområderne S1-S5 har tidligere været i høring i perioden fra den 10. december 2024 til den 22. januar 2025. I den forbindelse modtog Kystdirektoratet også høringssvar fra følgende:
Naturstyrelsen Thy skrev den 6. januar 2025 følgende:
”Ingen bemærkning fra Naturstyrelsen Thy, fsva. Agger Tange vildtreservat.”.
De kulturhistoriske Museer Holstebro skrev den 20. januar 2025 bl.a. følgende: ”Da der ikke er fortidsminder beliggende inden for selve uddybningsområdet har De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune, Strandingsmuseum St. George (STM) ingen indsigelser mod det planlagte arbejde. Museet vil dog gøre opmærksom på, at der er gjort en del enkeltfund tæt på uddybningsområdet og i øvrigt omkring Thyborøn. Fundene består af ravsmykker fra mesolitikum/stenalder, hvoraf mindst ét af dem er opsamlet efter sandpumpning i Thyborøn kanal. Der er endvidere registreret to vrag tæt på området, men disse er begge forlist i sidste halvdel af 1900-tallet og således ikke dækket af museumsloven. Skulle der under arbejdet påtræffes spor af fortidsminder såsom ravsmykker eller vrag skal dette straks anmeldes til Strandingsmuseet i henhold til museumslovens §29 h, som siger: Findes der under et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden spor af fortidsminder eller vrag, skal fundet anmeldes til kulturministeren efter reglerne i § 28 og arbejdet skal standses.”.
- Alle bemærkninger blev sendt i partshøring den 4. juli 2025 og Kystdirektoratet modtog Cowis bemærkninger hertil den 3. september 2025. Følgende bemærkninger fremgår blandt andet:
- Høringssvaret fra Etablissement- og terrænkommandoen tages til efterretning.
- Ift. SGAVs bemærkninger om natura 2000 og bilag IV arter tages dette til efterretning.
- Ift. genbesøget af vandområdeplanerne findes det ikke rimeligt, at Thyborøn havn skal forholde sig til data, som er sendt i høring 1 måned efter, de har fremsendt ansøgingen, samt henset til, at genbesøget ikke er gældende lov.
- Ift. ålegræs gøres det gældende, at projektet ikke er afgørende for, om ålegræs kan gro ud til dybdegrænsen for hovedudbredelse af ålegræs på 4,6 m grundet den naturlige høje baggrundssedimentation mellem Vesterhavet og Nissum Bredning. Følgende fremgår af redegørelsen fra Cowi: ” Thyborøn Kanal er en af de mest dynamiske lokaliteter på Jyllands vestkyst som følge af den betydelige udveksling af vand og sediment mellem Vesterhavet og Nissum Bredning (Limfjorden).
Den årlige gennemsnitlige nettotransport igennem Thyborøn Kanal er i omegnen af 1.230.000 m³ sediment fra Vestkysten mod Nissum Bredning (Petersen, 2017). Hovedparten af dette sediment aflejres på fjordgrundene i den vestlige del af Nis-sum Bredning og har gennem tid dannet et stort delta (lavvandsområde), som gen-nemskæres af fire hovedløb: Sælhundeholm Løb mod syd, Juulsløb og Gåseholm Løb mod øst og Langholm Løb mod nord (se Figur 5-1). Strømforholdene i Thyborøn Kanal afhænger overordnet set af tidevandet og vind-retning. I kanalen er indadgående strøm typisk kombineret med højvande, mens udadgående strøm forekommer sammen med lavvande. Ydermere vil vestlige vinde bevirke en indadgående strøm, mens sydøstlige vinde medfører udgående strøm. Den indadgående strøm nærmest spules ud over fjordgrundene og aflejrer i den forbindelse meget af det sediment, den bærer. Vandet fordeles herfra ud ho-vedløbene, primært Gåseholm Løb, Juulsløb og Sælhundeholm Løb, og drives vi-dere ind i Nissum Bredning. Ud af Nissum Bredning er strømmen i højere grad henledt til løbene, og der optræder derfor betydeligt stærkere udgående end indgå-ende strøm i løbene (Rambøll, 2004). […] I områder, hvor der ikke er registreret ålegræs, gælder selvfølgelig miljømålet om god økologisk tilstand for ålegræs. Dog vil sedimentspredning fra projektet ikke være den afgørende faktor for om lysforholdene i et konkret kystvandområde for-ringes, eftersom den naturlige sedimentering i området er mere end 10 gange hø-jere af hvad projektet forårsager.
Derudover kan ålegræs overleve en hel måned med lysintensitet under artens mi-nimumskrav (Erftemeijer & Lewis, 2006). Endvidere er den generelle strømdynamik (DMI, 2024) i udmundingen til Vesterha-vet ind- og udadgående og vil ikke føre potentielt sedimentspild ind mod de kyst-nære områder i Limfjorden, hvor der findes ålegræs eller potentielle områder for ålegræs. Derfor vurderes det, at der ikke vil ske en tilstandsforringelse eller påvirkning af ålegræs eller potentielle udbredelsesområder for ålegræs, fra udskygning fra sedi-mentfaner eller bundfældning fra projektet.”.
- Ift. biotilgængeligt kvælstof anføres det: ”Der er taget udgangspunkt i, at den biotilgængelige frigivelse af kvælstof udgør hele den frigivne mængde af kvælstof, hvilket tager forbehold for den størst direkte negative påvirkning på de biologiske kvalitetselementer, fytoplankton, ålegræs og bunddyr.
Det har vist sig, at den biotilgængelige del af kvælstof afhænger af kilden til kvæl-stof, men også hvor gamle sedimenterne er. Dette skyldes, at disse sedimenters organiske materiale er nedbrudt, så det er kun det vanskelige nedbrydelige organi-ske materiale, der er tilbage. DHI har beregnet, at der for uddybningssedimenter er den biotilgængelige del på ca. 9% (DHI, Anlæg af Lynetteholm VVM – Teknisk Baggrundsrapport nr. 1 Hydrauli- ske undersøgelser, 2020)”.
- Ift. kvælstoffrigivelse …
- Cowi vurderer, at projektet ikke medfører en tilstandsforringelse eller hindrer opfyldelse af miljømål. Det anføres i den forbindelse: ” Ud fra ovenstående beregninger samt betragtninger vurderes det, at uddybningen i delområderne S1-S6 i vandområderne 133 Vesterhavet, nord og 232 Nissum Bred-ning, ikke vil hindre målopfyldelse for kvælstof og fosfor i vandområde 232 Nissum Bredning, hvor der er et indsatsbehov. Dette skyldes, at
- mængden af Total N, der omfordeles med strømmen til vandområde 232 Nis-sum Bredning konservativt vil være 0,825% af brutto indsatsbehovet i et en-kelt år og 0,3% af målbelastningen i et enkelt år
- mængden af Total P, der omfordeles med strømmen til vandområde 232 Nis-sum Bredning konservativt vil være 1,01 % af målbelastningen i et enkelt år
- at den frigivne mængde kvælstof til vandfasen ikke vil være målbar, da kon-centrationsstigningen vil være under detektions- og kvantifikationsgrænsen.”.
Den 4. september 2025 skrev Kystdirektoratet til Cowi, at det er vores helt klare overbevisning, at genbesøget er gældende, og at man derfor skal forholde sig hertil
- også selvom en ansøgning er indgivet inden genbesøget kom i høring. Vi bad derfor om fremsendelse af bemærkninger hertil.
Cowi fremsendte den 30. september 2025 revideret vandplansvurdering, hvor genbesøget er medtaget.
Cowi har endvidere i december 2025 fremsendt supplerende vurderinger ift. projektets eventuelle påvirkninger på indsatsbehovet i vandområde 232.
Klagevejledning
Dette dokument indeholder tre afgørelser:
- afgørelse om at give tilladelse til projektet
- afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
- afgørelse om, at der ikke skal foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
For afgørelserne gælder følgende:
- Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
- Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
- Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk/. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.
Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.
- Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- • Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
- 1) miljøministeren,
- 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
- 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[email]
Vedlagt:
Bilag 1 – Udpegningsgrundlag for H28, F23 og F39, Bilag 2 – VVM screeningsskema.
Kopi: Cowi, Søfartsstyrelsen – Havplansekretariatet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Etablissement- og Terrænkommandoen, Slots- og Kulturstyrelsen, Lemvig Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Sommerhusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Naturstyrelsen, Landsforeningen for digelag i Danmark, Dansk Sejlunion og Geodatastyrelsen, Thisted Kommune og Struer Kommune. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.
Bilag 1: Udpegningsgrundlag for H28, F23 og F39
Bilag 2: VVM screeningsskema
Det ansøgte projekt er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 10, pkt. l og der skal derfor foretages en screening jf. lovens § 21, stk. 1, for at afgøre, om projektet er VVM-pligtigt.
VVM-screeningen foretages med udgangspunkt i de kriterier, som er beskrevet i lovens bilag 6.
Vurdering af miljøpåvirkning
Vurderes det som en mulighed, at projektet/anlægget kan få en væsentlig indvirkning på miljøet med hensyn til følgende kriterier?
| Kriterium | Svar | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1. Projektets karakteristika: | ||
| Dimensioner | Nej | Sejlrende skal i delområde S1-S6 uddybes til - 12,05 m DVR90 (inkl. overdybde på 0,3 meter), og i delområde S4, S5 og S6 skal sejlrende endvidere være bredere: • Delområderne S4 og S5 udvides i bredden med 15 meter mod vest (mod havnen) på en samlet strækning på ca. 1,9 km, hvormed sejlrenden bliver 110 meter bred på to strækninger. I det sydligste del af delområde S4 udvides sejlrenden med 40 meter mod øst på en strækning på ca. 0,5 km (se oversigt nedenfor) og bliver her 150 meter bred. • I delområde S6 skal sejlrenden udvides til en bredde på 110 m. Uddybningen sker foran Limfjordskaj 1 og 2. Ansøger har oplyst, at uddybningsarbejdet forventes at tage ca. 3 måneder, hvis det udføres med et skib. Det er Kystdirektoratets vurdering, at anlægsarbejdet ikke vil have nogen skadelige indvirkning på miljøet. Ved denne vurdering har vi lagt afgørende vægt på, at projektområdet er placeret i et område, hvor der er stor vandudskiftning og sedimenttransport, og at det vurderes, at sedimentspredningen fra projektet alene forekommer i den umiddelbare nærhed af projektområdet. |
| Kumulation med andre projekter | Nej | Der sker løbende kystbeskyttelse i form af sandfodring på Vestkysten jf. Fællesaftalen. Der kan derfor opstå kumulerede effekter, hvis uddybningen foregår samtidig med sandfodringen. Ved denne vurdering er der blandt andet lagt vægt på, at selvom dele af projektområdet overlapper med den statslige kystbeskyttelse på vestkysten, og der vil ske projektaktiviteter på samme tid, er området meget dynamisk med stor vandudskiftning og sedimentspredning, hvorfor opløst sediment i vandsøjlen hurtig vil blive spredt til omgivelserne. Det er videre tillagt vægt, at uddybningen alene vil foregå over en kort periode på ca. 3 måneder, og dermed kun i begrænset omfang vil overlappe med udvidelsen af Thyborøn Havn, som er planlagt til at foregå i etaper over adskillige år. |
| Anvendelse af naturressourcer | Nej | Der skal ikke anvendes væsentlige naturressourcer. |
| Affaldsproduktion | Nej | Uddybningsmaterialer bortskaffes iht. andre tilladelser. Det er i forbindelse med ansøgningen oplyst, at sandmængden bortskaffes til nyttiggørelse og at leret enten skal nyttiggøres eller klappes. Ansøger har oplyst, at der er eksisterende tilladelser til nyttiggørelse og klapning, og at der vil blive søgt om tilladelse til de resterende mængder. |
| Forurening og gener | Nej | Der kan forventes støj i forbindelse med projektet. Idet perioden er relativ kortvarigt (ca. 3 måneder), samt at det foregår i et område, hvor der i forvejen er skibstrafik og op ad en eksisterende erhvervshavn, vurderes uddybningen ikke at medføre væsentlige støjgener på omgivelserne. |
| Risikoen for ulykker, navnlig under hensyn til de anvendte materialer og teknologier | Nej | Anlægsfasen anses som almindeligt anlægsarbejde med det normale risici, der må forventes ved den slags anlægsarbejde. |
| 2. Projekters placering - den miljømæssige sårbarhed i de geografiske områder, der kan blive | ||
| berørt af projektet, skal tages i betragtning, navnlig: | ||
| - nuværende arealanvendelse | Nej | Projektet er beliggende i, og umiddelbart opad, en eksisterende sejlrende. |
| -naturressourcernes relative rigdom, kvalitet og regenereringskapacitet i området | Nej | Da projektet er placeret i – og lige op ad – eksisterende sejlrende, vurderes der ikke at være naturressourcer i området, som vil blive væsentlig negativ påvirket af projektet. |
| - det naturlige miljøs bæreevne med særlig opmærksomhed på følgende områder: | ||
| a) vådområder | – | Ikke relevant |
| b) kystområder | Nej | Der vurderes ingen væsentlige påvirkninger, idet projektet omhandler en uddybning af en eksisterende sejlrende. |
| c) bjerg- og skovområder | – | Ikke relevant |
| d) reservater og naturparker | Nej | Projektområdet ligger i umiddelbar nærhed af jagt- og vildtreservatet ”Agger Tange”. Formålet med reservatet er bl.a. at sikre Agger Tange og de tilstødende dele af Krik Vig som raste-, fouragerings- og yngleområde for vandfugle. Det vurderes, at projektet ikke vil påvirke vandfugle i området væsentlige, idet der er tale om et projekt i en eksisterende befærdet sejlrende af relativ kort varighed. |
| e) områder, der er registreret eller fredet ved national lovgivning; særligt beskyttede områder udpeget af medlemsstater i henhold til direktiv 79/409/EØF og 92/43/ EØF | Nej | Det ansøgte projekt vil delvist finde sted i Natura 2000-område nr. 28 ”Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø”, som består af habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområderne nr. 23, 27, 28 og 39. Projektområdet overlapper delvist med H28 og F23, mens F39 findes i umiddelbar nærhed heraf. Der vil ske en lille arealinddragelsen af habitatnaturtypen bugter og vige ifm. projektet. Det vurderes, at projektet ikke væsentlig vil påvirke de 27 terrestriske naturtyper og arter, herunder odder, som er på udpegningsgrundlaget for H28, idet projektområdet er beliggende på søterritoriet, ud for et havneområde. Det vurderes videre, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af fuglearterne rødrygget tornskade (F23), mosehornugle (F23, F39) og rørhøg (F23), idet disse ikke er direkte tilknyttet søterritoriet, hvor projektet foregår. Det vurderes samlet set, at projektet ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af Natura 2000-området (H28, F23 og F39). Det vurderes således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af habitatnaturtyperne samt levesteder, eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige negative konsekvenser for de arter, som området er udpeget for. Det er ifm. vurderingen tillagt vægt, at arealtabel udgør en meget lille del af det samlede areal af naurtypen indenfor området, samt at det tabte areal ikke omfatter levesteder eller hvilepladser for de udpegede habitatarter eller vigtige raste- og fældeområder for de udpegede fuglearter. Det er videre vægtet, at der er tale om et projektområde, hvor der er stor dynamik, hvorfor sedimentspild, som følge af arbejdet, ikke vurderes at ville påvirke de øvrige marine naturtyper samt arterne, som Natura 2000 området er udpeget for, væsentligt. F27 og F28 er beliggende i en afstand af mindst 6 km fra projektområdet. Grundet afstanden, samt dynamikken og den generelle sejlads i kanalen, vurderes projektet ikke at medføre en væsentlig påvirkning på de udpegede fuglearter indenfor de to områder. Der er kendskab til forekomst af bilag IV arterne marsvin og øresvin i området. Kystdirektoratet vurderer, at projektet ikke vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV arterne, samt påvirke dem på individniveau. Vurderingen skyldes bl.a., at der er tale om midlertidige arbejder, som ikke medfører impulsstøj, samt at der er tale om mobile arter, hvorfor eventuelle individer, som bliver forstyrret af arbejdet, vil kunne flytte sig til mere rolige, nærliggende områder. |
| f) områder, hvor de i fællesskabslovgivningen fastsatte | Nej | Projektet vurderes ikke at have væsentlig indvirkning på miljøkvaliteten i området i forhold til eksisterende forhold. |
| miljøkvalitetsnormer allerede er overskredet | – | Kystdirektoratet har tillagt vægt, at projektet ikke vil medføre en tilstandsforringelse eller hindre målopfyldelse af god økologisk og god kemisk tilstand for de to vandområder. I den forbindelse er det vægtet, at der er tale om et meget dynamisk miljø med stor vandudskiftning og sedimentspredning, hvorfor frigivne næringsstoffer hurtigt vil blive spredt til omgivelserne samt at der ikke vil ske en overskridelse af miljøkvalitetskravene for de EU- prioriterede stoffer. Kystdirektoratet har videre lagt vægt på, at projektet samlet set ikke vurderes at ville medføre en væsentlig negativ påvirkning af havstrategiens 11 deskriptorer og dermed en forringelse af havmiljøet. I den forbindelse er det tillagt vægt, at arbejdet er af begrænset varighed (ca. 90 dage), hvorfor påvirkningen på havmiljøet alene er midlertidig. Det er videre tillagt vægt, at den efterfølgende oprensning/år er kortvarig (< 10 dage). |
| g) tætbefolkede områder | Nej | Sejlrende er beliggende i kanalen mellem Thyborøn og Agger Tange. Området vurderes ikke at være tæt befolket. |
| h) vigtige landskaber set ud fra et historisk, kulturelt eller arkæologisk synspunkt. | Nej | Der er tale om en eksisterende sejlrende, der skal uddybes og udvides enkelte steder. De kulturhistoriske Museer Holstebro har oplyst, at der ikke er gjort fund i uddybningsområdet, men at er gjort en del enkeltfund tæt på uddybningsområdet og i øvrigt omkring Thyborøn. Hvis der findes spor af fortidsminder såsom ravsmykker eller vrag skal dette straks anmeldes til Strandingsmuseet i henhold til museumslovens §29 h. |
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-4564 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 476.