Søg Strandbeskyttelse Lemvig Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til udskiftning af tag og tagkonstruktion

Afgjort 4. maj 2026 · Journalnummer 2026-16508 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

Ansøger søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at udskifte et rådent eternittag med asbest og tagkonstruktionen på en bygning ved en helårsbolig i Lemvig Kommune. Bygningen ligger inden for den oprindelige 100 m-zone og i et fredet område. Taghældningen skulle hæves fra 20 til 35 grader med cementtagsten og halvvalm som på resten af boligen. Projektet blev opført på det eksisterende murværk og uden udvidelse af grundareal eller beboet areal. Kystdirektoratet gav dispensation og vurderede, at der foreligger et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på, at bygningen forbliver lavere end hovedbygningen mod kysten, at bygningerne får et mere harmonisk og ensartet udtryk, og at ændringen ikke får bygningen til at fremtræde mere markant i kystlandskabet.

Fakta

Ejendom
Helårsbolig
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Inden for de oprindelige 100 m
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

Ombygning

Praksisflag

  • Bygningshøjden øges (ja)
  • Særligt tilfælde anerkendt (ja)
  • Harmoni som begrundelse (ja)
  • Tagetage udnyttes (nej)
  • Fodaftrykket øges (nej)
  • "Mindre end lidt"-praksis (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Vilkår stillet (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

4 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, uudnyttet tagetage, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
  • Andet
  • Erstatter eksisterende
  • Harmoni og helhed
  • Natura 2000 og bilag IV
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til tag og tagkonstruktion inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Lemvig Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Der er søgt om dispensation til udskiftning tag og tagkonstruktion på helårsbolig inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Lemvig kommune.

Ejendommen er i BBR noteret som en samlet fast ejendom (landbrug). Der er på matriklen beliggende et hus.

Matriklen er i sin helhed beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen og det ansøgte ligger inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje, se figur 1.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. Den gule streg markerer den oprindelige 100-meter linje. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik markerer den ansøgte placering.

Det fremgår blandt andet af ansøgningen:

” […] Da den nuværende tagkonstruktion har råd, er det tid til at udskifte taget. I den forbindelse vil vi gerne bringe bygningen i harmoni med resten af beboelsen. Da vi går fra eternittag m. asbest til cementtaglsten som er på resten af beboelsen, vil vi gerne hæve taghældningen fra 20 til 35 grader. Taget bliver rejst på det eksisterende murværk. Gavlen vil blive afsluttet med halvvalm i overensstemmelse med de eksisterende gavle på bygningen. Slutresultatet vil give et meget mere harmonisk udtryk til ejendommen. Der vil ikke være udvidelser af det beboede areal eller udvidelser af grundarealet.[…]”

Fig. 2. Billede vedlagt ansøgningen.

Fig. 3. Tegning vedlagt ansøgningen.

Fig 3: Billede vedlagt ansøgningen.

Ansøger har telefonisk oplyst til Kystdirektoratet, at hovedbygningen måler omtrent 7 meter til kip. Bygningen, hvor der ansøges om udskiftning af tag, måler omtrent 3,5 meter til kip. Derved bliver det ansøgte omtrent 1,5 meter under den nuværende valm på hovedbygningen.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Ejendommen er beliggende i fredet område - Kabbel Syd, Nørlem Kirke – og afgørelsen sendes til Fredningsnævnet for Midtjylland, vestlig del, til orientering.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. N28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger ca. 500 meter mod nord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområde nr. 23, 27, 28, og 39.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området samt at der ansøges om udskiftning af et allerede eksisterende tag. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, beplantning, terrænændringer, hegning, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de bagved liggende kystområder for indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål

Kystdirektoratet vurderer, at der ikke er landskabelige forhold, der taler imod at taget og tagkonstruktionen udskiftes. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at bygningen, hvor taget ansøges udskiftet, forbliver lavere end hovedbygningen mod kysten. Videre lægger Kystdirektoratet vægt på, at bygningerne får et mere harmonisk og ensartet udtryk med det ansøgte. Kystdirektoratet lægger videre vægt på, at ændringen af tagkonstruktionen og taget ikke ændrer bygningens ydre fremtræden som bolig eller får bygningen til at fremtræde mere markant i kystlandskabet.

Efter en samlet vurdering, finder Kystdirektoratet at det ansøgte udgør et sådant særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til udskiftning af tag og tagkonstruktion.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

•

  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Lemvig, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Lemvig, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Fredningsnævnet for Midtjylland, vestlig del, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. N28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø

(fra Natura 2000-planen 2022-27

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-16508 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1953.