Søg Søterritoriet Slagelse Kommune
Tilladelse til såning af ålegræs på 3 lokaliteter i Skælskør Fjord, Slagelse Kommune
Sagen kort
En kommune søgte om tilladelse til et forsøg med såning af ålegræsfrø på tre lokaliteter på hver 25 x 25 m (625 m2) i Skælskør Fjord, hvor frøene blandes med lokalt havbundsmateriale og sås af en dykker med fugepistol. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a og lagde vægt på forsøgets formål, det begrænsede omfang og den skånsomme, manuelle metode uden støj. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø gjorde i to høringsrunder indsigelse mod placeringer tæt på nationale NOVANA-overvågningstransekter for ålegræs, hvorefter ansøger flyttede to af såbedene; direktoratet fandt, at ansøger i relevant omfang havde taget hensyn til dette, og at nærmeste transekt ligger mere end 300 m væk. Projektet ligger i et Natura 2000-område på habitatnaturtypen bugt, men der skulle ikke udarbejdes konsekvensvurdering, da ålegræs er en naturligt forekommende, karakteristisk art; projektet er ikke omfattet af miljøvurderingsloven.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- Kystbeskyttelseslovens § 16 a
Hvad blev der søgt om
Naturpleje eller vandhul
Praksisflag
- Vilkår stillet (ja)
- Naboindsigelser (nej)
- Genoptaget sag (nej)
11 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, "mindre end lidt"-praksis, harmoni som begrundelse, energi som begrundelse, tilgængelighed som begrundelse, kommunen positiv.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Begrænset omfang
- Natura 2000 og bilag IV
Vilkår
- Såningen skal ske i overensstemmelse med det ansøgte; udvidelser eller ændring af metode kræver ny tilladelse.
- Tilladelsen bortfalder, hvis såningen ikke er afsluttet inden 3 år.
- Færdigmelding med endelig position skal sendes til Kystdirektoratet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande og Geodatastyrelsen.
- Tilladelsen må ikke overdrages uden Kystdirektoratets tilladelse.
- Anlægget kan kræves fjernet for ejers regning ved manglende overholdelse af vilkår; området skal da reetableres.
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Sendt på mail til [email]
Tilladelse til såning af ålegræs på 3 lokaliteter i Skælskør Fjord, Slagelse Kommune.
Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til at så ålegræs på 3 lokaliteter i Skælskør Fjord, Slagelse Kommune. Tilladelsen indeholder afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.
Lovgrundlag
Etablering af ålegræsbede på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 245 af 28/02/2025). I henhold til § 16 a, stk. 4, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023).
Tilladelsen gives på følgende vilkår
Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven og kysthabitatbekendtgørelsen:
- 1. Såning af ålegræsfrø skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
- 2. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af metode.
Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:
- 3. Tilladelsen bortfalder hvis såningen ikke er afsluttet indenfor 3 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
- 4. Samtidig med at såningen afsluttes, skal Kystdirektoratet ([email]), Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver anlæggets endelige position.
- 5. Tilladelsen må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
6. Anlægget eller dele heraf kan af Kystdirektoratet kræves fjernet, for ejers regning, såfremt vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.
Kystdirektoratet ([email]), Beredskabsstyrelsen– Sikre underrettes umiddelbart efter anlæggets permanente fjernelse. I forbindelse med en fjernelse af anlægget skal området bringes i en stand så tæt på de forhold, som eksisterede inden anlæggets etablering, som muligt. Der skal tilsendes Kystdirektoratet ([email]), Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande ([email]) og Geodatastyrelsen ([email]) dokumentation for reetableringen.
Fælles bemærkninger:
Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt. Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af anlægget for et, i forbindelse med anlæggets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar.
Tilladelsen indeholder ikke en garanti for den projekterede konstruktions sikkerhed eller stabilitet. Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande.
Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven
Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der ikke synes at være væsentlige hensyn der taler imod projektet. Kystdirektoratet har bl.a. vurderet at der ikke er væsentlige naturhensyn som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. blevet lagt vægt på de indkomne høringssvar samt at formålet med projektet er at undersøge mulighederne for såning af ålegræs. Hvis forsøget viser positive resultater, vil det danne baggrund for at søge tilladelse til såning i større områder af Skælskør Fjord. Videre har Kystdirektoratet tillagt det betydning, at metoden vil medføre minimal påvirkning af det omgivende miljø da såningsmetoden udføres med håndkraft og af en enkelt dykker. Ifølge basisanalysen for hovedvandopland Smålandsfarvandet, Skælskør Fjord og Nor i vandområdeplan 2021-2027 er den samlede økologiske tilstand moderat for projektområdet, mens den kemiske tilstand er ikke god. Målsætningen for dette område er, at der skal være god økologisk tilstand og god kemisk tilstand. Målsætningen for den økologiske og kemiske tilstand er således ikke opfyldt. Ansøger har foretaget en kortlægning af bundfauna og vegetation på de tre projektområder. Bunden består overvejende af sand og har en mindre forekomst af sandmusling og sandorme. Vegetationen er flere steder sparsom, men hvor der er vegetation består den overvejende af strengetang og almindelig havgræs. Frøene der skal såes bliver opslæmmet i havbundsmateriale fra lokaliteten og sprøjtet ud i riller og/eller punkter med en fugepistol. Det er Kystdirektoratets vurdering, at et forsøgsprojekt med såning af ålegræsfrø ikke vil hindre målopfyldelse af god økologisk tilstand eller god kemisk tilstand.
Det ansøgte vurderes ikke at forhindre at målsætning for Danmarks Havstrategi II kan opfyldes, jævnfør strategiens 11 deskriptorer. Det ansøgte projekt foregår i Natur- og Miljøbeskyttelsesområder N73 i Danmarks Havplan. Formålet med angivelsen af natur- og miljøbeskyttelsesområder er at sikre, at havplanen afspejler de områder som er udlagt til havstrategiområder og Natura 2000-områder eller som er fredede for at sikre beskyttelse af havets natur og miljø. Det vurderes, at det ansøgte projekt ikke er i strid med intensionerne med den fremlagte Havplan. Der er i forbindelse med den offentlige høring indkommet bemærkninger fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) vedrørende projektets påvirkninger, herunder bekymring for projektets påvirkning på Novanastationer i Skælskør Fjord.
” (…) I ansøgningen er det oplyst, at der ønskes sået ålegræs 3 forskellige steder i Skælskør Fjord. SGAV vurderer at disse placeringer umiddelbart vil kunne være i konflikt med den nationale overvågning af ålegræs. Udplantes ålegræs tilstrækkelig tæt på de nationale transekter, er der risiko for at udplantningen med tiden vil brede sig til overvågningsstransekterne. Dette vil kunne påvirke resultaterne af den nationale overvågning og fortolkningen ift. De presfaktorer, der er på ålegræs og anden rodfæstet vegetation. De ansøgte forsøg med såning af ålegræs skal derfor placeres så de ikke vil kunne forstyrre den nationale overvågning.”
De indkomne høringssvar har været sendt i partshøring ved ansøger som har forholdt sig til indsigelsen ved at flytte en af de ønskede lokationer. Herefter er ansøgningen sendt i fornyet høring.
SGAV har den 27. oktober 2025 indsendt et nyt høringssvar:
” (…) SGAV vurderer at lokationen Såbed 2 umiddelbart vil kunne være i konflikt med den nationale overvågning af ålegræs. Udplantes ålegræs tilstrækkelig tæt på de nationale transekter, er der risiko for at udplantningen med tiden vil brede sig til overvågningsstransekterne. Dette vil kunne påvirke resultaterne af den nationale overvågning og fortolkningen ift. de presfaktorer, der er på ålegræs og anden rodfæstet vegetation. De ansøgte forsøg med såning af ålegræs skal derfor placeres så de ikke vil kunne forstyrre den nationale overvågning.”
Ansøger er partshørt og har forholdt sig til SGAV’s høringssvar: ” (…) Det undrer os imidlertid at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø her i høring II kommenterer og problematiserer såbed 2, som de ikke havde nogen kommentarer til i Høring I. Vi har dog på den baggrund endnu engang forsøgt at imødekomme Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, og har derfor også flyttet såbed 2 til en ny lokalitet som fremgår af vedhæftede kortbilag. Jf., figur 1. ”
Kystdirektoratet vurderer, at ansøger i relevant omfang har forholdt sig til SGAVS ønske om hensyntagen til NOVANA ålegræs-transekter i Skælskør Fjord. Kystdirektoratet har hertil tillagt det betydning, at såningen af ålegræsfrøene er på forsøgsbasis, hvorfor der alene såes 3 delområder, hver på 25 x 25 meter (625 m2), samt at det nærmeste NOVANA-transekt er i en afstand af mere end 300 meter til projektområder Kystdirektoratet bemærker, at projektets eventuelle påvirkning på natur, hav- og dyreliv er vurderet under Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen. Kystdirektoratet finder derfor, at der kan gives tilladelse til såning af ålegræsfrø.
Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen
Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning. Det ansøgte projekt vil finde sted i Natura 2000-område nr. 162 ”Skælskør Fjord og havet og kysten mellem Agersø og Glænø” og Fuglebeskyttelsesområde nr. 95. ”Skælskør Nor, Skælskør Fjord og Gammelsø”. Der er kendskab til forekomst af bilag IV arten marsvin i området.
Udpegningsgrundlaget er følgende
Udplantningen af ålegræs, sker på habitatnaturtypen Bugt (1160). Det er Kystdirektoratets vurdering, at såning af ålegræs ikke vil have en væsentlig negativ påvirkning af habitatnaturtypen, da ålegræs er en naturlig forekommende art, som er karakteristisk for naturtypen. I den forbindelse er det tillagt vægt, at der er tale om minimale indgreb, idet såningen udføres manuelt. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området eller af bilag IV arten marsvin. Kystdirektoratet vurderer således at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, samt for bilag IV arten marsvin. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet.
Kystdirektoratets vurdering, af at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering, skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang og begrænsede påvirkning af havbunden, desuden vægtes det at anlægsarbejdet udføres uden støj, idet frøene såes med håndkraft af en dykker.
Begrundelse for at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven Det ansøgte projekt er efter Kystdirektoratets vurdering ikke omfattet af bilag 1 eller 2 i miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har endvidere ikke kendskab til, at det ansøgte projekt er en del af et større projekt på land, som er omfattet af miljøvurderingslovens regler. Det er derfor Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er hverken funktionel sammenhæng med andre projekter eller på anden måde integreret sammenhæng med andre projekter. Vurderingen er foretaget på baggrund af det ansøgte, Kystdirektoratets kendskab til området og andre sager, ligesom ansøgningen har været sendt i høring ved kommunen og en lang række statslige myndigheder og interesseorganisationer, som ikke har oplyst om andre projekter.
Projektbeskrivelse
Tilladelsen omfatter forsøg med etablering af 3 ålegræsbede, hver på 25 x 25 meter (625 m2), ved såning af ålegræsfrø fra Zostera marina på 3 lokaliteter, i Skælskør Fjord. Formålet med forsøget er at blive klogere på effekten af såning med ålegræsfrø og at undersøge succesraten for såning på forskellige lokaliteter i Skælskør fjord. Ålegræsbedene etableres ved at frø høstet af en dykker fra lokale ålegræsbede i efteråret, modnes hvorefter de i marts – maj såes med en 300 ml fugepistol, hvori frøene er blandet op med havbundsmateriale hentet op fra den enkelte lokalitet. Såning varetages af en dykker
De fire hjørnekoordinater for placering af såbed 1:
- 55.24270 11.25092
- 55.24247 11.25092
- 55.24246 11.25130
- 55.24268 11.25130
De fire hjørnepunkter for placering af såbed 2 er:
- 55.24266 11.27533
- 55.24241 11.27533
- 55.24241 11.27573
- 55.24266 11.27573
De fire hjørnepunkter for placering af såbed 3 er:
- 55.24622 11.24294
- 55.24604 11.24293
- 55.24603 11.24325
- 55.24622 11.24325 For yderligere oplysninger om projektet henvises til ansøgningsmaterialet.
Sagsgennemgang
Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen – Havplansekretariatet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Etablissement- og Terrænkommandoen, Slots- og Kulturstyrelsen, Slagelse Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Sommerhusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Landsforening for Digelag i Danmark, Dansk Sejlunion og Geodatastyrelsen. Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.
Beredskabsstyrelsen– Sikre Farvande skrev den 9. oktober 2025 følgende:
” BRS/SIFA har ikke bemærkninger til 2. høring (projekttilpasning) vedr. ansøgning om forsøg med såning af ålegræs, Skælskør Fjord.”.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skrev den 26. august 2026 bl.a. følgende: ”SGAV gør opmærksom på, at udplantning og såning af ålegræs bør foregå i en afstand fra de nationale overvågningstransekter for ålegræs og anden rodfæstet vegetation, således at disse ikke bliver forstyrret. Dette gælder ikke alene i driftsfasen ved udplantningen og såning, men også efterfølgende. Der er fastlagt ålegræs overvågningstransekter flere steder i steder i Skælskør Fjord. I ansøgningen er det oplyst, at der ønskes sået ålegræs 3 forskellige steder i Skælskør Fjord. SGAV vurderer at disse placeringer umiddelbart vil kunne være i konflikt med den nationale overvågning af ålegræs, se kommentar øverst i dette svar. Udplantes ålegræs tilstrækkelig tæt på de nationale transekter, er der risiko for at udplantningen med tiden vil brede sig til overvågningsstransekterne. Dette vil kunne påvirke resultaterne af den nationale overvågning og fortolkningen ift. de presfaktorer, der er på ålegræs og anden rodfæstet vegetation. De ansøgte forsøg med såning af ålegræs skal derfor placeres så de ikke vil kunne forstyrre den nationale overvågning. SGAV anbefaler at Kommunen tager kontakt til Center for Marin Naturgenopretning. De har kontakt med en lang række lignende projekter i hele Danmark og vil kunne vejlede om den rette måde at så og placere så- lokaliteterne. Dette center har også guidelines til aktiviteterne for marin naturgenopretning, som passer til danske forhold (https://marinnatur.dk/). Centret er forskningsbaseret og står derfor for seneste nye viden på området.”
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skrev den 31. oktober 2026 bl.a. følgende: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) henviser til sit høringssvar fra 29. juli 2025 hvoraf det bl.a. fremgår at: ”SGAV gør opmærksom på, at udplantning og såning af ålegræs bør foregå i en afstand fra de nationale overvågningstransekter for ålegræs og anden rodfæstet vegetation, således at disse ikke bliver forstyrret. Dette gælder ikke alene i driftsfasen ved udplantningen og såning, men også efterfølgende. Der er fastlagt ålegræs overvågningstransekter flere steder i Skælskør Fjord. (Data kan tilgås på Danmarks Miljøportal:
https://kemidata.miljoeportal.dk/?et=Datamart+%C3%85legr%C3%A6s+ Marin&mvMinX=640764.8074476159&mvMinY=6122810.713253609&mv MaxX=647598.9492872226&mvMaxY=6126843.[telefon]).”
SGAV kan oplyse, at målestation nr. [telefon]er beliggende i kort afstand til lokationen Såbed 2.(…). SGAV vurderer at lokationen Såbed 2 umiddelbart vil kunne være i konflikt med den nationale overvågning af ålegræs. Udplantes ålegræs tilstrækkelig tæt på de nationale transekter, er der risiko for at udplantningen med tiden vil brede sig til overvågningsstransekterne. Dette vil kunne påvirke resultaterne af den nationale overvågning og fortolkningen ift. de presfaktorer, der er på ålegræs og anden rodfæstet vegetation. De ansøgte forsøg med såning af ålegræs skal derfor placeres så de ikke vil kunne forstyrre den nationale overvågning.
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skrev den 25. august 2025 følgende:
” Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har gennemgået det ansøgte og også sendt dette i høring hos relevante foreninger/fiskere. Vi har ikke modtaget svar på denne høring, og vi vurderer heller ikke, at det ansøgte vil berøre eventuelle fremtidige fiskeriinteresser. Vi har derfor ikke bemærkninger til det ansøgte.”.
Etablissement- og Terrænkommandoen skrev den 31. juli og den 13. oktober 2025 følgende:
” Etablissement- og Terrænkommandoen har ingen bemærkninger til høringen vedrørende; tilladelse til etablering af forsøg med såning af ålegræs i Skælskør Fjord.”
Slots- og Kulturstyrelsen skrev den 14. oktober bl.a. følgende:
”Vær opmærksom på, at der er anmeldepligt ved fund af fortidsminder, herunder vrag af skibe, skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag. Skælskør fjord har særligt mange beskyttede fortidsminder fra Ældre stenalder, hvor der kan ligge redskaber af flint og træ, samt fiskeanlæg eksponeret på havbunden. Alle fund og vrag registreres i det nationale register over Fund og Fortidsminder. Styrelsen behøver en position og den tilgængelige dokumentation, eksempelvis udklip af side-scan data og nærmere beskrivelse af fundet eller lignende. Anmeldelser skal sendes til adressen [email] (…)”
- Alle bemærkninger blev sendt i partshøring hhv. den 27. august 2025 og den 31. oktober 2025. Kystdirektoratet modtog følgende bemærkninger:
Kommentarer til høring I, 27.august 2025. Det glæder os, at der som forventet ikke er de store indvendinger mod projektet. Vi er bekendt med NOVANA transekterne, og beklager at især såbed 3 er kommet lidt for tæt på overvågningsområdet. Derfor flytter vi såbed 3 til en ny lokalitet vist på vedhæftede kortbilag.
Kommentar til høring II, 5. november 2025. ” Vi er naturligvis opmærksomme på de mange historiske levn i Skælskør Fjord. Det undrer os imidlertid at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø her i høring II kommenterer og problematiserer såbed 2, som de ikke havde nogen kommentarer til i Høring I. Vi har dog på den baggrund endnu engang forsøgt at imødekomme Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, og har derfor også flyttet såbed 2 til en ny lokalitet som fremgår af vedhæftede kortbilag”.
Klagevejledning
Dette dokument indeholder tre afgørelser:
- afgørelse om at give tilladelse til projektet
- afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
- afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens anvendelsesområde Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
For afgørelserne gælder følgende:
- Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
- Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
- Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og typisk med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den
er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.
- Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
- 1) miljøministeren,
- 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
- 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.
Med venlig hilsen [navn] [email]
Kopi: Søfartsstyrelsen – Havplansekretariatet, Beredskabsstyrelsen– Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Etablissement- og Terrænkommandoen, Slots- og Kulturstyrelsen, Slagelse Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Sommerhusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Landsforening for Digelag i Danmark, Dansk Sejlunion og Geodatastyrelsen.
Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-54709 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 606.