Søg Strandbeskyttelse Kalundborg Kommune
Dispensation til anlæggelse af sø
Sagen kort
Et selskab, der ejer en landbrugsejendom på Sejerø i Kalundborg Kommune, søgte via en konsulent om dispensation til at anlægge en sø på 800-1.000 m2 i en permanent våd lavning på en mark i omdrift inden for strandbeskyttelseslinjen, med henblik på at fremme biodiversiteten og særligt padder; omkring søen udtages 2.000-2.500 m2 mark til eng. Søens dybde blev efter dialog med Kystdirektoratet reduceret fra 2 m til 1,5 m. Kystdirektoratet gav dispensation med vilkår om landskabstilpasning, flade bredder (højst 1:5), ingen volde eller øer, maks. 1,5 m dybde og håndtering af den opgravede jord. Direktoratet henviste til praksis for mindre vandhuller, hvor der tidligere naturligt har været vand, eller hvor den naturforbedrende funktion er klar, og fandt, at der forelå et særligt tilfælde, med vægt på at der er tale om reetablering af hydrologi til gavn for sjældne arter, at oplevelsen af kystlandskabet ikke påvirkes negativt, og at søen kan forbedre levevilkårene for spidssnudet frø (bilag IV-art) registreret i nærheden.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Virksomhed
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Naturpleje eller vandhul
Praksisflag
- Særligt tilfælde anerkendt (ja)
- Vilkår stillet (ja)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Genoptaget sag (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Natura 2000 og bilag IV
- Fast praksis
Vilkår
- Søen skal anlægges, så den passer naturligt ind i det omgivende landskab.
- Søen skal udgraves med jævnt skrånende bredder med en hældning ikke stejlere end 1:5.
- Der må ikke anlægges jordvolde eller øer, og søen må ikke være dybere end 1,5 m.
- Det opgravede materiale skal fjernes fra det strandbeskyttede areal eller fordeles jævnt over landbrugsjord i omdrift i et lag på højst 30 cm.
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til anlæggelse inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Kalundborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Vilkår for dispensationen
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- 1. Søen skal anlægges, så den passer naturligt ind i det omgivende landskab.
- 2. Søen skal udgraves med jævnt skrånende bredder med en hældning ikke stejlere end 1:5.
- 3. Der må ikke anlægges jordvolde eller øer, og søen må ikke være dybere end 1,5 meter.
- 4. Det opgravede materiale skal fjernes fra det strandbeskyttede areal eller fordeles jævnt ud over landbrugsjord i omdrift i et lag på maksimalt 30 cm.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Konsulent ansøger på vegne af ejer om dispensation til at anlægge en sø på [matrikel], [adresse] i Kalundborg Kommune inden for strandbeskyttelseslinjen. Der ansøges om, at anlægge en sø på omkring 800 – 1000 m2 med en maksimal dybde på 1,5 meter. I forbindelse med søen tiltænker ansøger at udtage 2000-2500 m2 mark i omdrift til eng og græs med hjemmehørende arter.
På figur 1 ses et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område.
På figur 2 ses et kort over den ansøgte placering for søen på matriklen.
På figur 3 ses et kort over den ansøgte placering for søen og overskydende jord fra gravearbejdet.
På figur 4 ses et kort over den ansøgte matrikel på de høje målebordsblade (1842- 1899).
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde markerede matrikel er den ansøgte.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Billedet viser den ansøgte placering for anlæggelsen af søen.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Billedet viser den ansøgte placering for anlæggelsen af søen (orange omrids) og placeringen for overskydende jord fordeles inden for det gule omrids i en maksimal højde på 30 cm, hvor det bliver harvet og planeret ud.
Fig. 4. Kortudsnit af de høje målebordsblade (1842 – 1899), hvor den ansøgte placering er markeret med en rød cirkel.
Ansøger oplyser følgende:
”For flere år siden, fik lodsejer oprenset en gammel sø. Kort tid efter begyndte der at være sjældne arter og fugle. Lodsejer vil gerne gøre noget godt for naturen og har særligt en stor interesse for padder. Af den grund ønsker lodsejer at etablere en sø, på et stykke våd landbrugsjord, som ikke kan dyrkes ordentligt.
Det skal nævnes at arealet hvor søen ønskes etableret ikke kan ses fra vandet pga. arealet er en stor lavning. Plus det omkringlæggende jord skrænter opad. (…).
Da arealet er indenfor strandbeskyttelselinjen skal kystdirektoratet sig god for dette. Der er allerede forhåndsgodkendt projektet hos Kalundbrog komune, og der er i sinde at samarbejde med komunen for at lave bedst muligt projekt. I forbindelse med søen, påtænker lodsejer at udtage 30.000m2 mark og lave yderlige 4 mindre områder med vild natur. Formålet med projeket er at få skabt noget permanent natur, og få droppet at dyrke de landbrugsområder som er ringe kvalitet, eller våde. Projektet er selvfølgelig åben for ændringer og evt. krav.”
”Grundlaget for ansøgningen, er at få etableret en sø, som primært er tiltænkt de sjældne planter, padder og insekter. Projektet formål er at fremme biodiversiteten, ved at etablere et område der sikre leveforhold for sårbare arter og planter.
Jorden omkring hvor søen er placeret, er en lavning som altid er våd. Lavningen er til gene for markdriften og udbyttesmæssigt-giver områdetikke mening at dyrke. I og med søen bliver placeret i lavningen, vil søen ikke skæmme udsigten, hverken fra både eller kysten. (…). Vi vil gerne samarbejde med kommunen om at lave en sø, hvis formål er mere permanent natur til fordel for Sejerøs sjældne arter.”
Kystdirektoratet har søgt yderligere informationer vedr. anlæggelsen af søen såsom størrelsen, dybde og bredder. Derudover er medsendt et kort over dræning i området. Kystdirektoratet spørger ind til de nævnte øvrige naturområder, hvortil ansøger oplyser følgende:
”(…) Søens areal: Vi ansøger om et vandspejl på mellem 800 og 1.000m². Det endelige areal vil variere i dette interval, så det tilpasses de lokale terræn- og jordbundsforhold optimalt.
Dybde og skråningsanlæg: Søen forventes at blive ca. 2 meter på det dybeste sted og flade gradvist ud mod bredderne. Vi ønsker at etablere så flade bredder som muligt for at tilgodese jordrugende fugle og dyrelivet. Hældningen vil variere mellem 5 og 15 grader afhængigt af det omkringliggende terræn. Dræn: Ja, det eksisterende dræn i området forventes sløjfet i forbindelse med udførelsen af projektet.
De øvrige naturområder (30.000 m²): De fire mindre naturområder hører under en anden naturpulje, som lodsejer modtog tilsagn om i juni måned. De er derfor ikke en direkte del af denne ansøgning, men var tænkt som orientering.
Udvidelse af ansøgningen (Areal omkring søen):I tilknytning til den ansøgte sø ønsker lodsejer at udtage yderligere et stykke landbrugsareal på cirka 2.000– 2.500 m² rundt om søen. Formålet er at etablere permanent natur i form af eng og græs med hjemmehørende arter. (…)”
Kystdirektoratet oplyste ansøger om de almene vilkår Kystdirektoratet sætter i afgørelser om anlæggelse af søer, hvor vilkåret vedrørende dybden afveg. Hertil har ansøger svaret, at de gerne vil tilpasse deres ansøgning, så søens maksimale dybde bliver 1,5 meter i stedet for de først ansøgte 2 meter.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke) ligger ca. 360 meter mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 135 og fuglebeskyttelsesområde nr. 94. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 18.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om reetablering af tidligere hydrologi på et areal som på nuværende tidspunkt er en mark i omdrift. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter. På arter.dk er registreret følgende bilag IV-arter i et 10 x 10 km kvadrat; Spidssnudet frø, Marsvin og Markfirben.
Der er registreret observationer af spidssnudet frø ca. 180 meter fra den ansøgte placering i 2007. Kystdirektoratet har i vurderingen lagt vægt på, at søen ønskes etableret for at fremme levesteder for bl.a. padder, og kan fungere som en spredningskorridor og derved forbedre levevilkårene for netop denne art.
Kystdirektoratet bemærker, at det ansøgte hverken vil påvirke havet, søer eller vandløb, og vurderer på den baggrund, at det ansøgte ikke vil påvirke de vandlevende pattedyr, der måtte være i området.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at det ansøgte område er et potentielt levested for markfirben. Der er i vurderingen lagt vægt på, at markfirben foretrækker klitter og lignende, hvor der er sydvendte skråninger, løst sandjord at grave æg ned i, vegetationsfrie pletter man kan sole sig på, samt strukturer hvor man kan opsøge skygge, når det ellers bliver for varmt.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis kan der, på baggrund af en konkret vurdering, meddeles dispensation til etablering af mindre vandhuller inden for strandbeskyttelseslinjen på arealer, hvor der tidligere naturligt har været vandhuller og/eller hvor den naturforbedrende funktion synes ret klar. Hvis naturforbedrende tiltag sker som led i en mere omfattende plan for naturforbedring til fremme af udryddelsestruede eller sjældne arter, vil der som udgangspunkt kunne meddeles dispensation.
Efter en samlet og konkret vurdering, finder Kystdirektoratet at det ansøgte udgør et sådant særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation. Der er lagt vægt på, at der er tale om reetablering af hydrologi ved anlæggelse af søen. Søen ønskes anlagt for at forbedre forholdene for sjældne arter og planter. Kystdirektoratet har også lagt vægt på, at anlæggelsen af søen ikke vil medføre at oplevelsen af kystlandskabet påvirkes negativt.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til anlæggelse af en sø.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Kalundborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Kalundborg, dnkalundborg- [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Kalundborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-14137 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1831.