Søg Strandbeskyttelse Kerteminde Kommune
Afslag på ansøgning om opførelse af shelter
Sagen kort
En ejer af en sommerhusejendom i Kerteminde Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre et shelter til 4-5 personer på ca. 13 m² og 1,93 m højde i den strandbeskyttede del af haven, inden for den oprindelige 100-meter-linje og op til Natura 2000-området Fyns Hoved, Lillegrund og Lillestrand. Kystdirektoratet vurderede, at arealet er lovligt etableret have, men at praksis for mindre friluftsanlæg ikke gælder for et shelter i en privat have, og at sheltere hverken er undtaget efter § 15 a, stk. 3, eller omfattet af den lempelige dispensationsadgang for haveanlæg i § 65 b, stk. 3, nr. 1. Sagen blev derfor behandlet efter den restriktive bestemmelse i § 65 b, stk. 1, og direktoratet gav afslag, da der ikke forelå et særligt tilfælde, shelteret ville påvirke oplevelsen af kystlandskabet markant og negativt, og en dispensation kunne skabe præcedens.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Strandbeskyttelseszone
- Inden for de oprindelige 100 m
- Synlighed
- Synlig
- Areal før / efter
- ? m² → 13 m²
- Højde før / efter
- ? m → 1,9 m
- Lovgrundlag
- Undtagelse efter § 15 a, Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Shelter og friluftsliv
Praksisflag
- Fodaftrykket øges (ja)
- Særligt tilfælde anerkendt (nej)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Vilkår stillet (nej)
- Genoptaget sag (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Det åbne kystlandskab påvirkes
- Andet
- Ikke et særligt tilfælde
- Præcedensvirkning
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opføre et shelter inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Kerteminde Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ovennævnte ejendom består ifølge BBR af et sommerhus, et drivhus og to udhuse beliggende uden for strandbeskyttelseslinjen. Kun ejendommens have er delvist beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, hvoraf størstedelen ligger inden for den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje.
I nærværende sag har ejendommens ene ejer ansøgt Kystdirektoratet om dispensation til at opføre et shelter inden for den strandbeskyttede del af haven (se fig. 2).
Der ansøges om et 4-5-personers shelter, som ønskes opført med en bredde på 3,9 meter og en dybde på 3,3 meter, hvorfor shelteret vil få et samlet areal på omtrent 13 m2. Shelteret ønskes opført med en højde på 1,93 meter (se fig. 3).
Fig. 1. Ortofoto af ejendommen fra foråret 2025. Den blå linje markerer den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinjen, mens den orange linje markerer den udvidede 300-meter-strandbeskyttelseslinje. Strandbeskyttelseslinjen er reduceret på den pågældende strækning. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De hvide streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rødt.
Fig. 2. Kort over ejendommen indsendt af ansøger hvorpå den ønskede placering af shelteret er markeret med rød firkant.
Fig. 3. Billede indsendt af ansøger som viser den type shelter, der ønskes opført på arealet.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Den ansøgte ejendom grænser mod sydvest op til Natura 2000-område nr. 107, Fyns Hoved, Lillegrund og Lillestrand. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 91.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Ansøgninger om opførelse af sheltere inden for strandbeskyttelseslinjen behandles som regel efter Kystdirektoratets praksis for etablering af mindre anlæg til støtte for friluftslivet, der lyder som følger:
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994 - "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, stier til eller langs med kysten, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Eftersom der i denne sag er ansøgt om dispensation til et shelter i en privat have på en sommerhusejendom, vurderes shelteret ikke at være omfattet af ovenstående praksis.
Det ansøgte shelter skal af den grund i stedet behandles efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser vedrørende etablering af mindre anlæg i lovligt etablerede haver.
Som udgangspunkt kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra bestemmelserne om strandbeskyttelse, men inden for lovligt etablerede haver gælder både en række undtagelser for kravet om dispensation samt en mere lempelig dispensationsadgang.
Kystdirektoratet har derfor indledningsvist vurderet, i hvilken udstrækning arealerne omkring sommerhuset kan betragtes som lovligt etableret have i henhold til naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4. Kystdirektoratet har gennemgået luftfotos af ejendommen fra 1954 og frem til i dag og er på den baggrund nået frem til, at arealet hvorpå det ansøgte shelter ønskes placeret, kan betragtes som lovligt etableret have i medfør af førnævnte bestemmelse.
For en uddybende gennemgang af ejendommens lovligt etablerede have henviser Kystdirektoratet til bilag 4 nederst i nærværende afgørelse.
Det følger af naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, at der uden dispensation uanset forbuddet efter lovens § 15, stk. 1, i lovligt etablerede haver kan placeres mindre bygninger, anlæg og installationer i tilknytning til en bolig eller et sommerhus og højest 15 m fra denne/dette, såsom en terrasse etableret i niveau med og i sammenhæng med beboelsen, et gyngestativ, højbede, en sandkasse og andre legeredskaber samt et mindre skur på op til 10 m2, medmindre der allerede lovligt er opført et skur i tilknytning til boligen. På tilsvarende måde kan der opføres et mindre drivhus på op til 10 m2 i tilknytning til helårsboliger.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 3, nr. 1 kan der meddeles dispensation til mindre anlæg i lovligt etablerede haver, som placeres længere end 15 meter væk fra boligen. Ifølge lovbemærkningerne kan der efter bestemmelsen meddeles dispensation uden, at der foreligger et særligt tilfælde, medmindre det ansøgte vurderes at have en negativ påvirkning på kystlandskabet. Hvad angår skure og drivhuse, er det under denne bestemmelse også en forudsætning, at der ikke i forvejen er et skur eller et drivhus på ejendommen, hvis der skal kunne opnås dispensation til et.
Det ansøgte shelter er som nævnt placeret i ejendommens lovligt etablerede have, hvorfor bestemmelserne anført ovenfor finder anvendelse på arealet. Kystdirektoratet bemærker dog, at sheltere ikke fremgår blandt de oplistede haveanlæg i naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 3 og dermed ikke er undtaget fra forbuddet mod tilstandsændringer i medfør af bestemmelsen.
Kystdirektoratet vurderer derudover, at der ikke kan meddeles dispensation til shelteret efter lovens § 65b, stk. 3, nr. 1, da sheltere ikke er omfattet af bestemmelsen. Der lægges vægt på, at sheltere ikke er specifikt nævnt i hverken i loven eller dens bemærkninger som et eksempel på et haveanlæg, hvortil der kan meddeles dispensation efter den lempelige bestemmelse.
Det ansøgte shelter skal derfor behandles efter den restriktive dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, hvor en dispensation forudsætter, at der er tale om et særligt tilfælde. Kystdirektoratet finder ikke, at der i den konkrete sag er tale om et særligt tilfælde, som kan begrunde en dispensation til shelteret.
Kystdirektoratet vurderer afslutningsvis, at shelteret udgør en markant og negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet og at en dispensation til anlægget vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag på shelteret som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området Bilag 4: Lovligt etableret have
Afgørelsen er også sendt til:
- Kerteminde Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Kerteminde, dnkerteminde- [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Fyn-nord, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening Kerteminde, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 107, Fyns Hoved, Lillegrund og Lillestrand
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Bilag 4: Lovligt etableret have
Inden for strandbeskyttelseslinjen er en ”lovligt etableret have” et areal, der ligger i tilknytning til en bolig eller et sommerhus og som er undergivet en vis kultivering eller vedligeholdelse og ikke længere dyrkes eller anvendes landbrugsmæssigt, jf. naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4.
Inden for den oprindelige 100-meter strandbeskyttelseslinje, som blev indført i 1937 og som denne ejendom er beliggende inden for, betragtes en have som lovligt etableret, hvis den blev anlagt på baggrund af en forudgående dispensation eller hvis den blev etableret før 1. januar 1968, hvor bebyggelsesforbuddet inden for strandbeskyttelseslinjen blev udvidet til også at omfatte terrænændringer, beplantning, hegning, opsætning af campingvogne mm.
En have inden for strandbeskyttelseslinjen betragtes derudover kun som lovligt etableret, hvis arealet kontinuerligt har været og stadig bliver opretholdt som have.
Som nævnt tidligere er ejendommens have i nærværende sag delvist beliggende inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje og der foreligger umiddelbart ikke nogen dispensation til haven. Den del af matriklens areal inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje, der kan betragtes som ”lovligt etableret have”, skal derfor kontinuerligt have været kultiveret og ikke have været drevet landbrugsmæssigt siden 1. januar 1968.
På baggrund af Kystdirektoratets gennemgang af luftfotos af ejendommen fra 1954 og frem til i dag kan det udledes, at udendørsarealerne omkring sommerhuset tidligere har været drevet landbrugsmæssigt, men at arealerne senere er blevet udstykket til sommerhuse. Fra 1963-1965 ses størstedelen af arealet rundt om sommerhuset at have karakter af have, hvorfor Kystdirektoratet vurderer, at arealet fra omkring dette tidspunkt var blevet taget i brug som have. Det fremgår af senere ortofotos, at arealet også efterfølgende kontinuerligt har været anvendt som have frem til i dag. Størstedelen af matriklens udendørsareal vurderes på den baggrund at være lovligt etableret have i henhold til naturbeskyttelsesloven (se fig. 6).
Fig. 4. Ortofoto af ejendommen fra 1954, hvorpå arealerne rundt om sommerhuset ses at være drevet landbrugsmæssigt.
Fig. 5. Ortofoto af ejendommen fra 1963-1965, hvorpå arealet omkring sommerhuset formentlig er blevet taget i brug som have.
Fig. 6. Ortofoto af ejendommen fra foråret 2025, hvorpå det areal, der vurderes at være ejendommens lovligt etablerede have, er indtegnet med rødt.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-9455 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2146.