Søg Strandbeskyttelse Frederikshavn Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag på ansøgning om ændring af strandbeskyttelseslinjens forløb

Afgjort 2. juli 2026 · Journalnummer 2025-94204 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af et sommerhus fra 1959 på 76 m2 i et sommerhusområde i Frederikshavn Kommune søgte om at få strandbeskyttelseslinjen flyttet, så den flugter med husets kystvendte facade, da en landinspektør havde konstateret, at huset rager 8 cm ud over linjen, og ejeren planlagde en tilbygning. Ansøgeren antog, at linjen var tænkt lagt i facaden og at overskridelsen skyldtes en upræcished. Kystdirektoratet gav afslag efter naturbeskyttelseslovens § 69 a. Det fremgik af Strandbeskyttelseskommissionens arkiv, at linjen efter den offentlige høring bevidst blev justeret længere tilbage på ejendommen, så den ikke følger facaden, og at kommissionen og miljøministeren konkret havde taget stilling til forløbet i sommerhusområdet. Der var derfor ikke sket en fejl ved fastlæggelsen, og der var heller ikke sket væsentlig tilvækst eller erosion af kysten siden 2002. Afgørelsen kan ikke påklages.

Fakta

Ejendom
Sommerhus
Ansøger
Privat
Zone
Sommerhusområde
Eksisterende bebyggelse fra
1959
Areal før / efter
76 m² → ? m²
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 69 a, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

Flytning af linjen

Praksisflag

  • Harmoni som begrundelse (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Vilkår stillet (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

9 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, "mindre end lidt"-praksis, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
  • Ingen fejl ved linjens fastlæggelse
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er ansøgt om ændring af strandbeskyttelseslinjens forløb på ejendommen [matrikel], beliggende [adresse], i Frederikshavn Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet meddeler hermed afslag om ansøgningen om ændring af strandbeskyttelseslinjen (naturbeskyttelseslovens1 § 15) på ovennævnte ejendom. Afgørelsen er truffet i henhold til naturbeskyttelseslovens § 69 a, stk. 2 og stk. 6.

Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Klage og søgsmål

Afgørelsen kan ikke påklages, jf. § 78 i naturbeskyttelsesloven.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Redegørelse for sagen

Generelt om ejendommen

Ejendommen [matrikel], beliggende [adresse], i Frederikshavn Kommune, er delvist omfattet af strandbeskyttelseslinjen (se figur 1).

Figur 1. Den røde prik markerer [matrikel]. Det orange prikkede område markerer de strandbeskyttede arealer (de umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). Den turkise linje viser den oprindelige strandbyggelinjes placering i 1999. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Matriklen er beliggende i et sommerhusområde. Det fremgår af BBR, at der på ejendommen er beliggende et sommerhus opført i 1959 på 76 m2, samt en garage på 19 m2.

Ansøgning

Der ansøges om ændring af strandbeskyttelseslinjens forløb på ovennævnte matrikel således, at den flugter med facaden på sommerhuset (se figur 2 og 3).

Det fremgår blandt andet af ansøgningen, at:

”[…] Jeg har talt med Frederikshavns kommune om en tilbygning til et sommerhus, som er opført i midt 1950erne. Strandbeskyttelseslinien er udlagt efter sommerhuset er opført. I forbindelse med landopmåling her i sommers, fandt landmåleren, at sommerhuset lå 8 cm ud over strandbeskyttelseslinien ved bygningens nordlige ende, men at linjen tilnærmelsesvis flugtede med den kystvendte facade. Det er vores forståelse, at beskyttelseszonens bredde kan reduceres, hvis der findes sommerhuse søværts den gældende beskyttelseslinie. I følge strandbeskyttelseskommissionens bekendtgørelse §4 stk 2 kan den nye linie i sådanne tilfælde ikke fastlægges nærmere kysten end flugtende med sommerhusenes facade/gavl mod kysten.

Vi antager at det for adressen har været intentionen at lægge strandbeskyttelseslinjen, så den flugter med facaden, og at den nuværende overskridelse af linjen skyldes en upræcished. Da dette har betydelse for placeringen af en kommende forlængelse af sommerhuset, vil vi gerne bede om at linjen rettes, så den flugter med sommerhusets facade, som det givetvis har været intenderet da linjen blev lagt. […]”

Figur 2. Tegning af den planlagte tilbygning vedlagt ansøgningen.

Figur 3. Den røde prik markerer [matrikel]. Det orange prikkede område markerer de strandbeskyttede arealer (de umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde streg viser det ansøgte forløb af strandbeskyttelseslinjen. Kortet er lavet af Kystdirektoratet.

Fastlæggelse af strandbeskyttelseslinjen i området

I 1937 blev reglerne om strandbyggelinjen (senere benævnt strandbeskyttelseslinjen) indskrevet i naturfredningslovens § 25. Den oprindelige strandbyggelinje var som udgangspunkt 100 meter opmålt fra begyndelsen af den sammenhængende landvegetation.

Den nuværende [matrikel]var delvist omfattet af den oprindelige 100 meter strandbyggelinje, som kan ses på figur 1.

Ved en ændring af naturbeskyttelsesloven i 19942 blev det besluttet, at strandbeskyttelses- og klitfredningszonerne skulle udvides i hele landet. Til at vurdere det præcise forløb af de nye strandbeskyttelses- og klitfredningslinjer blev der i 1995 nedsat en midlertidig kommission – Strandbeskyttelseskommissionen.

Formålet med strandbeskyttelseskommissionens arbejde var at udvide strandbeskyttelseslinjen og klitfredningslinjen fra 100 m til 300 m, men samtidig var det også formålet at indskrænke beskyttelsen inden for bestemte typer af områder. Grundlaget for Strandbeskyttelseskommissionens arbejde fremgår af en række retningslinjer, jf. Bekendtgørelse nr. 569 af 25. juni 1999 om retningslinjer

2 LOV nr. 439 af 1. juni 1994 - Lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse (Beskyttelse af kystområderne) for fastlæggelsen af klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjers forløb.

Retningslinjerne er desuden beskrevet i Strandbeskyttelseskommissionens

Beretning fra 20013.

Udvidelsen af strandbeskyttelseslinjen medførte, at en større del af [matrikel] Bratten, Elling blev omfattet af strandbeskyttelseslinjen (se figur 1).

Inden strandbeskyttelseslinjen blev endelig fastlagt, blev der sendt et forslag til linjeføringen i høring hos kommuner og alle berørte lodsejere, således der var mulighed for at gøre indsigelse mod den foreslåede linjeføring.

Det fremgår af Strandbeskyttelseskommissionens arkiv, at linjeforløbet først blev sendt i høring ved kommunerne. På baggrund af kommunens høringssvar blev det besluttet at ændre linjeforslaget på matriklen, således at linjens forløb blev i overensstemmelse med lokalplanens afgrænsning.

Linjeforslaget blev herefter sendt i høring ved alle berørte lodsejere. Høringsbrevene er ikke systematisk blevet arkiveret. Korrespondancen er dog arkiveret i de tilfælde, hvor der blev gjort indsigelse mod Strandbeskyttelseskommissionens forslag til forløbet af den nye strandbeskyttelseslinje, eller hvor lodsejer på anden måde har reageret på henvendelsen. Der findes i arkivet ikke oplysninger om en indsigelse vedrørende [matrikel], hvorfor Kystdirektoratet antager, at daværende ejer af ejendommen ikke gjorde indsigelse mod forslaget og dermed accepterede, at ejendommen blev omfattet af strandbeskyttelseslinjen.

Efter høringen og behandling af de eventuelle indsigelser i området fremgår det af Strandbeskyttelseskommissionens arkiv, at kommissionen efterfølgende har foretaget en mindre justering af linjeforslaget. Justeringen er foretaget på baggrund af en ændring af den såkaldte basislinje (en fastlagt linje hvorfra strandbeskyttelseslinjen blev opmålt fra) samt rettelser i henhold til lokalplanens fastlagte linje. Justeringen medførte, at linjen blev rykket længere tilbage på matriklen, således den ikke længere forløb i bygningens facade. Figur 4 viser de forskellige linjeforløb og ændringerne på baggrund af høringerne samt den efterfølgende justering. I bilag 2 ses desuden et eksempel på et brev, hvoraf det fremgår af linjeforløbet er blevet justeret i sommerhusområdet Bratten efter den offentlig høring.

Fig. 4. Kort over [matrikel]. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den gule linje markerer sekretariatets udkast til strandbeskyttelseslinjens forløb, som blev sendt i høring ved kommunerne. Den blå linje er det af kommissionens offentliggjorte forslag til linjen, det vil sige den linje, der blev sendt i høring hos alle berørte lodsejere. Den turkise linje er den tilrettede linje efter den offentlige høring og dermed den aktuelle strandbeskyttelseslinje, som den optræder i det digitale matrikelkort.

Efter indstilling fra Strandbeskyttelseskommissionen fastlagde miljøministeren det endelige forløb af strandbeskyttelseslinjen, som i det daværende Nordjyllands Amt trådte i kraft den 15. december 2003 ved Bekendtgørelse om ikrafttræden for Vejle Amt af strandbeskyttelseslinjen og af forskellige bestemmelser i naturbeskyttelsesloven (BEK nr. 718 af 09/08/2003).

I forbindelse med miljøministerens behandling af Strandbeskyttelses- kommissionens indstilling til det nye linjeforløb behandlede ministeren samtlige modtagende indsigelser imod forslaget til de nye linjeforløb. Det fremgår af behandlingen af en indsigelse vedr. [matrikel], at ministeren valgte at tilslutte sig Strandbeskyttelseskommissionens indstilling vedr. sommerhusområdet ”Bratten”. Brevet kan ses i bilag 3.

Begrundelse for afgørelsen

Der er en yderst restriktiv praksis for at ophæve/ændre strandbeskyttelseslinjen, og der er i naturbeskyttelsesloven kun hjemmel hertil i enkelte tilfælde, jf. lovens §§ 69 og 69 a. Dette er beskrevet nærmere i bilag 1.

Det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 69 a, stk. 6, at miljøministeren kan rette mindre fejl, der er sket ved fastlæggelsen af klitfredningslinjen og strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet betragter din ansøgning som en anmodning om revision af strandbeskyttelseslinjen, idet du antyder, at der ifølge din opfattelse er sket en fejl i forbindelse med fastlæggelsen af strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet finder ikke, at der grundlag for at ændre strandbeskyttelseslinjens forløb på din ejendom, idet strandbeskyttelseslinjen er fastlagt i overensstemmelse med de lovbestemte retningslinjer, som Strandbeskyttelseskommissionen arbejdede efter.

Det fremgår af materialet fra Strandbeskyttelseskommissionens arkiv, at der efter den offentlige høring af det foreslåede linjeforløb skete en tilretning af linjens forløb, som medførte at linjen rykkede længere tilbage på ejendommen, således den ikke forløber langs bygningens facade.

Kystdirektoratet lægger videre vægt på, at Strandbeskyttelseskommissionen og miljøministeren konkret har taget stilling til, hvordan strandbeskyttelseslinjen skulle forløbe i sommerhusområdet ”Bratten”, herunder på [matrikel].

Kystdirektoratets finder dermed ikke, at der er sket fejl i forbindelse med fastlæggelsen af strandbeskyttelseslinjen på ejendommen. Der er derfor ikke baggrund for at revidere strandbeskyttelseslinjens forløb med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 69 a, stk. 6.

Kystdirektoratet bemærker endvidere, at der ikke er sket en væsentlig tilvækst eller erosion af kysten i området siden strandbeskyttelseslinjen blev konkret fastlagt i 2002. Der er derfor heller ikke baggrund for at revidere strandbeskyttelseslinjen med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 69 a, stk. 2, hvorefter miljøministeren (delegeret til Kystdirektoratet) har mulighed for at revidere strandbeskyttelseslinjen, jf. § 15, når der er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten.

Strandbeskyttelseslinjens forløb er som nævnt fastlagt konkret på ejendommen i forbindelse med den generelle revision og udvidelse af beskyttelseszonen, der fandt sted efter lovændringen i 1994. Der blev i den forbindelse ikke gjort indsigelse mod forslaget til strandbeskyttelseslinjens forløb, hvorfor det må antages, at kommunen og den daværende ejer har accepteret det fremtidige forløb af strandbeskyttelseslinjen. Det har således efterfølgende været et vilkår ved køb og salg af ejendommen, at en del af ejendommen er strandbeskyttet med de restriktioner, som det medfører.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke et Natura 2000-område væsentligt, eller foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Brev vedr. justering af strandbeskyttelseslinjens forløb

Bilag 3: Miljøministerens orientering om tilslutning af Strandbeskyttelseskommissionens indstilling

Afgørelsen offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttelseslinjer fremgår af lovens § 8

(klitfredning), § 15 (strandbeskyttelseslinjen), § 16 (sø- og åbeskyttelseslinjen), § 17 (skovbyggelinjen), § 18 (fortidsmindebeskyttelseslinjen) og § 19 (kirkebyggelinjen).

Ophævelse af beskyttelseslinjer, herunder strandbeskyttelseslinjen Naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttelseslinjer indebærer en række forbud mod tilstandsændringer. Fravigelse af de pågældende forbud skal som hovedregel ske ved konkret dispensation efter lovens §§ 65 og 65b. Miljøministeren kan dog ifølge naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1, 1. pkt. bestemme, at reglerne i §§ 8 og 15-18 ikke skal gælde for nærmere angivne områder. Det kan i den forbindelse bestemmes, at en ophævelse eller ændring af en beskyttelseslinje kun gælder for en nærmere beskrevet lokalplan, jf. § 69, stk. 4. Ved administrationen af § 69 sker der en ”graduering” af ophævelse af de enkelte beskyttelseslinjer, idet strandbeskyttelseslinjen, klitfredningslinjen og fortidsmindebeskyttelseslinjen indebærer væsentlig stærkere forbud end f.eks. skovbyggelinjen. En beskyttelseslinje vil ikke blive ophævet, hvis det skønnes at være problematisk i forhold til landskabelige og naturbeskyttelsesmæssige interesser.

Ophævelse af strandbeskyttelseslinjen efter lovens § 69, stk. 4 kan kun forventes, når der foreligger ganske særlige forhold, og det er yderst sjældent, at strandbeskyttelseslinjen ophæves. Det er sket i forbindelse med kommunalbestyrelsens vedtagelse af en lokalplan og i almindelighed kun for allerede bebyggede områder i beskyttelseszonen, når lokalplanen tilgodeså naturbeskyttelseslovens formål i tilfredsstillende omfang. I det åbne land er strandbeskyttelsen så godt som aldrig blevet ophævet. En lokalplan, der omfatter arealer i beskyttelseszonen, vil kun rent undtagelsesvis kunne medføre en ophævelse af beskyttelsen, også selv om arealerne ifølge lokalplanen skal friholdes for bebyggelse.

Det er efter § 69, stk. 1 muligt at foretage en generel reduktion eller ophævelse af en beskyttelseslinje uden, at det sker i forbindelse med lokalplanlægning. Det kan f.eks. være tilfældet i udbyggede områder, hvor linjerne fastlægges i et nyt reduceret forløb tilpasset eksisterende bebyggelse. Dette er imidlertid som udgangspunkt ikke gældende for strandbeskyttelseslinjen, da denne beskyttelseslinje efter Strandbeskyttelseskommissionens gennemgang er konkret fastlagt i forhold til eksisterende bebyggelse.

Revision af strandbeskyttelseslinjen

Ministeren har mulighed for at revidere strandbeskyttelseslinjens forløb, hvis der er sket en væsentlig tilbagerykning eller tilvækst af kysten, jf. lovens § 69 a, stk. 2, eller hvis der er sket fejl ved fastlæggelsen af strandbeskyttelseslinjen, jf. § 69 a, stk. 6.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der træffes afgørelse om hel eller delvis ophævelse af strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000- område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan ansøgningen ikke imødekommes.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Ansøgninger om hel eller delvis ophævelse af strandbeskyttelseslinjen kan ikke imødekommes, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

4 Bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Brev vedr. justering af strandbeskyttelseslinjens forløb

Bilag 3: Miljøministerens orientering om tilslutning af Strandbeskyttelseskommissionens indstilling

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
3 https://kyst.dk/media/qlnjgzss/strandbeskyttelseskommisionens-beretning.pdf

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-94204 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1894.