Søg Strandbeskyttelse Morsø Kommune
Afslag til etablering af 1. sal på spejderhytte
Sagen kort
En lokal spejderkreds søgte om dispensation til at etablere en 1. sal på to eksisterende bygninger (155 m2 fra 1947 og 257 m2 fra 1984) på en spejdergrund inden for strandbeskyttelseslinjen i Morsø Kommune, så bygningerne blev en samlet helhed, med henvisning til manglende sovepladser, spise- og køkkenfaciliteter, bedre indeklima og behovet for udlejning af hensyn til kredsens økonomi. Ansøgningen omfattede også solceller på taget, jordvarme og en badebro til kørestolsbrugere. Ansøger anførte, at bygningen ikke ville være højere end den bagvedliggende skrænt og dermed ikke synlig fra landsiden. Miljøstyrelsen gav afslag med vægt på, at der ganske vist er praksis for at dispensere til mindre anlæg til organiseret friluftsliv, fx bålhytter, men at det ansøgte er væsentligt større, at en 1. sal væsentligt forøger bebyggelsens højde og volumen og gør den mere markant i kystlandskabet, og at en dispensation til en så markant udvidelse ville kunne skabe uønsket præcedens.
Fakta
- Ejendom
- Forening
- Ansøger
- Forening
- Eksisterende bebyggelse fra
- 1947
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Bro eller badebroTeknisk anlægTilbygning
Praksisflag
- Bygningshøjden øges (ja)
- Harmoni som begrundelse (ja)
- Energi som begrundelse (ja)
- Tilgængelighed som begrundelse (ja)
- Særligt tilfælde anerkendt (nej)
- Vilkår stillet (nej)
- Genoptaget sag (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, fodaftrykket øges, "mindre end lidt"-praksis, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Det åbne kystlandskab påvirkes
- Præcedensvirkning
- Fast praksis
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af 1. sal på spejderhytte inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Morsø Kommune.
Afgørelse
Miljøstyrelsen giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
I BBR er der på den ansøgte adresse registreret to bygninger med status som feriecenter, center til campingplads. Bygning 1 er 155 m2 og opført i 1947. Bygning 3 er 257 m2 og opført i 1984.
Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. Det røde område angiver den ansøgte matrikel. Den gule linje markere den gamle 100 meter strandbeskyttelseslinje.
Bygningerne tilhører FDF Nykøbing Mors og anvendes bl.a. til afholdelse af spejderlejre samt til udlejning.
Overordnet ansøges der om nedenstående med begrundelse om tilpasning til nuværende og fremtidige behov.
Nogle af begrundelserne er bl.a. at der er manglende kapacitet på bl.a. sovepladser, spisepladser og køkkenfaciliteter. Derudover ønskes der at forbedre mulighederne for indendørs samling af større forsamlinger samt at forbedre indeklimaet. Formålet med det ansøgte er også muligheden for udlejning af bygningen, hvilket vil være nødvendig for kredsens økonomi og eksistens.
Der ansøges om at etablere en 1.sal på de to bygninger (se fig. 2) således at de to bygninger vil blive en samlet helhed.
Foruden etableringen af 1. salen indeholder ansøgningen følgende yderligere forbedringer i forbindelse med etableringen af 1. salen;
- Etablering solceller på taget.
- Etablering af en badebro til kørestolsbrugere.
- Jordvarmeanlæg
Fig. 2. Nuværende bygninger på [adresse].
Herunder ses skitser til det ansøgte.
Det oplyses af ansøger at den færdige bygning ikke vil være højere end den bagvedliggende skrænt og dermed ikke være synlig fra landsiden.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Miljøstyrelsen, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger ca. 8 km mod vest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområde nr. 23,27,28,39.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Miljøstyrelsen ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Miljøstyrelsen har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Der er praksis for i visse tilfælde, at meddele dispensation til anlæg, der skal understøtte organiseret friluftsliv (spejdergrupper og lignende), herunder eksempelvis dispensationer til bålhytter. Den ansøgte tilbygning er efter Kystdirektoratets vurdering væsentligt større end dette.
Miljøstyrelsen vurderer, at etablering af en 1. sal på de to eksisterende bygninger vil medføre en væsentlig forøgelse af bebyggelsens højde og samlede volumen. Det ansøgte vil samtidig bidrage til, at bygningerne i højere grad fremstår som en mere markant bebyggelse.
Miljøstyrelsen vurderer desuden, at projektet vil øge bebyggelsens visuelle fremtræden i kystlandskabet og dermed påvirke den landskabelige oplevelse af området negativt.
Det ansøgte er derfor ikke foreneligt med de hensyn, som strandbeskyttelseslinjen skal varetage, herunder beskyttelsen af kystlandskabet som et åbent og ubebygget landskab.
Der er herudover lagt vægt på, at en dispensation til en så markant udvidelse af eksisterende bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen vil kunne medføre en uønsket præcedens for lignende projekter.
Miljøstyrelsen meddeler på denne baggrund afslag til etablering af 1. sal på spejderhytte.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Morsø Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Morsø, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Morsø, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Fredningsnævnet for Nordjylland, nordlige del, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Miljøstyrelsen hjemmeside, www.mst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Miljøstyrelsen har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Miljøstyrelsen, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Miljøstyrelsen er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Miljøstyrelsens afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-13367 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1808.