Søg Strandbeskyttelse Nyborg Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til opsætning af mobil saunatønde

Afgjort 26. februar 2026 · Journalnummer 2025-130947 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

En gruppe vinterbadere søgte om dispensation til at opstille en mobil, brændefyret saunatønde ved en offentlig parkeringsplads på et kommunalt ejet, ubebygget areal ved Storebælt i Nyborg Kommune, der i sin helhed ligger inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje. Saunaen skulle bruges fra 1. oktober til 1. maj, fjernes om sommeren og være aflåst med kode til registrerede brugere; kommunen havde givet samtykke og forventedes at finansiere tønden. Kystdirektoratet gav afslag. Direktoratet fandt, at saunaen ikke er omfattet af den lempeligere adgang i § 65 b, stk. 5, for klubber og foreninger, da der ikke findes en lokalplan for arealet, og heller ikke af praksis for mindre friluftsfaciliteter, da der ikke er tale om en facilitet for en bred kreds af offentligheden. Der forelå ikke særlige forhold, og det ændrede ikke vurderingen, at saunaen er mobil. Direktoratet lagde vægt på, at saunaen vil medføre en uønsket påvirkning af kystlandskabet, og at en dispensation kunne skabe præcedens.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Inden for de oprindelige 100 m
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

Sauna

Praksisflag

  • Kommunen positiv (ja)
  • Særligt tilfælde anerkendt (nej)
  • "Mindre end lidt"-praksis (nej)
  • Harmoni som begrundelse (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Vilkår stillet (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Det åbne kystlandskab påvirkes
  • Andet
  • Ikke et særligt tilfælde
  • Præcedensvirkning
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opsætning af mobil saunatønde inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Nyborg Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Sagen vedrører en ansøgning om opsætning af en mobil saunatønde inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Nyborg Kommune. Nyborg Kommune ejer ejendommen.

Ejendommen er i sin helhed beliggende inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje, og består af et plateau og en skrænt ned mod stranden.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Billede af [matrikel], [adresse], i Nyborg Kommune. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Figur 2: Skråfoto 2025.

Det fremgår blandt andet af ansøgningen:

”[…] Vi skriver på vegne af en gruppe vinterbadere fra Tårup og omegn, som gennem de seneste år i stigende grad har benyttet stranden ved Kongshøj Strand Camping som fast badeplads i vinterhalvåret. Vi ønsker hermed at ansøge om tilladelse til at opsætte en mobil saunatønde til støtte for denne aktivitet.

Naturstyrelsen gav 5. august 2015 dispensation til etablering af tre shelters, det ene med sauna, samt grillplads. Dispensationen blev dog ikke udnyttet, og siden er der i 2019 givet dispensation til opførelse af Blå Støttepunkter-shelters på arealet.

Formålet med saunatønden er at fremme trivsel, sundhed og fællesskab blandt lokale borgere og besøgende, som dyrker vinterbadning – en aktivitet, der vinder større og større udbredelse i hele landet. Forbedring af de rekreative faciliteter ved Kongshøj Strand kan også være med til at understøtte bosætning i området.

Saunatønden ønskes opstillet ved den eksisterende offentlige parkeringsplads. Nyborg Kommune ejer arealet, og har givet samtykke til ansøgningen.

Placeringens førsteprioritet vil være bag beplantningen på parkeringens østside, hvor den vil være skjult bag to beplantningsbælter og derfor ikke burde påvirke kystlandskabet. Alternativt kunne tønden placeres op mod campingpladsen mod vest, hvorved den visuelt vil falde ind som en del af campingpladsen. Begge placeringer er nær ved den eksisterende vejnedkørsel til stranden og helårsbadebroen. Se markeringerne på det vedlagte luftfoto.

Tønden er brændefyret og vil være i brug fra 1. oktober til 1. maj. I sommerperioden vil den blive fjernet og opbevaret på en nærliggende gård, således at området er fuldt tilgængeligt for sommerturisme og øvrige aktiviteter.

Saunaen vil blive tændt hver lørdag kl. 9 i vinterhalvåret og er tiltænkt som et samlingspunkt for lokale og eventuelle besøgende vinterbadere. Den vil være aflåst med en nøglekode eller SMS- kodelås, som udleveres til registrerede brugere for at sikre ansvarlig brug og forebygge misbrug. Alle med interesse for vinterbadning vil være velkommen.

Saunatønden forventes finansieret af Nyborg Kommunes pulje til landsbyudvikling, mens driften er brugerdrevet og finansieres af initiativgruppen selv. Vi sørger for både brænde, vedligehold og opsyn. Tønden er mobil og kan let flyttes ved behov uden at efterlade varige spor i naturen. Opsætningen vil ske med størst mulig hensyntagen til natur, gæster og pladsens øvrige anvendelse.

Saunatønden ser vi som et aktiv for området – både for helårsbeboere, eventuelle tilflyttere og turister – som vil skabe øget aktivitet i vinterhalvåret, til gavn for lokalområdets fællesskab og sundhed.[…]”

Fig 3. Kortbilag fra ansøgningen, der angiver de ansøgte placeringer.

Fig. 2. Foto fra ansøgningen, der viser eksempel på mobil sauna.

Matriklen er ubebygget og er ikke omfattet af lokalplan.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 116 Centrale Storebælt og Vresen) ligger ca. 10 m mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 100 og fuglebeskyttelsesområde nr. 73 og nr. 98.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Indledningsvis har Kystdirektoratet foretaget en vurdering af, om saunaen kan være omfattet af den lempeligere dispensationspraksis i lovens § 65b, stk. 5.

Efter § 65b, stk. 5, kan der opstilles mindre faciliteter langs med stranden for klubber, foreninger og institutioner som f.eks. omklædningsfaciliteter, skure til opbevaring af udstyr, bålhytter, sheltere og lign., på betingelse af at de nævnte faciliteter opføres i tilknytning til eksisterende anlæg som for eksempel en parkeringsplads eller vejnedkørsel, og at arealet er omfattet af en lokalplan, der giver mulighed for opførelse af et nærmere bestemt antal bygninger og anlæg.

Kystdirektoratet finder ikke, at den ansøgte sauna er omfattet af § 65b, stk. 5, idet der ikke findes en gældende lokalplan, der giver mulighed for opførelse af et nærmere bestemt antal bygninger/anlæg på den ønskede placering.

Forholdet skal derfor behandles efter den restriktive dispensationspraksis i lovens § 65b, stk. 1, hvorefter der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation.

Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994

  • "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.

Kystdirektoratet finder ikke, at den ansøgte sauna falder ind under den ovennævnte lempeligere praksis, eftersom der ikke er tale om en facilitet til brug for en bred kreds af offentligheden.

Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering ikke, at der er særlige forhold, der kan begrunde, at der i strid med praksis gives dispensation til placering af en mobil sauna på de ønskede placeringer. Det i ansøgningen anførte om, at saunaen er mobil, og kan flyttes, fører ikke til en ændring af denne vurdering. Kystdirektoratet har ved vurderingen lagt vægt på, at saunaer på de ansøgte placeringer vil medføre en uønsket påvirkning af kystlandskabet.

Det er også indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en dispensation må antages at kunne skabe præcedens og derved give andre lodsejere en berettiget forventning om at kunne opnå dispensation i lignende tilfælde.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til opstilling af mobil sauna som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Nyborg Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Nyborg, [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Fyn-nord, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Nyborg, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. område nr. 116 Centrale Storebælt og Vresen.

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-130947 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1795.