Søg Strandbeskyttelse Morsø Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til udstykning og fastlæggelse af skel

Afgjort 28. april 2026 · Journalnummer 2025-11517 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

En landinspektør søgte på vegne af ejeren af en landbrugsejendom i Morsø Kommune om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udstykning og fastlæggelse af nye skel, således at ca. 20 ha jord blev udskilt som landbrugsejendom uden beboelse, mens stuehus og driftsbygninger blev på en restejendom ved kysten. Kystdirektoratet fandt først, at undtagelsen for arealoverførsel mellem jordbrugsvirksomheder ikke gælder for udstykning, og gav derefter afslag, da der ikke foreligger særlige forhold. Direktoratet lagde vægt på, at ændrede ejendomsforhold i sig selv kan medføre uønskede ændringer af kystlandskabet, eventuelt efter ejerskifte, at restejendommen bestående af skrænt, hav og beskyttet natur ikke kan danne grundlag for landbrugsdrift, så der ikke er tale om en hensigtsmæssig omlægning af ejendomsstrukturen, og at en dispensation ville kunne skabe præcedens.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Privat
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

Andet

Praksisflag

  • Særligt tilfælde anerkendt (nej)

13 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, "mindre end lidt"-praksis, harmoni som begrundelse, energi som begrundelse, tilgængelighed som begrundelse, kommunen positiv, naboindsigelser, vilkår stillet, genoptaget sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Det åbne kystlandskab påvirkes
  • Ikke et særligt tilfælde
  • Landbrugsdrift
  • Præcedensvirkning
  • Fast praksis
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til udstykning og fastlæggelse af skel inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Morsø Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Der er på vegne af ejeren søgt om udstykning af ejendommen [matrikel], [adresse], i Morsø Kommune.

Ejendommen er i BBR noteret som en samlet fast ejendom (landbrug). Der er på matriklen beliggende et stuehus til en landbrugsejendom samt nogle driftsbygninger.

Matriklen er delvist beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, se figur 1. Arealet, der søges udstykket, er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, og derved søges der om fastlæggelse af skel inden for det strandbeskyttede areal, se figur 2.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik markerer [matrikel], [adresse], i Morsø Kommune.

Det fremgår blandt andet af ansøgningen:

”[…] Med dette ansøges om tilladelse til fastlæggelse af nyt skel iht. NBL § 15 stk. 1, i forbindelse med udstykning af delnr. 2 og 3 af [matrikel] samt hele [matrikel] med areal 20,27 ha.

Udstykning sker i ht. landbrugslovens § 10 – som landbrugsejendom uden beboelsesbygning – og de nye skel omfattet af strandbeskyttelse følger almindelig skelfastlæggelse omkring bebyggelse og landbrug på restejendommen.[…]”

Fig. 2. Oversigtskort vedhæftet ansøgningen.

Fig. 3. Ændringskort fase 1 vedlagt ansøgningen. Blå streg er strandbeskyttelseslinjen.

Fig. 4. Ændringskort fase 1 vedlagt ansøgningen.

Fig 5. Rød streg er omtrentlig visning af det areal, der efter udstykningen vil udgøre restejendommen (Kystdirektoratets markering). Skraverede arealer mod kysten er naturarealer, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens §3, og som derfor ikke umiddelbart må opdyrkes.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. N42 Mågerodde og Karby Odde) ligger op til det ansøgte. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 177 og fuglebeskyttelsesområde nr. 25.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Kystdirektoratet finder indledningsvist, at den ansøgte udstykning ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 7, da der ikke er tale om arealoverførsel mellem to jordbrugsvirksomheder. Der er i den konkrete sag ansøgt om udstykning, hvor det efter Kystdirektoratets vurdering er nødvendigt med en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Vurderingen er baseret på, at undtagelsesbestemmelsen specifikt angår arealoverførsel, og at bestemmelsen, da der er tale om en undtagelse fra en forbudsbestemmelse, ikke skal tolkes udvidende.

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændringer i tilstanden inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Ifølge § 65 b, stk. 1, kan der i særlige tilfælde dispenseres fra bestemmelsen.

Formålet med bestemmelsen er bl.a. at forhindre udstykning m.v., som tilsigter senere bebyggelse eller andre foranstaltninger, der vil ændre tilstanden i kystlandskabet. Forbuddet gælder, uanset der efterfølgende er mulighed for at afslå konkrete ansøgninger om dispensation til byggeri m.m. Forbuddet gælder også i situationer, hvor der ikke er nogen aktuel udsigt til byggeri eller andre dispensationskrævende foranstaltninger. Lovens ordning er således baseret på en forudsætning om, at de ændrede ejendomsforhold, som følger af en udstykning eller arealoverførsel, i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet.

Strandbeskyttelseslinjen har siden den blev indført i 1937 været administreret restriktivt. Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, dispenseres der kun, når der foreligger en særlig begrundelse, og når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturklagenævnet Orienterer nr. 253 fra december 2002. Heraf fremgår det, at udstykningsforbuddet som hidtil i nævnets praksis administreres temmelig stramt. Der kræves en særlig begrundelse for at dispensere, også selv om der ikke er udsigt til, at der vil ske bebyggelse mv. inden for strandbeskyttelseslinjen og uanset dette i givet fald vil kræve en ny dispensation.

Hvis udstykningen medfører, at der skabes en ny ejendom med direkte adgang til kysten, er udsigten til faktiske ændringer nærliggende, og praksis er restriktiv.

Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering, at der ikke er særlige forhold, der kan begrunde, at der gives dispensation til det ansøgte. Det i ansøgningen anførte om, at den ansøgte udstykning sker i henhold til landbrugslovens § 10 – som landbrugsejendom uden beboelsesbygning – og de nye skel omfattet af strandbeskyttelse følger almindelig skelfastlæggelse omkring bebyggelse og landbrug på restejendommen, kan efter Kystdirektoratets vurdering ikke føre til et andet resultat.

Kystdirektoratet lægger vægt på, at ændrede ejendomsforhold som følge af den ansøgte udstykning i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet eventuelt efter ejerskifte. Der lægges vægt på, at restejendommen til trods for sin størrelse vurderes ikke at kunne danne grundlag for landbrugsmæssig drift af jorderne, idet arealerne består af skrænt, hav og beskyttet natur. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke er tale om en hensigtsmæssig omlægning af ejendomsstrukturen i jordbrugserhvervet.

Det er også indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en dispensation må antages at kunne skabe præcedens og derved give andre lodsejere en berettiget forventning om at kunne opnå dispensation i lignende tilfælde.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til udstykningen og fastlæggelsen af skel som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Morsø Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Morsø, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Morsø, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. N42 Mågerodde og Karby Odde

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-11517 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1761.