Søg Søterritoriet Thisted Kommune
Tilladelse til etableringen af stenrev ved Holm Tange
Sagen kort
Limfjordsrådet søgte om tilladelse til at etablere stenrev ved Holm Tange i Løgstør Bredning i Thisted Kommune. Projektet omfatter 5.000 m3 spredte sten på 1-3,5 meters dybde og 5.000 m3 sten til huledannende rev på 3-5 meters dybde som naturgenopretning efter tidligere stenfiskeri. Efter høringen tilpassede ansøger projektet, så der holdes 100 meters afstand til nationale overvågningstransekter for ålegræs. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelsesloven på vilkår om blandt andet brug af natursten, færdigmelding og vedligeholdelse. Direktoratet lagde vægt på anlægsarbejdets begrænsede varighed og omfang og på revenes mulige positive effekt på havmiljøet. Det vurderede desuden, at projektet ikke påvirker Natura 2000-området eller bilag IV-arten odder væsentligt, og at det ikke er omfattet af miljøvurderingsloven.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- Kystbeskyttelseslovens § 16 a
Hvad blev der søgt om
AndetNaturpleje eller vandhul
Praksisflag
- Vilkår stillet (ja)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Genoptaget sag (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Begrænset omfang
- Natura 2000 og bilag IV
Vilkår
- Udformning og etablering skal ske i overensstemmelse med det ansøgte, og udvidelser eller ændringer kræver Kystdirektoratets tilladelse
- Tilladelsen bortfalder, hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet inden for 5 år
- Der må alene anvendes natursten
- Kystdirektoratet, Søfartsstyrelsen og Geodatastyrelsen skal underrettes ved afslutning og have en færdigmelding med anlæggets endelige position
- Revets ejer skal vedligeholde anlægget i god og forsvarlig stand
- Tilladelsen må ikke overdrages uden Kystdirektoratets tilladelse
- Anlægget kan kræves fjernet for ejers regning ved vilkårsbrud, og området skal i så fald reetableres og dokumenteres
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Kystzoneforvaltningen
J.nr. 2025 - [postnr by]. [..]
Den 31. januar [postnr by]
Att. [navn]
Tilladelse til etableringen af stenrev ved Holm Tange
Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til etableringen af stenrev ved Holm Tange, Løgstør Bredning, Thisted Kommune. Tilladelsen indeholder afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.
Lovgrundlag
Etablering af stenrev på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 73 af 18/01/2024). I henhold til § 16 a, stk. 4, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023).
Tilladelsen gives på følgende vilkår
Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven og kysthabitatbekendtgørelsen:
- 1. Udformningen og etableringen af stenene skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
- 2. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af stenrevene eller anlægsmetoderne.
Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:
- 3. Tilladelsen bortfalder hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet indenfor 5 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
- 4. Der må alene anvendes natursten.
- 5. Samtidig med at anlægsarbejdet afsluttes, skal Kystdirektoratet ([email]) underrettes herom. Snarest herefter skal samme myndigheder tilsendes en færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver anlæggets endelige position.
- 6. Revets ejer forpligter sig til at vedligeholde anlægget i god og forsvarlig stand.
- 7. Tilladelsen til at etablere stenrevene må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
8. Anlægget eller dele heraf kan af Kystdirektoratet kræves fjernet, for ejers regning, såfremt vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.
Geodatastyrelsen ([email]) skal underrettes umiddelbart efter anlæggets permanente fjernelse. I forbindelse med en fjernelse af anlægget skal området bringes i en stand så tæt på de forhold, som eksisterede inden anlæggets etablering, som muligt. Der skal tilsendes Kystdirektoratet ([email]), Søfartsstyrelsen reetableringen.
Fælles bemærkninger:
Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt. Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af anlægget for et, i forbindelse med anlæggets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar.
Tilladelsen indeholder ikke en garanti for den projekterede konstruktions sikkerhed eller stabilitet. Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande.
Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven
Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der ikke synes at være væsentlige hensyn der taler imod projektet. Kystdirektoratet har bl.a. vurderet at der ikke er væsentlige naturhensyn som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. Ved høringen er Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kommet med bemærkninger om at det ansøgte projekt er placeret oven i eksisterende NOVANA ålegræs-transekter. Ansøger er i forbindelse med partshøringen indgået i dialog med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og kommet til enighed om, at der holdes en afstand på 100 meter til NOVANA transekterne. Ifølge basisanalysen for vandområdeplan 2021-2027 er den samlede økologiske tilstand for vandområdet Løgstør Bredning er dårlig, mens den kemiske tilstand er ikke god. Målsætningen er at der skal være god økologisk tilstand og god kemisk tilstand. Målsætningerne for både den økologiske og kemiske tilstand er således ikke opfyldt. Det er Kystdirektoratets vurdering, at etableringen af to de to stenrev ikke vil hindre målopfyldelse af god økologisk, samt god kemisk tilstand. Dette vurderes på baggrund af projektets karakter, samt at stenene placeres nøjsomt på havbunden. I forhold til havstrategidirektivet vurderer Kystdirektoratet, at projektet samlet set ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af de 11 deskriptorer og dermed ikke medføre en forringelse af havmiljøet. Kystdirektoratet har i forbindelse med overstående vurderinger vægtet, at der er tale om anlægsarbejdet af begrænset varighed og omfang. Kystdirektoratet har ligeledes vægtet, at etableringen af stenrevene kan have en positiv effekt på havmiljøet. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet. Kystdirektoratet finder derfor, at der kan gives tilladelse til det ansøgte.
Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen
Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV.
Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning. Det ansøgte projekt vil finde sted i Natura 2000-område nr. 16 ” Løgstør Bredning, Vejlerne og Bulbjerg”, inden for habitatområde nr. 16 og fuglebeskyttelsesområde nr. 12. Udpegningsgrundlaget er følgende:
Stenene udlægges delvist på de marine habitatnaturtyper rev (1170) og bugt (1160), samt i nærheden af sandbanke (1110). Udlægningen af sten på habitatnaturtypen bugt, betyder en mindre udbredelse af naturtypen. Det vurderes dog, denne reduktion er af minimal karakter, og det må forventes at der i forvejen er en tilstedeværelse af spredte sten i området. Det er hertil vægtet, at der er tale om naturgenopretning, som kan genetablere nogle af de habitater der er fjernet i forbindelse med tidligere stenfiskeri i området. Det er på baggrund heraf Kystdirektoratets vurdering at udlægningen af sten ikke vil have væsentlig negativ betydning på habitatnaturtyperne på udpegningsgrundlaget, eller være i strid med deres bevaringsstatus. Af arter på udpegningsgrundlaget med tilknytning til området er havlampret, odder og spættet sæl. Der vil i forbindelse med arbejdet kunne opleves støj ved udlægningen af sten. Etableringen af stenrevene vurderes dog ikke, at ville medføre forstyrrelser eller have væsentlig negativ betydning for arterne, da området i forvejen ikke er uforstyrret og oplever skibstrafik. Det er hertil vægtet at arbejdet vil tage omtrent 30 dage. Enkelte individer der skulle befinde sig i projektområdet ved etableringen af revene, kan søge til nærliggende områder mens arbejdet pågår. Af fugle som er på udpegningsgrundlaget i fuglebeskyttelsesområde nr. 12 er kortnæbbet gås, lysbuget knortegås, hvinand, toppet skallesluger, havterne og dværgterne. Da udlægningen af sten maksimalt vil tage 30 dage, og der udelukkende vil forekomme støj i dagtimerne vurderes fuglearter i området ikke at blive væsentlig negativt påvirket af projektet. Det er hertil tillagt betydning, at individer som skulle befinde sig i området kan søge til nærliggende fouragerings eller rasteområder i bredningen, mens arbejdet pågår. Det er hertil vægtet at området i forvejen oplever støj fra sejlads, hvorfor etableringen af stenrevet vurderes ikke at bidrage væsentligt til det øvrige støjbillede i området. Ansøger har desuden oplyst at stenene udlægges nøjsomt på havbunden. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området e eller bilag IV arten odder. Kystdirektoratet vurderer således at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, samt for bilag IV arten odder. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet. Kystdirektoratets vurdering, af at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering, skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang, karakter og placering.
Begrundelse for at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven
Det ansøgte projektet er efter Kystdirektoratets vurdering ikke omfattet af bilag 1 eller 2 i miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har endvidere ikke kendskab til, at det ansøgte projekt er en del af et større projekt på land, som er omfattet af miljøvurderingslovens regler. Det er derfor Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er hverken funktionel sammenhæng med andre projekter eller på anden måde integreret sammenhæng med andre projekter. Vurderingen er foretaget på baggrund af det ansøgte, Kystdirektoratets kendskab til området og andre sager, ligesom ansøgningen har været sendt i høring ved kommunen og en lang række statslige myndigheder og interesseorganisationer, som ikke har oplyst om andre projekter.
Projektbeskrivelse
Tilladelsen omfatter etableringen af et stenrev bestående af spredte sten og huledannende rev ved Holm Tange i Limfjorden. I forbindelse med partshøringen er ansøger indgået i dialog med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og har på baggrund af deres høringssvar projekttilpasset, således at der er en afstand af 100 meter til NOVANA stationer for måling af ålegræssets udbredelse.
Stenene placeres inden for følgende koordinater:
506.615,20E 6.316.986,23N 503.368,68E 6.317.785,91N 501.437,00E 6.315.447,03N 502.736,37E 6.314.998,35N
Der udlægges 5.000 m3 spredte sten, mens 5.000 m3 sten anvendes til huledannende stenrev, som etableres med en større tæthed. De spredte sten etableres på vanddybder mellem 1 og 3,5 meter, og udlægges i varierende tætheder både enkeltvis og i mindre klynger med en gennemsnitlig tæthed på ca. 25% De huledannende stenrev etableres på dybder mellem 3 og 5 meter, med forskellige opbygninger. De huledannende stenrev etableres som bunker af 10-30 m3 sten, hvor de enkelte bunker vil få et bunddække på 5 til 20 m2 og en varierende højde mellem 0,5 til 2 meter. På nedenstående kort ses placeringerne af henholdsvis spredte sten og huledannende stenrev. De spredte sten placeres i delområdet som er længst landværts, mens de hulledannende rev placeres i delområdet, som er længst søværts.
Sagsgennemgang
Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Plan- og Landistriktsstyresen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Moesgaard Museum, Thisted Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark og Geodatastyrelsen. Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.
Søfartsstyrelsen skrev den 1. november 2024 følgende:
”Søfartsstyrelsen har ingen umiddelbare bemærkninger om sejladssikkerheden i forbindelse med ansøgningen.
Dog har styrelsen følgende kommentarer:
- Styrelsen har screenet området med AIS-data for at vurdere potentielle sejladssikkerhedsmæssige udfordringer og vurderer, at den tilgængelige AIS-data ikke indikerer nogen sikkerhedsmæssig forringelse ved udlægningen af stenrevene.
- Arbejdet skal udføres i overensstemmelse med BEK nr. 1351 af 29/11/2013 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande (entreprenørbekendtgørelsen).
- Den primære trafik, der vurderes at kunne blive påvirket, omfatter mindre fartøjer og robåde. Ansøgeren skal derfor inkludere vurderingen af påvirkningen for disse i deres sejladsrisikovurdering, som skal udarbejdes i henhold til entreprenørbekendtgørelsens § 3.
- Hvis sejladsrisikovurderingen viser en væsentlig påvirkning af sejladssikkerheden for disse fartøjer, skal Søfartsstyrelsen modtage en kopi af sejladsrisikoanalysen i henhold til entreprenørbekendtgørelsens § 4.
- Området skal søopmåles efter udlægningen, hvilket skal koordineres med Geodatastyrelsen.
- Anlægsarbejdet skal meddeles til Efterretninger for Søfarende på [email] for at sikre rettidig orientering af skibstrafikken.
Denne meddelelse skal sendes senest fire uger før udlægningen.”
Miljøstyrelsen og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skrev den 11. november 2024 bl.a. følgende:
”(…) I ansøgningens afsnit 3.3 om projektets anlægsaktiviteter og overvågningsstationer er det angivet, at der er placeret to nationale marine Holm Tange. Det vurderes i ansøgningen, at udlægning af sten og etablering af biogene rev ikke vil påvirke de nærmeste nationale marine overvågningsstationer, da projektområdet vurderes at holde 500 m’s afstand.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) gør opmærksom på, at det ansøgte areal til udlægning af spredte sten og huledannende rev er placeret meget tæt på eller oveni et af de to transekter ([telefon](Tr. 16, Holmtang Hage)).
Nedenstående klip fra den nationale overvågningsdatabase for overfladevand
(VanDa) viser placering af transekt [telefon](Tr. 16, Holmtang Hage), dels den fulde udstrækning af transektet fra kysten og ud til slut på transektet samt et zoom, der viser den del af transektet hvor, der er registreret mindst 10 % dækning af ålegræs (hovedudbredelse, vist som H på kortudsnittet). SGAV vurderer at placering af spredte sten og huledannende rev oveni et ålegræstransekt vil kunne påvirke, eller forstyrre resultaterne af den nationale overvågning på stationen.”
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skrev den 23. oktober 2024 følgende:
”Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ingen bemærkninger til høringen vedrørende; udlægning af sten og biogene rev ved Holm Tange.”
Alle bemærkninger blev sendt i partshøring og Kystdirektoratet modtog følgende bemærkninger:
”Hermed vedlagt figur med angivelse af den zone som Miljøstyrelsen har accepteret at vi friholder fra at lægge sten ud i (se mail nedenfor). Altså en 100 meter zone udenom NOVANA ålegræsregistreringerne plus en udviklingszone ud imod større dybder, som sikrer at ålegræsset har mulighed for at øge sin dybdegrænse uden påvirkning af udlagte sten. Som jeg har skrevet nedenfor er der jo tale om mindre ”klumper” af sten der vil blive udlagt og hvor ålegræsset også kan sprede sig imellem. ”.
Klagevejledning
Dette dokument indeholder tre afgørelser:
- afgørelse om at give tilladelse til projektet
- afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
- afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens anvendelsesområde Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
For afgørelserne gælder følgende:
- Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
- Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
- Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for
myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.
- Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
- 1) miljøministeren,
- 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
- 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love,
som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.
Med Venlig Hilsen
[navn]
[email]
Kopi: Havplansekretariatet, Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Styrelsen for Grønarealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landistriktsstyresen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Moesgaard Museum, Thisted Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Geodatastyrelsen og Landsforeningen for Digelag i Danmark. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-5439 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 501.