Søg Strandbeskyttelse Hvidovre Kommune
Dispensation til afholdelse af arrangement
Sagen kort
Hvidovre Kommune søgte på vegne af arrangørerne om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at afholde et triatlonstævne ved Hvidovre Havn i Hvidovre Kommune den 8. august 2026. Svømningen foregår i havnen, og en park nord for havnen bruges som skiftezone og målområde med små pop op-telte på 3 x 3 m og en lille podieskammel. Opsætning og nedtagning sker fra den 7. til den 9. august. Kystdirektoratet gav dispensation og lagde vægt på, at arrangementet afvikles over en kort periode på et areal ved en havn i en park, der i forvejen er præget af en vis aktivitet. Direktoratet vurderede desuden, at det tilgrænsende Natura 2000-område Vestamager og havet syd for ikke påvirkes væsentligt, og at lokaliteten ikke er levested for bilag IV-arter. Afgørelsen blev sendt til orientering til Fredningsnævnet for København, fordi arealet er fredet.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Midlertidigt arrangement
Praksisflag
- Kommunen positiv (ja)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Vilkår stillet (nej)
- Genoptaget sag (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Begrænset omfang
- Natura 2000 og bilag IV
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til afholdelse af et motionsløb inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] [adresse], i Hvidovre Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Hvidovre Kommune har på vegne af arrangørerne søgt om dispensation til at afholde Kalvebod Triatholon. Det fremgår blandt andet af ansøgningen, at:
”[…] Hvidovre Kommune som myndighed søger på vegne af Triatlonstævne i Hvidovre. Hvidovre Havn benyttes til at svømme
i. Zonen lige nord for Hvidovre Havn; Lodsparken, vil blive benyttet som skiftezone og målområde. Dele af Hvidovre og Avedøre Holme, vil blive benyttet til cykling. Se vedhæftede filer som tegning. Tribuner og podier: Der vil være en lille podieskammelmed1., 2. og 3. plads. Mål omkring 150cm x 60cm x 40cm. = til præmieoverrækkelse. Telte vil være mindre popup telte af 3x3m størrelse. Til skygge, restitution og diverse, inden man går ud af målområde. Hvidovre Kommune Har tidligere givet tilladelse til arrangementet og stillet krav om depositum. Ansøger har brug for svar i god tid, for at planlægge arrangementet samt igangsatte billetsalg.[…] ”
Arrangementet afvikles den 8. august 2026 fra kl. 7.00 til 20.00. Der er behov for opsætning og nedtagning i perioden fra den 7. august 2026 til den 9. august 2026.
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Kort vedhæftet ansøgningen
Fig 3: Kort med skiftezone og målzone med ruteanvisning vedhæftet ansøgningen.
Fig. 4: Svømmerute vedhæftet ansøgningen.
Fig 5. Løberute vedhæftet ansøgningen.
Fig. 6. Cykelrute vedhæftet ansøgningen.
Den ansøgte placering ligger inden for et fredet naturområde. Afgørelsen videresendes af den grund til Fredningsnævnet for København til orientering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. N143 Vestamager og havet syd for.) grænser op til den ansøgte placering. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 127 og fuglebeskyttelsesområde nr. 111.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på arrangementet afvikles over en kort periode i et område, der i forvejen er præget af aktivitet. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejr eller afholdelse af koncert eller sportsarrangement er i sagens natur midlertidige, men kræver på grund af en potentiel indvirkning på kysten en dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et sådant arrangement, og lægger i denne henseende vægt på, at arrangementet afvikles på et areal, der er beliggende ved havn i en park, der i forvejen er præget af en vis aktivitet. Kystdirektoratet lægger desuden vægt på, at arrangementet afvikles over en kort periode.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet har ift. kystbeskyttelsesloven lagt til grund, at der er tale om udlægning af midlertidige bøjer af et par dages varighed, og at havnen er indforstået med placeringen heraf.
Kystdirektoratet kan oplyse, at ansøger bør orientere Beredskabsstyrelsen - Sikre Farvande om eventet.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til det ansøgte arrangement.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Hvidovre Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Hvidovre, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storkøbenhavn Vest, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Hvidovre, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for København, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. N143
Vestamager og havet syd for
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-41066 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2048.