Søg Strandbeskyttelse Horsens Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til afholdelse af traktortræk på Endelave i perioden den 16. – 19. juli 2026

Afgjort 4. maj 2026 · Journalnummer 2026-18620 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

En konsulent søgte på vegne af en lokal erhvervsdrivende om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at afholde et traktortræk på Endelave i Horsens Kommune i juli 2026 med en ca. 140 m lang trækbane, midlertidige toiletvogne og madboder samt forventet 300-400 publikummer på en landbrugsmatrikel på ca. 1,4 ha, der ligger helt inden for strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om, at den kun gælder for 2026, at opstilling tidligst sker den 16. juli, at nedtagning og oprydning sker senest den 19. juli, og at terrænændringer fra traktorkørslen reetableres straks. Direktoratet lagde vægt på, at arrangementet er midlertidigt, afholdes på et kultiveret areal nær eksisterende bebyggelse, og at der er en vej mellem arealet og kysten, så oplevelsen af kystlandskabet ikke påvirkes væsentligt. Arealet ligger i Natura 2000-område Horsens Fjord, havet øst for og Endelave, men uden for kortlagt habitatnatur og levesteder, og direktoratet vurderede, at hverken Natura 2000-området eller bilag IV-arter påvirkes.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Virksomhed
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

Midlertidigt arrangement

Praksisflag

  • Kommunen positiv (ja)
  • Vilkår stillet (ja)
  • "Mindre end lidt"-praksis (nej)
  • Harmoni som begrundelse (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
  • Andet
  • Begrænset omfang
  • Natura 2000 og bilag IV

Vilkår

  • Afgørelsen gælder kun for 2026
  • Opstilling til arrangementet må tidligst påbegyndes den 16. juli
  • Nedtagning og oprydning skal ske senest den 19. juli
  • Eventuelle terrænændringer forårsaget af kørsel med traktorerne skal reetableres straks efter arrangementets afslutning
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til afholdelse af traktortræk den 16. – 19. juli 2026 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Horsens Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for dispensation

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Afgørelsen er kun gældende for 2026.
  • Opstilling til arrangementet må tidligst påbegyndes d. 16. juli.
  • Nedtagning og oprydning skal ske senest d. 19. juli.
  • Eventuelle terrænændringer forsaget af kørsel med traktorerne skal reetableres straks efter arrangementets afslutning.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Konsulent [navn] har på vegne af Kroen Endelave ansøgt om dispensation til at afholde et arrangement med traktortræk på [matrikel], i perioden d. 16. – 19. juli 2026.

Den ansøgte matrikel er ca. 1,4 ha stor, ligger fuldt inden for strandbeskyttelseslinjen, og er registreret som landbrug.

Et kort over den ansøgte matrikel ses på figur 1.

En pladstegning over opstilling til arrangementet ses på figur 2.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel]

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en pladstegning over opstilling til arrangementet.

Ansøger har oplyst følgende:

”Traktortræk d. 18. juli 2026.

Beskrivelse af arrangementet:

  • Der etableres traktortræk bane mod nord på 140m.
  • Der etableres midlertidige faciliteter såsom toiletvogne, madboder.
  • Opbygning påbegyndes torsdag den 16. juli og nedtagning og reetablering forventes afsluttet søndag den 19. juli.
  • Der forventes 3-400 publikummer
  • Til arrangementet tager vi udgangspunkt i regler og guidelines fra Landbrug Ungdoms tjekliste
  • Deltager / traktorer ankommer i løbet af fredag d. 17.juli og lørdag d. 18.juli og tager fra Endelave igen lørdag aften og søndag d. 19.juli

Program for arrangementsdagen:

Lørdag d. 18. juli 2026

[postnr by] åbner

[postnr by] træk

1530 PAUSE

[postnr by] runde

1800 SLUT

Vi håber, I vil imødekomme vores ansøgning og står naturligvis til rådighed for yderligere oplysninger, herunder miljømæssige, trafikale og støjmæssige hensyn.”

Den ansøgte matrikel ligger inden for lokalplan 70 – Endelave, og kommunen har meddelt dispensation til afholdelse af arrangementet.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 56, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 52 og fuglebeskyttelsesområde nr. 36. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 13.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Der er kortlagt den lysåbne habitatnaturtype strandvold med flerårige planter (1220) i god tilstand ca. 11 m mod nord fra den ansøgte matrikel.

Det nærmeste kortlagte levested er ca. 8,6 km mod nordøst, på nogle mindre øer, hvor der er kortlagt havterne og splitterne i god tilstand.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at arrangementet afholdes uden for kortlagt habitatnatur og levesteder. Der er yderligere lagt vægt på, at der er en eksisterende vej mellem det nærmeste kortlagte habitatnatur og den ansøgte placering. Der er endvidere lagt vægt på, at der er tale om et midlertidigt arrangement, der afholdes på et kultiveret areal, der ligger i nærheden af eksisterende bebyggelse. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Der er på arter.dk registreret følgende arter i 10x10 km kvadratet for Endelave: springfrø, marsvin, strandtudse, odder, almindelig delfin og to arter af flagermus.

Det ansøgte påvirker hverken søer, vandløb eller havet, hvorfor det vurderes ikke at have en negativ påvirkning på nogle af de nævnte padder eller vandlevende pattedyr. Der er yderligere lagt vægt på, at den nærmeste sø, der kunne være et potentielt levested for padderne, er over 600 m mod vest, samt at der er bebyggelse og veje mellem denne og den ansøgte placering.

Der fældes hverken gamle træer eller fjernes gamle bygning i forbindelse med det ansøgte, hvorfor det vurderes ikke at have en negativ påvirkning på de arter af flagermus der måtte være i området.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejr eller afholdelse af koncert eller sportsarrangement er i sagens natur midlertidige, men kræver på grund af en potentiel indvirkning på kysten en dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation.

Kystdirektoratet finder, på baggrund af en samlet vurdering, at der kan meddeles dispensation til det ansøgte. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om et midlertidigt arrangement, der afholdes på et kultiveret areal, der ligger i nærheden af eksisterende bebyggelse, samt at der er en vej mellem det ansøgte areal og kysten.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte ikke vil have en væsentlig negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til arrangementet traktortræk på Endelave i perioden d. 16. – 19. juli 2026.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Horsens Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Horsens, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Søhøjlandet, [email];

[email]

•

  • Dansk Ornitologisk Forening, Horsens, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 56 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-18620 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1961.