Søg Strandbeskyttelse Sønderborg Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til opgradering af legeplads

Afgjort 30. april 2026 · Journalnummer 2026-12389 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

En campingplads med omkring 250 enheder ved Flensborg Fjord i Sønderborg Kommune søgte om dispensation til at opgradere en eksisterende legeplads i den udvidede strandbeskyttelseszone. Projektet omfatter nyt faldunderlag af kunstgræs i stedet for sand, bundopbygning, flytning af en hoppepude, omplacering af legeredskaber, balancestubbe i gummi og et nyt legetårn på 304 cm i stedet for et eksisterende. Kystdirektoratet gav dispensation efter de lempeligere regler for turismevirksomheder og campingpladser over 75 enheder. Direktoratet lagde vægt på, at legepladsen ligger landværts på det eksisterende campingareal, at der ikke inddrages nye arealer, og at der tidligere er givet dispensation til legeplads på arealet. Direktoratet bemærkede, at tårnets højde ikke er underordnet, men vurderede, at det ikke adskiller sig bemærkelsesværdigt fra de omkringliggende legeredskaber, og at kystlandskabet ikke påvirkes væsentligt negativt.

Fakta

Ejendom
Erhverv
Ansøger
Virksomhed
Strandbeskyttelseszone
Den udvidede zone (100 til 300 m)
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

AndetTerrænregulering

Praksisflag

  • Særligt tilfælde anerkendt (nej)
  • "Mindre end lidt"-praksis (nej)
  • Harmoni som begrundelse (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Vilkår stillet (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Afstand til kysten
  • Andet
  • Erhvervsmæssig nødvendighed
  • Lovligt eksisterende forhold
  • Natura 2000 og bilag IV
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er den 15. januar 2026 ansøgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opgradering af legeplads inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Sønderborg Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 og stk. 3, nr. 7 og 8, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ansøger er Lærkelunden Ejendomme ApS der den 13. marts 2026 er fusioneret med Lærkelunden Camping ApS.

Ejendommen [matrikel], er beliggende på [adresse], i Sønderborg Kommune. Ejendommen fungerer som campingplads med et areal på 44.688 m2, hvoraf det strandbeskyttede areal udgør 41.536 m2, svarende til ca. 93 %.

Matriklen udnyttes i sin helhed som campingareal, der ud fra lokalplanen er godkendt til omkring 250 enheder. Campingpladsen ligger ca. midt imellem Gråsten og Rinkenæs. Det omkringliggende landskab er præget landbrugsjord og åbne kystlinjer. Landværts er der bebyggelser og landbrugsjord.

Ejendommen grænser mod øst op til Natura 2000-område nr. 197, Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als, og omfatter habitatområde H173 og fuglebeskyttelsesområde F64.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. Den gule streg markere den oprindelige strandbeskyttelseslinje. Den røde prik indikerer det primære område for det ansøgte. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.

Den eksisterende legeplads som ansøges opgraderet er beliggende i den udvidede strandbeskyttelseslinje. Der inddrages ikke med det ansøgte nye arealer,

Om det ansøgte oplyser ansøger bl.a. følgende:

»Vi ønsker at ændre på eksisterende legeplads, primære er et nyt faldunderlag, udskiftning af et legetårn samt omrokering af nogle af de eksisterende legestativer. Se vedlagte.«

De største ændringer er faldunderlaget fra sand til kunstgræs, samt det nye tårn der opstilles på arealet.

Fig. 2. Markering af de to områder, hvor der i dag er legeplads, og som ønskes opgraderet. Det store legeområde svarer til markeringen med den røde prik på fig. 1. Det mørkegrønne areal inden for det store legeområde er en hoppepude.

Nedenfor fremgår udvalgte billeder af det eksisterende legeområde

Fig. 3. Billeder fra det store legeområde og underlaget med sand og hegning.

Fig. 4. Billede fra det lille legeområde.

Der er i forbindelse med det ansøgte indsendt perspektiv-billeder af det nye område, herunder med udformning af de legeredskaber som ønskes placeret anderledes eller anskaffet til opgraderingen af legepladsen.

I forhold til legetårnet, der er markeret med en hvid figur nedenfor, har ansøger redegjort for udformningen heraf, således at der ikke er tale om et hvidt legetårn.

Fig. 5. Perspektivbillede af nyt område med den lille legeplads i forgrunden og den større i baggrunden.

Fig. 6. Perspektivbillede af nyt område, svarende til det store areal. Det større legetårn er markeret med en hvid figur.

Ansøger har i forbindelse med ansøgningen redegjort for anlægsarbejde og - materialer, herom oplyses bl.a.

»Beskrivelse af anlægsarbejde og -materialer

Bundopbygning:

  • I det store legeområde fjernes faldsand
  • I ”trekantområdet” optages gummifliser og der graves ca. 25 cm jord væk
  • Bundopbygning med 20 cm knust beton/stabilgrus og 5 cm stenmel, der rettes af og bankes op
  • Inden flytning af hoppepuden, fyldes op med ca. 30 cm fyldsand, for at hæve hoppepuden ift. omkringliggende niveau

Flytning/bortskaffelse af redskaber:

  • I det store legeområde fjernes det store legetårn og køres på genbrugspladsen
  • I ”trekantområdet” forbliver redskaberne på deres placering
  • Gynge, fjedervippe og balancevippe tages op og genplaceres
  • Hoppepuden graves op og flyttes 2 mtr. væk fra legepladsen

Udlægning af kunstgræs:

  • Udlægning af shockpads i forskellige tykkelser for at sikre den påkrævede faldhøjde (fra 35 til 90 mm)
  • Udlægning af 30 mm kunstgræs med naturlook. Med ”Eco-backing”, der gør, at græsset kan recirkuleres 100%. PFAS fri
  • Kunstgræsset limes med limbånd for hver 2 mtr.
  • I kanten sømmes græsset fast for at holde formen (for hver ca. 30 cm)
  • Yderst sættes en alukant for at holde kunstgræs og græs adskilt og for at lave en pæn kant (i ”trekantområdet” stødes kunstgræsset op mod asfalten)
  • På 2 sider af hoppepuden udlægges 50 cm bredt kunstgræs – der lægges kunstgræs helt ind mod hækken
  • Efterfølgende ifyldes ovntørret kvartssand, der fejes i græsset – ca. 8 kg. pr. m2

Gummistubbe:

I alt 14 stk. balancestubbe i støbt gummi Ø35 cm, til at binde de enkelte legeredskaber sammen og skabe et sjovt balanceforløb.

Leveres i 23 forskellige farver – vi har foreslået grønlige nuancer i oplægget. Balancestubbene er fantastiske til leg, man kan hoppe og klatre på dem, sidde eller balancere på dem. De støtter børnenes udvikling og motorik samt giver et flot, dekorativt element.

Udover balancestubbene påmales hvide cirkler til at skabe yderligere sammenhæng. Samtidig kan disse cirkler placeres i områder, hvor der ellers ikke må være redskaber/ stubbe.«

Legetårn

Ansøger oplyser følgende om legetårnet:

»Legetårn

Sjovt legetårn med 2 overdækkede platforme på hver 120 cm højde, med mange små, finurlige detaljer. Med rutsjebane, trappeopgang, fast bro, integreret opgangsnet, udvendig trappe, lodret klatrenet og lille klatreplade. I forbindelse med tårnene monteres et lille legehus med disk. Flere steder på legetårnet og legehuset monteres elementer til at udvikle finmotorikken. Stolper udført i aluminium. Plademateriale lavet i ”træ-look” – udført i højtrykslaminat for lang levetid og minimalt vedligehold. Tov udført i hærværksikret taifuntov med stålkerne. Sikkerhedsareal 8,81 x 7,76 mtr. Varenr. KA-12-2011«

Fig. 7. Billede af legetårnet som ønskes opført.

Af databladet for produktet fremgår det, at højden på legetårnet er 304 cm.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 197, Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als) ligger tilgrænsende mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. H173. og fuglebeskyttelsesområde nr. F64.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektets begrænsede karakter. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven. En ansøgning om lovliggørelse af allerede etablerede anlæg skal som udgangspunkt vurderes på samme måde som i de tilfælde, hvor der indsendes en forudgående ansøgning.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Det er anført i bemærkningerne til forslaget til en ændring af naturbeskyttelsesloven - kystloven - fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.

For campingpladser på over 75 enheder betyder tilkendegivelsen i lovbemærkningerne, at der normalt vil være grundlag for dispensation til udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig produktudvikling. Der vil også kunne dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 7, kan der uden at der foreligger et særligt tilfælde meddeles dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer inden for det strandbeskyttede arealer til placering af mindre anlæg til eksisterende turismevirksomheder i tilknytning til hovedbebyggelsen på virksomhedens ejendom, f.eks. en pavillon, en tennisbane, en swimmingpool, en petanquebane, eller borde og stole. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at det forudsættes at sådanne anlæg i videst muligt omfang søges placeret bag ved den eksisterende bebyggelse og væk fra kysten. Det fremgår ligeledes af bemærkningerne til loven, at turismevirksomheder, der ligger meget åbent på eller lige ved strandbredden, ikke kan forvente at få dispensation efter bestemmelsen. Turismevirksomheder er ifølge bemærkningerne til bestemmelsen fx campingpladser, feriecentre, golfbaner, hoteller, dyreparker, restauranter, strandcaféer, konferencecentre og kursusejendomme, bed and breakfast og andre overnatningsfaciliteter, pizzeriaer, grillbarer, isbarer og lignende.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 8, kan der opnås dispensation til placering af faciliteter til brug for eksisterende turismevirksomheders frilufts- og ferieaktiviteter, som opføres uden tilknytning til den eksisterende bebyggelse. Anlæg der kan opnå dispensation jf. denne, er fastsat i bekendtgørelse nr. 905 af 26/06/2018. Bekendtgørelsen kan benyttes til placering af faciliteter, der opføres uden tilknytning til virksomhedens eksisterende bebyggelse, til brug for frilufts- og ferieaktiviteter. Det er bl.a. enkelte, mindre sportsfaciliteter som net og mål til boldspil, bål- og grillpladser, enkelte, mindre legeredskaber og andre legefaciliteter.

Dispensation:

Kystdirektoratet vurderer, at den ansøgte legeplads falder ind under den lempeligere dispensationsadgang for campingpladser over 75 enheder. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om en større campingplads (over 75 enheder), samt at legepladsen er opført i den udvidede strandbeskyttelseslinje, landværts det eksisterende campingareal, hvorfor hele campingpladsen ligger nærmere kysten end den ansøgte placering af legepladsen.

Direktoratet bemærker særligt, at højden på legetårnet ikke er underordnet i forhold til den kystnære placering. Kystdirektoratet har dog efter en konkret vurdering tillagt det afgørende vægt, at der allerede er meddelt dispensation til en legeplads på anvendte areal, og at højden ikke adskille sig bemærkelsesværdigt fra de omkringliggende legeredskaber og boldbane.

Kystdirektoratet vurderer i forlængelse heraf, at det ansøgte ikke vil have en væsentlig negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation opgraderingen af legepladsen som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Sønderborg Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Sønderborg, dnsoenderborg- [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Sønderborg, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Sønderborg, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Direktør OCFF, [navn] [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 197, Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als

Kilde: Natura 2000-planen 2022-27

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-12389 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1931.