Søg Strandbeskyttelse Aalborg Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til udlejning af udstyr til friluftsliv

Afgjort 5. januar 2026 · Journalnummer 2025-98986 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

En lille virksomhed søgte om dispensation til at udleje udstyr til friluftsliv (havkajak, paddleboard, vandreture) fra en trailer på en kommunalt ejet p-plads i et åbent kystlandskab i Aalborg Kommune i en periode på seks måneder. Efter dialog med Kystdirektoratet blev ansøgningen ændret, så traileren placeres ved gavlen af en eksisterende kommunal bygning knap 100 m længere inde i landet og kun i juni, juli og august. Kystdirektoratet gav dispensation efter § 65 b, stk. 1. De lempeligere regler for mindre anlæg til turismevirksomheder fandt ikke anvendelse, da traileren ikke opstilles på virksomhedens egen ejendom. Direktoratet lagde vægt på, at placering på et areal, der allerede besøges af køretøjer, er et begrænset indgreb, at opstillingen ved den eksisterende bygning med klippet græs ikke giver landskabet en anden karakter trods den restriktive praksis inden for den oprindelige 100 m-linje, at perioden falder sammen med den tid, hvor området i forvejen har flest besøgende, og at det ansøgte ikke strider mod formålet med den fredning, området ligger i, eller påvirker Natura 2000-området.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Virksomhed
Strandbeskyttelseszone
Inden for de oprindelige 100 m
Synlighed
Delvist synlig
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

Midlertidigt arrangement

Praksisflag

  • Vilkår stillet (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

12 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, "mindre end lidt"-praksis, harmoni som begrundelse, energi som begrundelse, tilgængelighed som begrundelse, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
  • Andet
  • Begrænset omfang
  • Natura 2000 og bilag IV
  • Offentlig adgang og friluftsliv
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Dispensation til udlejning af udstyr til friluftsliv inden for strandbeskyttelseslinjen

Ansøgning

I har den 15. september 2025 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til afholdelse af events og arrangementer med udlejning af udstyr til friluftsliv fra en trailer i perioden den 1. juni 2026 til den 31. august 2026 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Aalborg Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange prikker. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. Den gule linje markerer den 100 m labile strandbeskyttelseslinje. De rød-orange streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde kryds markerer, hvor udlejning af udstyr til friluftsliv kan finde sted.

I har den 15. september 2025 indsendt ansøgning om dispensation til afholdelse af events og arrangementer med udlejning af udstyr til friluftsliv fra en trailer på p-pladsen ved Stejlgabet Dokkedal i perioden den 1. april 2026 til den 1. oktober 2026. Udstyret til friluftsliv beskrives som fx havkajak, paddelboarding og vandreture.

Kystdirektoratet skrev den 18. november 2025, at det umiddelbart ville være svært ud at give dispensation til det ansøgte pga. følgende to forhold:

  • placeringen af traileren på den angivne p-plads på Aalborg Kommunes [matrikel], Stejlgabet 15A, da p-pladsen ligger i et meget åbent kystlandskab.
  • længden af perioden, hvor traileren kan være opstillet er en meget lang periode ift. boder og salgsvogne, som vil være det sammenlignelige grundlag.

Kystdirektoratet skrev også, at følgende to tilretninger af ansøgningen ville øge mulighederne for at kunne give dispensation:

  • hvis perioden blev reduceret fra 6 måneder til 3 måneder.
  • hvis traileren blev flyttet fra p-pladsen (den røde prik, jf. nedenstående fig. 2) og små 100 meter mod vest ind i landet til vest-gavlen af kommunens bygning (den grønne prik, jf. fig. 2 + den blå markør, jf. fig. 3).

Fig. 2. Ortofoto 2025. Grøn prik angiver, hvor der endeligt blev ansøgt om dispensation til udlejning af udstyr til friluftsliv. Rød prik angiver placeringen fra den oprindelige ansøgning.

Fig. 3. Skråfoto 2023. Set mod øst. Blå markør angiver placeringen til udlejning af udstyr til friluftsliv, som der er blevet givet dispensation til.

I en dialog med Kystdirektoratet tilkendegav I den 1. og 2. december 2025, at I ønskede jeres ansøgning tilrettet jf. direktoratets forslag, og at de tre måneder skulle være juni-juli-august.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 14, Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 14 og to fuglebeskyttelsesområder (nr. 2 og 15), hvor det ansøgte ligger i fuglebeskyttelsesområde nr. 2. I fuglebeskyttelsesområde nr. 2 indgår der intet Ramsarområde; det er kun i det andet fuglebeskyttelsesområde, nr. 15.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektets begrænsede karakter, samt at der er tale om en lokalitet, hvor der i forvejen befinder sig en bygning omgivet af klippet græs. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser,2 vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Der er spottet et enkelt markfirben den 25. september 2021 ca. 250 meter vest for den endeligt ansøgte lokalitet. Naturtypen, hvor observationen er udført, består af overdrev, som er den primære naturtype omkring lokaliteten, og som ikke er en oplagt biotop for markfirben. Dog er der også følgende naturtyper indenfor en radius af mellem 60 og 170 meter fra lokaliteten: strandeng, mose og eng, som er mere oplagte biotoper for markfirben. På baggrund af blot et enkelt fund af markfirben for over 4 år siden, overdrev som den primære naturtype på lokaliteten, samt klippet græs omkring kommunens bygning, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for markfirben.

Odderen fremgår af udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området, og ca. 2 km syd for den ansøgte lokalitet, hvor der er strandeng og eng, er der fundet spor efter odder den 18. marts 2022. Ellers er de tættest beliggende spor eller fund af odder i natura 2000-området vest for Dokkedal by, dvs. ’Mellem- området’ i Lille Vildmose, som består af mose og eng. Fundene er registreret ca. 2½-3 km væk fra den ansøgte lokalitet, og består af flere spor/fund. Kystdirektoratet anser det ene spor efter odder ca. 2 km syd for lokaliteten for over 3½ år siden som udtryk for en strejfer, og at det tætteste egentlige levested for oddere i natura 2000-området er i Lille Vildmose. Imellem området i Lille Vildmose og den ansøgte lokalitet er der såvel bymæssig bebyggelse (Dokkedal by) og en landvej (nr. 541). På den baggrund vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for oddere.

2 Databasen www.arter.dk er anvendt med følgende fire validereringsstatusser som søgefiltre: Fællesskabsvalideret, sandsynlighedsvalideret, ekspertvalideret og fra ekstern kilde.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte ikke er omfattet af de lempeligere dispensationsadgange i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 7 og 8 vedrørende placering af mindre anlæg til eksisterende turismevirksomheder i hhv. tilknytning til hovedbebyggelsen på virksomhedens ejendom og uden tilknytning til den eksisterende bebyggelse. Direktoratet lægger vægt på, at det er en forudsætning for, at de to bestemmelser finder anvendelse, at anlægget søges opsat på virksomhedens egen ejendom, mens traileren i nærværende sag søges opsat på en ejendom, der er ejet af Aalborg Kommune. Ansøgningen er derfor behandlet efter § 65 b, stk. 1, i forhold til om det kan udgøre et særligt tilfælde.

Kystdirektoratet vurderer, at placering af en trailer med friluftsudstyr på et areal, der allerede besøges af biler og andre køretøjer, udgør et begrænset indgreb, som i den konkrete sag ikke ses at være i strid med de hensyn, der skal varetages efter naturbeskyttelsesloven § 15.

Kystdirektoratet lægger endvidere vægt på, at selvom praksis inden for den oprindelige 100 meters strandbeskyttelseslinje er meget restriktiv, så giver opstillingen af traileren ved den eksisterende kommunale bygning med det klippede græs rundt omkring ikke landskabet en anden karakter.

Den ansøgte periode fra den 1. juni 2026 til den 31. august 2026 falder sammen med den periode, hvor der statistisk set vil være flest besøgende i området i forvejen. Påvirkningen/belastningen af naturen i området vurderes på den baggrund at være af mindre karakter.

Lokaliteten er beliggende i det fredede område Mulbjerge, som er en langstrakt morænebakke på kanten af Kattegat. Anledningen til fredningen var dels at give offentligheden adgang til området, dels at friholde bakkerne for udstykninger til sommerhuse. Den ansøgte lokalitet er beliggende på det flade areal øst for selve morænebakken ved den kommunale bygning på [matrikel]. Naturklagenævnet skriver i afgørelse af 20. september 2006, at ”vedrørende offentlighedens adgang er bl.a. fastsat, at fredningen ikke er til hinder for, at der anlægges parkerings- og rastepladser og anbringes toiletbygninger på [matrikel] og den nordlige del af [matrikel], når fredningsnævnet forinden har godkendt beliggenheden og udformningen (§ 7, litra d)”. I øvrigt offentlighedens adgang til området reguleret gennem fredningen. Kystdirektoratet vurderer, at udlejning friluftsudstyr fra trailer i en tre måneders periode ikke strider imod formålet med fredningen.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til udlejning af udstyr til friluftsliv på ovenstående lokalitet i perioden den 1. juni 2026 til den 31. august 2026.

Med venlig hilsen

[navn]

Specialkonsulent

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Aalborg Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Aalborg, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Himmerland-Aalborg [email] x
  • Dansk Ornitologisk Forening, Aalborg, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Fredningsnævnet for Nordjylland, sydøstlige del, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens3 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 14, Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-98986 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1897.