Søg Strandbeskyttelse Sønderborg Kommune
Dispensation til læskur til hestefold
Sagen kort
Ejeren af en landbrugsejendom på Broager Land i Sønderborg Kommune anmeldte via rådgiver et læskur på 48 m2 til op til 12 heste på to sammenhængende, strandbeskyttede matrikler med § 3-eng. Kystdirektoratet afviste anmelderordningen, da driften var landbrugsmæssig, og behandlede sagen som en dispensationsansøgning. Da undtagelsen for erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri ikke gælder uden tilknytning til ejendommens øvrige bygninger, vurderede direktoratet behovet ud fra kommunens anbefalede græsningstryk på ca. 1 ha pr. hest (knap 4 ha) og dyrevelfærdsreglernes mindstekrav til læskure, hvorefter ansøger reducerede ansøgningen til et læskur på 15 m2 til 4 heste. Kystdirektoratet gav dispensation hertil med vilkår om fjernelse, når arealet ikke længere afgræsses, og lagde vægt på, at kommunen som § 3-myndighed ønsker arealerne afgræsset mod tilgroning, at virksomheden er registreret med hesteavl, at skuret ikke kan placeres uden for strandbeskyttelseslinjen, og at placeringen i tilknytning til eksisterende bevoksning og uden for § 3-natur fremstår diskret i kystlandskabet.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Virksomhed
- Zone
- Landzone
- Synlighed
- Delvist synlig
- Areal før / efter
- ? m² → 15 m²
- Højde før / efter
- ? m → 4 m
- Lovgrundlag
- Undtagelse efter § 15 a, Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
NybyggeriUdhus, garage eller carport
Praksisflag
- Fodaftrykket øges (ja)
- Kommunen positiv (ja)
- Vilkår stillet (ja)
- Genoptaget sag (ja)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, særligt tilfælde anerkendt, "mindre end lidt"-praksis, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
- Andet
- Begrænset omfang
- Erhvervsmæssig nødvendighed
- Kommunens anbefaling
- Landbrugsdrift
Vilkår
- Læskuret skal fjernes, når arealet ikke længere anvendes til afgræsning med store bredmundede dyr som heste og køer, der forudsætter adgang til læskur med tørt leje.
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
[Kopi sendt til ejer med Digital Post jf. [..]]
[..] [..] [..] [..]
Ansøgning
[navn] har den 25. januar 2024 iht. naturbeskyttelseslovens1 § 15a, stk. 1, nr. 10 jf. § 15a stk. 5 indgivet anmeldelse om etablering af et læskur til heste inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel], [adresse], Sønderborg Kommune.
Anmeldelsen overgik til at blive behandlet som en ansøgning om dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15 om undtagelse i særlige tilfælde.
Ansøgningen blev i processen tilrettet til at omhandle et læskur på 15 m2 til 4 heste mhp. afgræsning af de to sammenhængende [matrikel].
Sammen med anmeldelsen var der vedlagt fuldmagt ift. at du som rådgiver hos LHN repræsenterer [navn].
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Vilkår
Dispensationen er meddelt på vilkår om, at læskuret skal fjernes, når arealet ikke længere anvendes til afgræsning med store bredmundede dyr som heste og køer, som forudsætter adgang til læskur med tørt leje.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde sig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De rød- orange streger markerer de vejledende matrikelskel. De berørte [matrikel] er markeret med røde cirkler.
[adresse] udgøres af otte forskellige matrikler som alle har hovednotering ’landbrug’, jf. LIFA-OIS. Kun [matrikel] hænger sammen – resten er usammenhængende, jf. fig. 2. Fig. 2. Ortofoto 2025. De røde felter udgør ejendommens otte matrikler. Hovedhuset og landbrugsbygningerne ligger inden for den gule cirkel, dvs. adskilt fra [matrikel].
Jf. cvr-registret har virksomheden branchekoden ’011900 Dyrkning af andre etårige afgrøder’ og bi- branchekoden ’014300 Avl af heste og dyr af hestefamilien’.
Processen fra anmeldelse via § 15a, stk. 1, nr. 10 til ansøgning om dispensation jf. § 65, stk. 1
Uddrag af anmeldelsen er kopieret fra det indsendte skema og gengivet nedenfor med kursiv skrift:
”[navn] ønsker at anmelde et hestehold på op til 12 heste på ejendommen [adresse]. Hestene kommer til at gå udenfor hele året og ansøger ønsker derfor at opføre et læskur med simpel konstruktion på 48 m2 hvor hestene kan søge læ om vinteren. Efter dialog med kommunen vedr. landzonetilladelse har kommunen godkendt, at der kan arbejdes videre med vedhæftede simple konstruktion på 48 m2”:
Fig. 3. Ansøgers skitse af læskuret: 16 x 3 m i grundareal og hhv. 3 og 4 m høj. Læskuret opføres i træ, så det vil falde naturligt ind i landskabet. Læskuret ønskes opført på [matrikel], uden for de §3 udpegede områder, se markering på vedhæftede kort, jf. fig. 4 og 5.
Ifm. den indledende vurdering stillede Kystdirektoratet forskellige spørgsmål, hvor jeres svar er gengivet nedenfor med kursiv skrift:
- ”Der er tale om hobby/fritid. Ansøger søgte oprindeligt til et større skur hvor der kunne være op til 12 heste. Med størrelsen på det ansøgte skur bliver det kun 4-6 heste”. [Nyt tillæg til denne oplysning]: ”Jeg har set på selve dyreholdet, da jeg svarede hobby. Men den ligger lige på grænsen og [navn] påtænker, at leje noget af græsningsretten ud og så er det jo ikke længere hobby”.
- ”Ejendommen er registreret som landbrug og det skal den fortsat være. [navn] driver ejendommens arealer og der søges om ha-støtte til disse”.
- ”Da arealet hidtil har været afgræsset med kvæg er der allerede opsat hegn”.
- ”Ja det er en del af en naturpleje af arealet. Der foreligger ingen plejeplan. Ansøger oplyser, at den hidtidige drift af arealet har været afgræsning med ca. 20 stk. kvæg”.
- ”Vi har allerede haft en del dialog med Sønderborg Kommune. Der ligger ikke en plejeplan, men det er vores opfattelse, at kommunen meget gerne fortsat vil have arealet afgræsset. Dyrene skal ikke kun afgræsse dette areal, men det er kun på dette areal der skal opsættes et skur”.
- ”Kommunen anbefalede, at vi indtegnede et større areal for at opnå noget fleksibilitet i ansøgningen” [se fig. 2]. ”Men en mere præcis placering kan ses herunder” [se fig. 3]:
Fig. 4. Ansøgers kort med udvidet markering [jf. kommunens anbefaling] af området, hvor der søges om dispensation til opstilling af læskur på matriklen uden for § 3 beskyttet natur.
Fig. 5. Ansøgers kort med en præciseret markering af området, hvor der søges om dispensation til opstilling af læskur på matriklen.
Kystdirektoratet udbad sig yderligere oplysninger, hvorefter direktoratet den 20. marts 2024 gav afslag på anmelderordningen, da driften måtte anses for at være landbrugsmæssig.
Som konsekvens heraf overgik anmeldelsen til at blive behandlet som en ansøgning om dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15 om undtagelse i særlige tilfælde.
Processen efter overgangen til ansøgning om dispensation jf. § 65, stk. 1 Efterfølgende henvendte Kystdirektoratet sig til jer mhp. svar af følgende spørgsmål:
- Hvilket areal er det, som hestene helt præcist skal afgræsse i vinterhalvåret? (baggrunden herfor var jeres udsagn om, at "dyrene skal ikke kun afgræsse dette areal, men det er kun på dette areal der skal opsættes et skur").
- Hvad er størrelsen på de 4-6 heste, som skal afgræsse arealet?
- (mhp. vurdering iht. Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste2) Jeres svar var følgende:
- ”Hestene skal bevæge sig på hele arealet af [matrikel] og kun der. Skuret skal ligge i det markerede område, som er inden for disse arealer, men uden for naturbeskyttelsesområdet”.
- ”Hestene har en størrelse på 1,8 m”.
Kystdirektoratet henvendte sig ligeledes til Sønderborg Kommune mhp. at få bekræftet jeres opfattelse af, at kommunen ønskede arealet afgræsset. Svaret fra kommunen var, at ”da det er et §3 beskyttet areal er det kommunens ønske at arealet fortsat afgræsses, så vi bakker op om det nye læskur”. Kystdirektoratet kontaktede igen kommunen mhp. en uddybning af følgende spørgsmål:
- Hvilke arealer/matrikler inden for strandbeskyttelseslinjen kommunen som § 3 myndighed helt præcist ønsker afgræsset på [navn]s ejendom?
- Hvilket behov for helårsafgræsning kommunen som § 3 myndighed har på de gældende arealer? Svaret fra Sønderborg Kommune var følgende:
- ”Af matrikler med §3 natur så drejer det sig om [matrikel].
Hvis han også ønsker at afgræsse [matrikel] ser jeg ikke noget problem i det ud fra et naturhensyn, men arealerne er ikke hegnede og det vil begrænse adgangen ned til stranden”.
- ”En af de primære trusler kommunen ser mod vores §3 natur er tilgroning så derfor ser vi meget gerne at arealerne bliver græsset der hvor der er mulighed for det, og helst med store bredmundede dyr som heste og køer da de ikke er selektive i hvad de spiser. Afhængig af hvor mange af matriklerne han ønsker at afgræsse, er der et sted mellem 3 og 6 hektar. For ikke at ende med et for højt græsningstryk anbefales det af der er ca. en ha per hest ved helårsgræsning. Hvis der er om en lille hesterace må der gerne være lidt flere dyr”.
Ud fra disse oplysninger skrev Kystdirektoratet følgende til jer den 13. januar 2026: ”I forhold til græsningstrykket anbefaler kommunen ca. 1 ha pr. hest - kun hvis der er tale om en mindre hesterace, kan der være flere, men det er jo ikke tilfældet i jeres sag med et stangmål på 1,8
m. Da arealet, som skal afgræsses, består af de to sammenhængende matrikler, [matrikel], giver det et areal på 14.137 m2 + 24.050 m2 = 38.187 m2 eller næsten 4 ha. Det giver en ramme på max 4 heste i forhold til kommunens anbefalede græsningstryk, dvs. ikke op til 6 heste, som I har ansøgt om.
Bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste siger, at i forhold til læskure skal der for de første fire heste være mindst 2,0 x hestens stangmål (§ 18, stk. 2, jf. § 7). Med et stangmål på 1, 8 m giver det følgende regnestykke for de 4 heste: 2,0 x 1,8 x 4 = 14,4 m2. Dette ligger langt fra de 48 m2, som I har ansøgt om. På ovenstående baggrund ser det derfor svært ud at skulle give dispensation til såvel 6 heste som til et læskur på 48 m2”.
Direktoratet forespurgte i samme ombæring, om I på den baggrund var interesserede i at tilrette jeres ansøgning til et læskur på 15 m2 til 4 heste, eller om I ønskede ansøgningen opretholdt mhp. at afvente direktoratets afgørelse, som forventeligt ville blive et afslag, der kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Den 16. januar 2026 skrev du, at ”jeg har talt med [navn] og han vil gerne reducere ansøgningen til det foreslåede 4 heste og et læskur på 15 m2 hvis det ikke kan være anderledes”.
Kystdirektoratets supplerende redegørelse
Nedenstående fig. 6 viser, at § 3-naturtypen eng udgør en stor del af [matrikel]. På [matrikel] er der tillige et mindre areal med § 3-naturtypen overdrev og på [matrikel] tillige et mindre areal med § 3-naturtypen mose. Fig. 6. Ortofoto 2025 med beskyttede naturtyper inkl. strandbeskyttelseslinjen. Signaturforklaringer fremgår af kortets nederste højre hjørne. De berørte [matrikel] er markeret med en rød cirkel.
Nedenstående fig. 7 viser det ansøgte læskurs placering ud fra skråfoto, som bedre illustrerer hvorledes placeringen vil indgå i landskabet.
Nedenstående fig. 8 dokumenterer tidligere afgræsning af arealet med kreaturer.
Fig. 7. Skråfoto 2023 m. syd op. Blå markør viser den omtrentlige placering af det ansøgte læskur. Fig. 8. Nærbillede af fig. 7. Fotoet dokumenterer kreaturer på arealet (mellem den blå markør og mosen, tættest på mosen) i forhold til tidligere afgræsning af arealet.
Placeringen af læskuret er, jf. det oplyste, placeret uden for § 3-naturarealer, hvilket nedenstående fig. 9 bekræfter. Fig. 9 viser samtidig, at læskuret ønskes placeret i en kote på ca. 5 meters højde. Fig. 9. Kort med koter og beskyttede naturtyper inkl. strandbeskyttelseslinjen. Signaturforklaringer fremgår af kortets nederste højre hjørne. Koter fremgår med 2,5 meters interval. Den røde prik angiver læskurets placering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område nr. 197, Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als, ligger mellem ca. 50-250 meter mod nordvest angivet ud fra hhv. det tætteste punkt (dvs. det nordvestlige hjørne af [matrikel]) og punktet, hvor læskuret ønskes placeret. Natura 2000-området omkranser den 35 km2 store halvø Broager Land, hvorpå matriklen ligger. Afstanden til Natura 2000-området ud fra øvrige verdenshjørner er ca. 4 km mod nordøst, ca. 1,5 km mod syd og ca. 6 km. mod øst.
Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. H173 og fuglebeskyttelses-område nr. F64.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, ikke kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at projektet ikke ligger i selve Natura 2000-området, at der er tale om en landbrugsejendom med en i forvejen indhegnet mark til dyrehold, og at der er tale om et mindre anlæg i form af et læskur på 15 m2. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 1, nr. 6, forudsætter bygninger, der er erhvervsmæssigt nødvendige for den pågældende ejendoms drift som jordbrugsejendom ikke dispensation, når bygningerne opføres i umiddelbar tilknytning til eksisterende bebyggelse. Kystdirektoratet skal alene godkende nærmere beliggenhed og ydre udformning. Umiddelbar tilknytning anses for at være op til omtrent 20 meter. Allerede fordi det ansøgte læskur er beliggende uden tilknytning til ejendommens øvrige bygninger, er læskuret ikke omfattet af undtagelsen. Det ansøgte skal herefter behandles efter § 65b, stk. 1.
Kystdirektoratet finder, at skuret må anses for nødvendigt ud fra et samlet perspektiv om:
- at kommunen ønsker de to matrikler afgræsset mhp. at opretholde § 3-naturtilstanden.
- at virksomheden står registreret med bi-branchekoden ’Avl af heste og dyr af hestefamilien’.
Både [matrikel] i fuldt omfang er omfattet af strandbeskyttelsesreglerne. Samtidig er det disse to matrikler, som kommunen ønsker afgræsset. Dermed efterlades der ikke nogen muligheder for placering af læskuret uden for strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet finder, at den valgte placering af læskuret fremstår diskret i tilknytning til eksisterende bevoksning fremfor i åbent terræn. Dette argument tillægges sædvanligvis ikke vægt, da bevoksninger inden for strandbeskyttelseslinjen ikke er beskyttet mod at kunne fjernes – det meste af bevoksningen ligger tillige uden for § 3-natur, jf. fig. 6, og er derfor heller ikke beskyttet den vej rundt. I nærværende sag, hvor skuret er vurderet nødvendigt og dermed skal placeres på matriklen, jf. ovenstående, kan det dog tillægges en vis betydning. Kystdirektoratet bemærker, at placeringen er lagt uden for § 3-naturarealerne. Direktoratet bemærker endvidere, at læskuret ønskes placeret i en kote på ca. 5 meter, hvor den laveste og højeste kote på [matrikel] er hhv. ca. 2,5 og 17,50 meter, jf. fig. 9. Ud fra disse perspektiver finder Kystdirektoratet, at den ansøgte placering tager højde for de kystlandskabelige forhold.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til et læskur på 15 m2 til 4 heste, som kan placeres på [matrikel], jf. den specifikke angivelse i henhold til fig. 5.
Selvom læskuret undervejs i processen er blevet reduceret i antal kvadratmeter, forudsættes det, at læskuret på 15 m2, som der er givet dispensation til, ligner det oprindeligt ansøgte skur på 48 m2 i både udtryk og proportionalitet, jf. skitsen i fig. 3,
Da skuret opføres uden tilknytning til den øvrige bebyggelse, fastsættes der vilkår om fjernelse, når det ikke længere er nødvendigt som læskur for afgræssende dyr.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Sønderborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Sønderborg, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Sønderborg, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Sønderborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 197. Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2 Lovbekendtgørelse nr. 1746 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-8788 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1890.