Søg Strandbeskyttelse Lolland Kommune
Dispensation til genopførelse af sommerhus
Sagen kort
Ejerne af et sommerhus i Lolland Kommune, oprindeligt et stuehus fra 1850 på 120 m² med garage på 33 m² og udhus på 106 m² ca. 80 m fra vandet, søgte om at nedrive og genopføre sommerhuset som et længehus med 45 graders saddeltag på samme sted. Det nye hus består af et hovedhus på 94,6 m² og et anneks på 25,4 m² forbundet af en overdækning på 17 m², samt en ny garage/udhus på 68 m² landværts boligen til erstatning for de eksisterende udbygninger. Kystdirektoratet gav dispensation efter praksis for genopførelse, da den eksisterende bygning ikke er en ruin, og det nye hus i det væsentlige svarer til det gamle i placering, størrelse og anvendelse. Annekset med overdækning blev anset for en mindre afvigelse, der modsvares af den udvidelse, der kunne dispenseres til for sanitære installationer (6-8 m²) og udvendig isolering, og det mindre udhus placeret landværts blev vurderet som en bedre landskabelig løsning.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Afstand til kysten
- 80 m
- Eksisterende bebyggelse fra
- 1850
- Areal før / efter
- 120 m² → 120 m²
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
GenopførelseUdhus, garage eller carport
Praksisflag
- Energi som begrundelse (ja)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Vilkår stillet (nej)
- Genoptaget sag (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Begrænset omfang
- Energi og isolering
- Erstatter eksisterende
- Fast praksis
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har ansøgt om dispensation til at genopføre et sommerhus samt udhus inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel] - [adresse], Lolland Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens1 § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ejendommen er registreret i BBR som et sommerhus beliggende på en grund på 4880 m². Bebyggelsen er beliggende ca. 80 m fra vandet og må antages at være den tiloversblevne bygningsmasse fra et nedlagt landbrug.
Boligen er opført i 1850 med et bebygget areal på 120 m², og herudover er der en garage på 33 m² samt et udhus på 106 m². Bebyggelserne er i dårlig vedligeholdelsesmæssig stand, men er ikke en ruin.
Ansøger ønsker at opføre et nyt sommerhus med samme placering og bygningsudtryk som den eksisterende bolig - et længehus med 45 graders saddeltag. Boligen er delt i to sektioner under samme tag – et hovedhus på 94,6 m², og et anneks på 25,4 m² adskilt af en overdækning på 17 m².
Herudover opføres en garage/udhus på 68 m² med et tilsvarende bygningsudtryk som boligen og med en placering landværts denne. Bygningen erstatter udhus/garage der nedrives.
-
Udhus
Stuehus
Luftfoto
Ny situationsplan
Facader af nyt sommerhus - Under: grundplan
Facader og grundplan vedr. udhus/garage
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Det nærmeste Natura 2000-områdeomfater søterritoriet og ligger ca. 1.200 m mod nord. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke Natura 2000- området, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/øde- læggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, idet Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til – efter nedrivning - at genopføre en ny bebyggelse, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
Vedr. boligens udformning finder direktoratet, at den i det væsentlige svarer til det eksisterende længehus i et mere nutidigt formsprog. At den består af et anneks forbundet med en overdækning til hovedhuset, vurderes som en mindre betydende afvigelse idet taget sammenbinder de to bygningskroppe, og det bemærkes, at annekset ikke indeholder køkken og derved ikke udgør enselvstændig boligenhed.
Selve boligarealet er endvidere lig det eksisterende, og overdækningen modsvares af den udvidelse af det bebyggede areal, der kunne dispenseres til efter dels efter § 65b, stk. 3 til at udvide boligarealet med 6-8 m² med henblik på forbedring af sanitære installationer, og dels praksis for at kunne udvide det bebyggede areal som følge af udvendig isolering til nutidig standart.
Kystdirektoratet finder endvidere, at der ikke er væsentlige forhold, det taler imod at sommerhuset opføres til erstatning for den eksisterende bolig.
F.s.v. angår udhuset finder Kystdirektoratet ud fra en samlet vurdering, at der kan dispenseres hertil. Direktoratet finder således, at den reducerede størrelse samt placeringen landværts boligen, er er en bedre landskabelig løsning frem for at istandsætte/genopføre det eksisterende udhus.
Direktoratet finder således, at der ikke ses at være kystlandskabelige forhold, der taler imod den ansøgte placering, udformning og størrelse af udhuset.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til opførelse af sommerhuset samt udhuset som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Lolland Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Lolland, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Lolland, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
[email];
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-124598 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1782.