Søg Strandbeskyttelse Norddjurs Kommune
Dispensation til at afholde Radio ABC Beach Party i 2025, 2026 og 2027
Sagen kort
En lokalradio søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at afholde en årlig endagsstrandfest med ca. 10.000 deltagere på stranden ved Grenaa i Norddjurs Kommune i årene 2025-2027. Arrangementet har været afholdt på samme areal i mange år, senest efter en dispensation for 2022-2024, og omfatter midlertidig opstilling af hegn, scene og boder i uge 28 med fuld oprydning senest onsdag i uge 29. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt. Direktoratet lagde vægt på sin praksis om at dispensere til enkelte korte arrangementer som festivaler og koncerter, når de kan afvikles uden at efterlade varige spor, og konstaterede ud fra historiske luftfotos, at tidligere afholdelser ikke har medført nævneværdigt slid. Det nærmeste Natura 2000-område ligger ca. 11 km væk, og lokaliteten blev ikke vurderet som potentielt levested for bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Ubebygget
- Ansøger
- Virksomhed
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Midlertidigt arrangement
Praksisflag
- Genoptaget sag (ja)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Harmoni som begrundelse (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Vilkår stillet (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
- Begrænset omfang
- Natura 2000 og bilag IV
- Fast praksis
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at afholde Radio ABC Beach Party for årene 2025-2027 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], Norddjurs Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der har i flere år været afholdt Radio ABC Beach Party på stranden i Grenaa på ovennævnte matrikel. Senest har Kystdirektoratet i 2021 dispenseret fra strandbeskyttelseslinjen til arrangementet for årene 2022-2024. Radio ABC søger nu om at afholde et tilsvarende arrangement for årene 2025-2027.
I ansøgningen er der anført følgende om arrangementet:
Så er tiden inde til igen at ansøge om dispensation vedr. Strandbeskyttelseslinien til afholdelse af ABC Beach Party på stranden i Grenaa.
Vi ønsker at benytte samme areal som tidligere ([matrikel]) inkl. det nye hegn som vi indførte i 2016. Alt dette ligger som bilag i J.nr.: 4132-707-00032 og den seneste dispensation fra Miljøcenter Århus fra 2010 J.nr.: AAR-410-00521.
Arrangementet er planlagt til altid at være lørdag i uge 28. Udstyr/hegn ankommer tirsdag i uge 28. Opsætning af hegn påbegyndes dog først onsdag kl. 16:30 i samme uge.
Det meste materiel vil være fjernet søndag aften. Dog vil hegn blive sat nederst på pladsen (tættest mod Ringvejen og længst væk fra stranden) til afhentning mandag til onsdag. Alt materiel er dog fjernet onsdag kl. 12 i uge 29.
Vi har de seneste mange år afholdt arrangementet på samme sted og dette har altid været i overensstemmelse med de tidligere dispensationer. Herunder at efterlade området i samme stand, ikke grave eller på anden måde ændre i terrænet og gøre rent på hele området efter arrangementet.
Igennem vores løbende dialog med blandt andet Naturstyrelsen om skåning af klitter og udsatte arealer ved bakken og salgsboder, har vi i år engangsinvesteret i såkaldte spagettimåtter. Denne skåning har så også kunne ses i forbindelse med syn af pladsen efterfølgende. Ligeledes er kørsel i klitten ned mod stranden også begrænset til absolut minimum.
I forbindelse med oprydning har vi landet en årlig aftale med Ren Grenaa om finkæmning af Beach Party området om mandagen. Ren Grenaa tager alt småaffald som evt. måtte ligge på pladsen eller i klitterne.
Vores formål med benyttelsen af arealet er, at afholde ABC Beach Party, som er blevet en god sommertradition i Grenaa. Arrangementet samler ca. 10.000 mennesker som kommer til Norddjurs kommune fra hele Region Midtjylland til en hyggelig dag med god musik.
Vedhæftet:
- Tegning over indhegning.
- Pladsoversigt.
Fig. 1. Ortofoto fra 2024. Det orange, prikkede område markerer det strandbeskyttede areal og den orange linje viser strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rød.
Fig. 2. Illustration indsendt af ansøger som viser opdeling af festivalspladsen i publikums- og personaleområde. Der vil ikke være adgang til det fredede areal på matriklen.
Fig. 3. Oversigt over pladsen indsendt af ansøger som viser de anlæg, som vil opstilles på arealet under arrangementet.
Kystdirektoratet konstaterer på baggrund af historiske luftfotos, at der ikke er sket nævneværdigt slid på arealerne i de perioder, hvor arrangementet tidligere har været afholdt. Arrangementet kan således ikke sige at have sat varige spor i landskabet.
Eftersom matriklen er delvist fredet, videresendes afgørelsen til Fredningsnævnet for Midtjylland (den østlige del) til orientering.
Kystdirektoratet gør opmærksom på, at der er registreret § 3-natur (hede) på matriklen. Afgørelsen videresendes af den grund til Norddjurs Kommune til orientering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område er det marine område N263 (Nordvestlige Kattegat), som ligger ca. 11 km nord for det ansøgte. Natura 2000-område nr. 263 består af de tidligere Natura 2000-områder N9 (Strandenge på Læsø og havet syd herfor), N46 (Anholt og havet nord for), N190 (Kims Top og den Kinesiske Mur) og N245 (Ålborg Bugt). Natura 2000-område nr. 263 omfatter habitatområderne H9 (Strandenge på Læsø og havet syd herfor), H42 (Anholt og havet nord for) og H165 (Kims Top og den Kinesiske Mur) samt fuglebeskyttelsesområde F127 (Nordvestlige Kattegat). F127 er en udvidelse og samling af de tidligere fuglebeskyttelsesområder F10 (Farvandet nord for Anholt), F32 (Læsø, sydlige del) og F112 (Ålborg Bugt, østlige del). Ramsarområderne R10 (Læsø) og R12 (Farvandet nord for Anholt) er tilknyttet N263.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter Kystdirektoratets praksis dispenseres der til enkelte korte arrangementer inden for de beskyttede arealer såsom festivaler, koncerter, byfester og lignende, når disse kan afvikles uden at efterlade varige spor i landskabet og naturen. Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte arrangement lever op til disse kriterier.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at afholde Radio ABC Beach Party i 2025, 2026 og 2027 som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Norddjurs Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Norddjurs [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Østjylland, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Norddjurs [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for Midtjylland, østlig del, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens1 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen2 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område N263, Nordvestlige Kattegat (fra Natura 2000-planen 2022-27)
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-12237 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1291.