Søg Strandbeskyttelse Norddjurs Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til arealoverførsel

Afgjort 5. december 2025 · Journalnummer 2025-120228 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af en ejendom ved Kattegat i Norddjurs Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at overføre et areal på ca. 550 m² mellem den bebyggede nabogrund og kysten til naboejendommen. Naboejendommen ligger helt uden for strandbeskyttelseslinjen og var tidligere udstykket fra ansøgers ejendom. Formålet var at give naboen gående adgang og ejerskab til jorden ned til havet, som det ifølge ansøger er almindeligt for ejendommene i området. Kystdirektoratet gav afslag, fordi der ikke forelå et særligt tilfælde. Direktoratet lagde særlig vægt på, at arealoverførslen ville skabe en ny ejendom med direkte adgang til kysten, og at en dispensation ville give en uønsket præcedensvirkning. At lignende strandlodder findes i området, kunne ikke føre til en anden vurdering, da strandbeskyttelsen skal forhindre yderligere indgreb i kystlandskabet.

Fakta

Ejendom
Ukendt
Ansøger
Privat
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

Arealoverførsel eller udstykning

Praksisflag

  • Særligt tilfælde anerkendt (nej)
  • "Mindre end lidt"-praksis (nej)
  • Harmoni som begrundelse (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Vilkår stillet (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
  • Ikke et særligt tilfælde
  • Præcedensvirkning
  • Fast praksis
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Norddjurs Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ejer af ejendommen [matrikel], [adresse], har ansøgt om dispensation til arealoverførsel. Den ansøgte matrikel er ca. 2616 m2 stor, og ligger delvist inden for strandbeskyttelseslinjen. Det areal der er ansøgt om arealoverførsel til ligger fuldt inden for linjen, og er ca. 550 m2 stort. Arealet ønskes overført til ejendommen [adresse], der ligger umiddelbart øst for den ansøgte matrikel, men er beliggende fuldt uden for strandbeskyttelseslinjen.

Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1.

Et kort over de nuværende matrikelskel ses på figur 2.

Et kort over det areal, der ansøges overført ses på figur 3.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ejendom der ansøger om arealoverførsel.

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en oversigt over de nuværende matrikelskel.

Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. På figuren er det område der ansøges arealoverført markeret med en orange firkant. Stregen til venstre i firkanten markerer placeringen af det nye skel.

Ansøger har oplyst følgende:

”Vi er to gode naboer på [adresse]. Vi har i 2005 solgt Havet 4A fra vores ejendom. Vi ønsker, at Havet 4A skal have adgang ud mod vejen Havet og vi ønsker, at de skal have lov at købe jorden hele vejen ned til havet (Kattegat), det stykke som ligger i flugt nedenfor deres ejendom. For næsten alle andre ejendomme langs Havet i hele Bønnerup By gælder, at man som grundejer syd for vejen Havet (altså væk fra havet) har det stykke, der flugter ens ejendom nord for (altså ned mod havet). Vi synes, det vil være mest naturligt, at Havet 4A har denne ret og ejer det jord. Så vi håber meget, at vi kan få lov til at arealoverføre jorden fra vores ejendom til vores nabo. Jeg har vedlagt et kort, der viser, at det drejer sig om ca. 550 m². Jeg har også vedlagt billeder, der viser området. Håber I vil se på de omkringliggende ejendomme og hjælpe os med at få det bragt på plads. Jeg vil gerne præcisere, at det ikke drejer sig om adgang for biler, men udelukkende gående adgang og ejerskab til jorden nord for Havet 4A.”

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte grænser op til Natura 2000-område (nr. 263, Nordvestlige Kattegat) Natura 2000-området omfatter fuglebeskyttelsesområde nr. 127. Det nærmeste habitatområde er nr. 43.

Udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområde nr. 127 og habitatområde nr. 43 ses i bilag 3.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Formålet med bestemmelsen er bl.a. at forhindre udstykning m.v., som tilsigter senere bebyggelse eller andre foranstaltninger, der vil ændre tilstanden i kystlandskabet. Forbuddet gælder, uanset der efterfølgende er mulighed for at afslå konkrete ansøgninger om dispensation til byggeri m.m. Forbuddet gælder også i situationer, hvor der ikke er nogen aktuel udsigt til byggeri eller andre dispensationskrævende foranstaltninger. Lovens ordning er således baseret på en forudsætning om, at de ændrede ejendomsforhold, som følger af en udstykning eller arealoverførsel, i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet.

Strandbeskyttelseslinjen har siden den blev indført i 1937 været administreret restriktivt. Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, dispenseres der kun, når der foreligger en særlig begrundelse, og når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturklagenævnet Orienterer nr. 253 fra december 2002. Heraf fremgår det, at udstykningsforbuddet som hidtil i nævnets praksis administreres temmelig stramt. Der kræves en særlig begrundelse for at dispensere, også selv om der ikke er udsigt til, at der vil ske bebyggelse mv. inden for strandbeskyttelseslinjen og uanset dette i givet fald vil kræve en ny dispensation.

Forbuddet mod arealoverførsel administreres som hovedregel mere lempeligt end ansøgninger om udstykning, da det i disse sager kan være mindre sandsynligt, at arealoverførslen vil medføre faktiske ændringer af kystlandskabet.

Dog gives der oftest ikke dispensation, hvis en arealoverførsel medfører, at der skabes en ny ejendom med direkte adgang til kysten.

I det ansøgte tilfælde opstår der en ny ejendom med adgang til kysten.

Kystdirektoratet vurderer, at der ikke er tale om et sådant særligt tilfælde der kan opnå dispensation jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Der er i vurderingen lagt særlig vægt på, at der med en dispensation vil opstå en ny ejendom med direkte adgang til kysten. Der er yderligere lagt vægt på, at en dispensation i dette tilfælde vil medføre en uønsket præcedenseffekt. Det i ansøgningsmaterialet oplyste om, at strandlodder af den ønskede type/udformning er almindeligt forekommende i området ikke kan medføre en anden vurdering, idet formålet med strandbeskyttelseslinjen er at forhindre yderligere indgreb i kystlandskabet ud over de, der allerede er foretaget i form af udstykning og bebyggelse.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til arealoverførsel.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområde nr. 127 og habitatområde nr. 43

Afgørelsen er også sendt til:

  • Norddjurs Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Norddjurs [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Østjylland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Norddjurs [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområde nr. 127 og habitatområde nr. 43

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-120228 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1276.