Søg Klitfredning Thisted Kommune

Dispensation Klitfredning

Dispensation til midlertidige aktiviteter i forbindelse med filmoptagelse.

Afgjort 30. januar 2026 · Journalnummer 2025-131625 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

Et tv-produktionsselskab søgte om dispensation fra klitfredningen til at etablere en midlertidig kunstig 'indsø' på sandstranden ved Agger i Thisted Kommune til optagelse af en dramaserie i maj 2026. Indsøen laves ved at skubbe sandet til siderne i en ca. 20 cm dyb fordybning med en diameter på 7-9 m, som fores med plastdug og fyldes med havvand; etablering tager 2-3 dage, optagelsen én dag, hvorefter området reetableres fuldstændigt. Kystdirektoratet fandt, at der forelå særlige forhold, og gav dispensation på vilkår om fuldstændig reetablering. Direktoratet lagde vægt på, at gravearbejdet er af begrænset omfang og dybde, sker på den ubevoksede strandbred uden for beskyttet natur og bevoksning, at kystlandskabet indgår i fortællingens budskab, og at præcedensvirkningen vurderes meget lille. Natura 2000-området ca. 185 m væk og bilag IV-arter vurderedes ikke at blive påvirket.

Fakta

Ejendom
Ukendt
Ansøger
Virksomhed
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 8, Naturbeskyttelseslovens § 65 b

Hvad blev der søgt om

Midlertidigt arrangementTerrænregulering

Praksisflag

  • Særligt tilfælde anerkendt (ja)
  • Vilkår stillet (ja)
  • "Mindre end lidt"-praksis (nej)
  • Harmoni som begrundelse (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
  • Begrænset omfang
  • Natura 2000 og bilag IV

Vilkår

  • Krav om fuldstændig reetablering efter brug
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til midlertidige aktiviteter i forbindelse med filmoptagelser til ”De bedste familier” inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Thisted Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for dispensation

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Dispensationen er meddelt med krav om en fuldstændig reetablering efter brug.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Apple Tree Production søger om dispensation fra klitfredningslinjen til at etablere en midlertidig ’indsø’ til optagelsen af ’de bedste familier’ ved høfde 89 på [matrikel], [adresse], i Thisted Kommune.

Den ansøgte midlertidige indsø skabes ved en fordybning på ca. 20 cm med en diameter på 7-9 meter i sandstranden, hvor sandet skubbes til siderne. Denne fordybning fores med en plastdug, hvorefter den fyldes med havvand. Selve etableringen forventes at tage 2-3 dage, hvorefter selve optagelsen med indsøen tager en dag. Området reetableres fuldstændigt efter endt optagelse. Optagelsen vil finde sted midt i maj 2026.

På figur 1 ses et kort over den ansøgte placering og det omkringliggende område.

På figur 2 ses et tilsendt oversigtskort over den ansøgte placering for optagelsen.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det klitfredede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik er den ansøgte placering for optagelse med midlertidigt etableret indsø.

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Oversigtskort med placering for midlertidig ’indsø’ til optagelserne.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger ca. 185 m mod sydøst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområde nr. 23. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 28.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at det er midlertidige aktiviteter på den ubevoksede strandbred. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter. På arter.dk er registreret følgende bilag IV-arter i et 10 x 10 km kvadrat; Marsvin, Hvidnæse, Odder, Stor vandsalamander, Strandtudse og Markfirben.

Kystdirektoratet bemærker, at det ansøgte hverken vil påvirke havet, søer eller vandløb, og vurderer på den baggrund, at det ansøgte ikke vil påvirke de vandlevende pattedyr, padder og insekter der måtte være i området.

Kystdirektoratet vurderer ikke, at det ansøgte område er et potentielt levested for markfirben. Der er i vurderingen lagt vægt på, at markfirben foretrækker klitter og lignede, hvor der er løst sandjord at grave æg ned i, vegetationsfrie pletter man kan sole sig på, samt strukturer hvor man kan opsøge skygge, når det ellers bliver for varmt.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejr eller afholdelse af koncert eller sportsarrangement eller andre kommercielle begivenheder er i sagens natur midlertidige, men kræver på grund af en potentiel indvirkning på kysten en dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation.

Kystdirektoratets administrative praksis vedrørende arrangementer er, at der normalt gives dispensation, hvis arrangementerne er kortvarige og/eller har en begrænset påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet, mens de står på. Det er normalt af afgørende betydning, at det vurderes, at arealerne kan retableres fuldstændig efter arrangementets afslutning.

I den konkrete sag ansøges om en midlertidig etablering af en ’indsø’ som skal bruges til optagelse, som ikke direkte kan kvalificeres som et arrangement, men har en potentiel kommerciel karakter og er midlertidigt.

Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering, at der er særlige forhold, der kan begrunde, at der gives dispensation til midlertidigt gravearbejde i forbindelse med etableringen af ’indsøen’. Der er i vurderingen lagt vægt på, at gravearbejdet finder sted på sandstranden uden for arealer med bevoksning, og reetableres efter. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at kystlandskabet medvirker til fortællings budskab, hvilket kan berettige den kystnære placering.

Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et begrænset område og dybde for gravearbejdet. I vurderingen er der lagt vægt på, at gravearbejdet finder sted uden for beskyttet natur.

Kystdirektoratet har derudover vurderet, at præcedensvirkningen af denne afgørelse vurderes at være meget lille.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering af midlertidig indsø til optagelse.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Thisted Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Nationalpark Thy, [email]
  • Naturstyrelsen, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.

Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-131625 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 121.