Søg Klitfredning Ringkøbing-Skjern Kommune
Dispensation til ændret tagkonstruktion
Sagen kort
Ansøger søgte om dispensation fra klitfredningen til at ændre tagkonstruktionen på et sammenbygget skur og en overdækket terrasse ved et sommerhus i Søndervig i Ringkøbing-Skjern Kommune. Taget skulle have ca. 12 graders hældning som husets tag og sedumbeplantning, så taget hæves ca. 40 cm på midten til en kiphøjde på 2,5 m, mens væggene sænkes ca. 15 cm. Kystdirektoratet gav dispensation, da der er tale om en mindre ændring, hvor taget ikke hæves betydeligt, og som ikke påvirker oplevelsen af kystlandskabet negativt. Direktoratet lagde desuden vægt på, at sedumtaget svarer til sommerhusets, så bygningsmassen fremstår mere ensartet, og at området er et forholdsvis tæt bebygget sommerhusområde.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Zone
- Sommerhusområde
- Højde før / efter
- ? m → 2,5 m
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 8, Naturbeskyttelseslovens § 65 b
Hvad blev der søgt om
OmbygningTerrasseUdhus, garage eller carport
Praksisflag
- Bygningshøjden øges (ja)
- Harmoni som begrundelse (ja)
- Særligt tilfælde anerkendt (nej)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Vilkår stillet (nej)
- Genoptaget sag (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
- Begrænset omfang
- Harmoni og helhed
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til at ændre tagkonstruktionen på et udhus inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse],1 Ringkøbing-Skjern Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8 til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ovennævnte ejendom, [adresse] i Søndervig, er et sommerhus, der er ejet af ansøger. På ejendommen ligger et udhusbyggeri, der består af et skur og en overdækket terrasse. Disse er sammenbyggede.
Luftfoto af ejendommen og området. Skur og overdækket terrasse ligger ved den røde prik. Umiddelbart sydøst herfor ligger sommerhuset. Klitfredningen er markeret med orange signatur. Sorte streger er matrikelskel.
Skråfoto af ejendommen. Skuret og den overdækkede terrasse er markeret med blå ring.
Foto af skur og overdækket terrasse.
Foto af sommerhus (midtfor) og overdækket terrasse til venstre.
Der søges om at ændre tagkonstruktionen på skur og overdækket terrasse. Ansøger beskriver projektet således:
Vores plan er at lave ca 12 graders hældning på taget over skur og den overdækkede terrasse, så der bliver en sammenhæng i skur og terrasse. Dette vil samtidig matche husets taghældning. Vi ønsker Sedum beplantning på skuret og den overdækkede terrasse. Så tagkonstruktionen hæves en smule, men bliver kun 2,5m til kip så højdegrænse ikke overskrides. Taget hæves ca 40cm på midten. Væggene sænkes ca 15cm.
Visualisering af projektet.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 66 Stadil Fjord og Vest Stadil Fjord) ligger ca. 3 km mod nord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 59 og fuglebeskyttelsesområde nr. 41.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om mindre ændringer på en eksisterende bygning i god afstand til Natura 2000-områder. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om en mindre ændring, der ikke udgør en negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet. Der lægges vægt på at der er tale om mindre ændringer på en tagkonstruktion, og at taget ikke hæves betydeligt derved. Der lægges desuden vægt på, at tagbelægningen bliver sedumtag som på sommerhuset, hvorved bygningsmassen på ejendommen efter ændringen vil fremstå mere ensartet. Endelig lægges der vægt på, at der er tale om et forholdsvis tæt bebygget sommerhusområde.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til projektet som beskrevet.
Med venlig hilsen
[navn]
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Ringkøbing-Skjern Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Ringkøbing-Skjern, DNRingkoebing- [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Midtvestjylland, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Ringkøbing-Skjern ringkoebing- [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens3 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen4 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 4 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 66 Stadil Fjord og Vest Stadil Fjord
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-9835 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 115.