Søg Strandbeskyttelse Guldborgsund Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til skovrejsning

Afgjort 23. september 2026 · Journalnummer 2026-60160 · Offentliggjort på mst.dk

Sagen kort

En skovdyrkerforening søgte på vegne af en godsejendom om dispensation fra strandbeskyttelsen til skovrejsning på i alt 4,81 ha fordelt på to marker i Guldborgsund Kommune. Beplantningen skulle bestå af hjemmehørende løvtræer med skovbryn og enkelte holme af skovfyr og var begrundet i biodiversitet, ophør af intensiv landbrugsdrift og landskabelig sammenhæng med eksisterende skov. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om hjemmehørende løvfældende arter og højst 10 % nåletræer eller ikke-hjemmehørende arter. Direktoratet henviste til lovbemærkningerne om lempelig administration af skovrejsning for jordbrugserhverv og fandt, at der forelå et særligt tilfælde, fordi arealerne har en lukket karakter på grund af læbælter og grænser op til eksisterende fredskov. Desuden lagde direktoratet vægt på, at landskabets karakter ikke ændres negativt, og at Natura 2000-området og bilag IV-arter ikke påvirkes.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Virksomhed
Synlighed
Skjult i landskabet
Lovgrundlag
Naturbeskyttelseslovens § 65 b, Naturbeskyttelseslovens § 15

Hvad blev der søgt om

BeplantningSkovrejsning

Praksisflag

  • Særligt tilfælde anerkendt (ja)
  • Kommunen positiv (ja)
  • Vilkår stillet (ja)
  • "Mindre end lidt"-praksis (nej)
  • Harmoni som begrundelse (nej)
  • Energi som begrundelse (nej)
  • Tilgængelighed som begrundelse (nej)
  • Genoptaget sag (nej)

6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Afskærmet af bebyggelse eller beplantning
  • Andet
  • Kommunens anbefaling
  • Landbrugsdrift
  • Natura 2000 og bilag IV

Vilkår

  • Der skal tilplantes med naturligt hjemmehørende løvfældende træer og buske, og nåletræer og ikke-hjemmehørende løvtræarter må højst udgøre 10 % af den samlede tilplantning
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at foretage skovrejsning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Guldborgsund Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for dispensationen

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • At der tilplantes med naturligt hjemmehørende løvfældende træer og buske, og at tilplantning med nåletræer og ikke-hjemmehørende løvtræarter ikke overstiger 10 % af den samlede tilplantning.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Skovdyrkerne Øerne ansøger på vegne af VENNERSLUND GODS A/S om dispensation til at etablere skov på [matrikel]i Guldborgsund Kommune inden for strandbeskyttelseslinjen. Den ene [matrikel]er ca. 3,38 ha, hvor hele matriklen er omfattet af strandbeskyttelsen. Den anden [matrikel]er ca. 6,61 ha, hvor af ca. 2,58 ha er omfattet af strandbeskyttelsen. For begge matrikler gælder, at den ansøgte skovrejsning placeres i tilknytning til fredskov. [matrikel] Sundby By, Stadager har en hovednotering som landbrug. [matrikel] By, Stadager har ikke en hovednotering, men har dog været benyttet som landbrug og på ortofotos er arealet udlagt som mark fra 1954 til nu. Det fremgår af LIFA OIS’s historiske vurderinger af 1996 og frem, at matriklen er benyttet som plantage.

Af ansøgningen fremgår det, at der ansøges om en samlet skovrejsning på 4,81 ha, 2,56 ha på [matrikel]by, Stadager og 2,25 ha på [matrikel]inden for strandbeskyttelseslinjen. For begge skovrejsninger ansøges der om etablering af skovbryn bestående af 100% hjemmehørende arter af mindre træer og buske. På [matrikel] ansøges om beplantning bestående af blandede hjemmehørende løvtræarter med enkelte holme af nåletræer. På [matrikel] ansøges om beplantning med blandede hjemmehørende løvtræarter. Ansøgningen er begrundet med at styrke den lokale biodiversitet, beskytte kystmiljøet gennem ophør af intensiv landbrugsdrift og skabe en naturlig landskabelig sammenhæng med eksisterende skovarealer.

På figur 1 ses et kort over de to ansøgte placeringer og det omkringliggende område.

På figur 2 er et oversigtskort over den ansøgte skovrejsning på [matrikel] By, Stadager.

På figur 3 er et oversigtskort over den ansøgte skovrejsning på [matrikel] By, Stadager.

Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. De ansøgte matrikler er markeret med røde prikker.

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Placering og beplantningsplan for den ansøgte skovrejsning på [matrikel]med skovbryn, blandede hjemmehørende løvtræarter og nåletræer.

Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Placering og beplantningsplan for den ansøgte skovrejsning på [matrikel]med skovbryn, blandede hjemmehørende løvtræarter og holme af nåletræer.

Ansøger oplyser følgende:

” Der ansøges hermed om dispensation jf. Naturbeskyttelseslovens § 15, til etablering af skovrejsning på to delarealer beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Projekterne har til formål at styrke den lokale biodiversitet, beskytte kystmiljøet gennem ophør af intensiv landbrugsdrift og skabe en naturlig landskabelig sammenhæng med eksisterende skovarealer. Omkring begge skovrejsninger vil der blive etableret skovbryn med 100% hjemmehørende arter, hvoraf en høj andel er buske og små træer for at sikre en blød overgang i landskabet og maksimere biodiversiteten.

Areal 1: [matrikel] (2,56 ha)

Hele arealet er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Arealet er i dag pålagt fredskovspligt. Projektet omfatter plantning af blandet løvskov evt. med holme af skovfyr, som er en robust, hjemmehørende art, der naturligt trives i kystnære miljøer. Arealet grænser mod nord og øst op til eksisterende skov. Mod vest (mod havet) og mod syd er arealet afskærmet af eksisterende, læbeplantning og bælter af bevoksning. Arealet fremstår derfor som en lukket enclave i det eksisterende landskab.

Areal 2: [matrikel] (ca. 2,25 ha inden for linjen)

Marken er på alle sider omkranset af eksisterende høj bevoksning: Skov mod vest samt læbeplantninger mod syd og øst. Valget af hjemmehørende løvskov indenfor beskyttelseslinjen sikrer, at beplantningen visuelt integreres i de eksisterende læbælter. Det vurderes, at de ansøgte projekter ikke vil have en negativ indvirkning på de værdier, som strandbeskyttelseslinjen skal varetage.

Begge arealer er visuelt lukkede af eksisterende beplantning, og skovrejsningen vil dermed ikke påvirke oplevelsen af den åbne kyststrækning. Der sker ingen væsentlig blokering af eksisterende udblik til vandet fra offentlige veje eller stier. skabes der markant bedre habitater og spredningsveje for lokal flora og fauna. Skovrejsningen udføres med en høj grad af variation; herunder vælges holme af skovfyr (ca. 150-300 planter pr. holm) specifikt for artens evne til at indgå naturligt i det kystnære landskab og skabe biologisk stabilitet i form af en effektiv bufferzone mod havet.

Skovrejsningen vil også på sigt øge de rekreative værdier i området i overensstemmelse med reglerne om offentlig adgang til private skove, hvilket er en forbedring i forhold til arealerne i omdrift. Projekterne sikrer dermed store miljømæssige gevinster for kysten gennem standsning af landbrugsdrift og fremme af biodiversitet uden at kompromittere kystens åbenhed. (…)”

På figur 4 er skråfotos fra 2025, hvor man kan se de ansøgte skovrejsningsområder markeret med en blå prik. Skovarealerne som ligger i tilknytning til matriklerne er omfattet af fredskov.

Fig. 4. Skråfoto 2025. Den blå prik markerer [matrikel]hvor skovrejsningen ønskes.

Fig. 5. Skråfoto 2025. Den blå prik markerer [matrikel]hvor skovrejsningen ønskes.

Habitat -, Fuglebeskyttelses- og VVM- direktivet Guldborgsund Kommune har den 19. august 2026 truffet afgørelse efter miljøvurderingslovens §21 om, at projektet ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering. Guldborgsund Kommune har vurderet, at det ansøgte ikke vil få en negativ indvirkning på miljøet.

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 173, Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborg Sund, Bøtø Nor og Hyllekrog-Rødsand) grænser til [matrikel] By, Stadager og ligger ca. 200 mod syd for [matrikel]. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 152 og fuglebeskyttelsesområde nr. 86.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3. Kystdirektoratet har vurderet, at omlægningen af mark til skov ikke vil påvirke beskyttede naturtyper på udpegningsgrundlaget.

Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte projekt, hvor en mark i omdrift omlægges til skov, ikke vil påvirke bilag IV arter negativt.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven fra 1994 (kystloven) at bestemmelsens forbud mod tilplantning forventes administreret således, at der for jordbrugserhverv kan forventes dispensation til skovtilplantning (skovrejsning) med naturligt hjemmehørende løvtræarter som f.eks. eg, bøg, birk, ask, el og lind, medmindre tilplantningen vil komme i strid med landskabelige hensyn. Der kan ifølge bemærkningerne endvidere gives dispensation til, at ind til 10 % af skovarealet tilplantes med nåletræer eller ikke hjemmehørende løvtræarter. Dispensationen bør imidlertid sikre, at nåletræer og ikkehjemmehørende løvtræarter holdes uden for beskyttelseszonen, eller at der – hvis dette ikke er muligt – plantes et bælte af løvtræer rundt om.

Det er ansøgers hensigt fortrinsvis at plante lokalitetstilpassede træer og buske samt der stilles vilkår om, at der er tale om hjemmehørende danske arter, hvilket efter Kystdirektoratets vurdering er i overensstemmelse med bestemmelsen i lovbemærkningerne.

Som det fremgår af lovbemærkningerne administreres forbuddet mod tilplantning lempeligere for jordbrugserhverv. I denne ansøgning er [matrikel]hovednotering landbrug, Kystdirektoratet vurderer derfor at denne er i overensstemmelse med bestemmelsen i lovbemærkningerne. I denne ansøgning er [matrikel]ikke noteret som landbrug. Matriklen har dog været benyttet som landbrug i mange år, på ortofotos er arealet udlagt som mark fra 1954 til nu. Det fremgår af LIFA OIS’s historiske vurderinger af 1996 og frem, at matriklen er benyttet som plantage. Kystdirektoratet har vurderet, at der er tale om et særligt tilfælde, hvorfor denne matrikel kan være omfattet af bestemmelsen i lovbemærkningerne.

Kystdirektoratet har lagt vægt på, at den ansøgte skovrejsning for [matrikel] Sundby By, Stadager er beliggende i den udvidede strandbeskyttelseslinje, og ønskes placeret i tilknytning til eksisterende fredskov, i et område der har en lukket karakter grundet fredskoven og læbælter. Matriklen nr. 20 Sundby By, Stadager er delvist beliggende inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje, og den ansøgte skovrejsning ønskes etableret i tilknytning til eksisterende fredskov, i et område der har en lukket karakter grundet læbælter og fredskov. Kystdirektoratet finder, at der grundet den lukkede karakter og tilknytning til fredskov, at der er tale om et særligt tilfælde. Kystdirektoratet har derudover vurderet, at de ansøgte skovrejsninger ikke strider mod konkrete kystlandskabelige hensyn i områderne. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at skovrejsningen ikke vil ændre karakteren af landskabet negativt.

Kystdirektoratet lægger desuden til grund for afgørelsen, at Guldborgsund Kommune har konkluderet, at der ikke er hensyn i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse, der taler imod det ansøgte. Kystdirektoratet er kommet til samme vurdering som kommunen, og tilslutter sig deres vurderinger. Se afsnittet ” Habitat-, Fuglebeskyttelses- og VVM-direktivet”

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til skovrejsning.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Guldborgsund Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Guldborgsund, dnguldborgsund- [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Guldborgsund, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]
  • Naturstyrelsen, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 173, Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborg Sund, Bøtø Nor og Hyllekrog-Rødsand

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-60160 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2109.