Søg Strandbeskyttelse Faaborg-Midtfyn Kommune
Dispensation til genopførelse af sommerhus
Sagen kort
Ejeren af et sommerhus på lejet grund inden for strandbeskyttelseslinjen i Faaborg-Midtfyn Kommune søgte om at nedrive huset på ca. 34 m² og genopføre et nyt sommerhus med et bebygget areal på 38,25 m², heraf ca. 4 m² overdækket indgangsparti under et gennemgående tag. Kystdirektoratet gav dispensation efter praksis om genopførelse af lovlige boliger med omtrent samme placering, størrelse og anvendelse. Direktoratet lagde vægt på, at boligarealet forbliver det samme, at tagkippen (3,2 m mod før 3,15 m) ikke bliver væsentligt højere, at huset ved sin udformning ikke fremstår påfaldende i landskabet, og at det placeres lidt tilbagetrukket fra kysten. Overdækningen blev accepteret, fordi det eksisterende hus havde et indhak mod kysten med samme areal, så bygningskroppen samlet fremstår ensartet og mindre påfaldende end før.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Areal før / efter
- 34,8 m² → 38,3 m²
- Højde før / efter
- 3,2 m → 3,2 m
- Lovgrundlag
- Naturbeskyttelseslovens § 15
Hvad blev der søgt om
Genopførelse
Praksisflag
- Bygningshøjden øges (ja)
- Fodaftrykket øges (ja)
- Harmoni som begrundelse (ja)
- "Mindre end lidt"-praksis (nej)
- Energi som begrundelse (nej)
- Tilgængelighed som begrundelse (nej)
- Vilkår stillet (nej)
- Genoptaget sag (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Afstand til kysten
- Erstatter eksisterende
- Harmoni og helhed
- Fast praksis
- Uændret eller lavere højde
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at genopføre et sommerhus inden for strandbeskyttelseslinjen på adressen [adresse], [matrikel] i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Sommerhuset på [adresse] er en bygning på lejet grund. Sommerhuset er ifølge BBR 34kvm. Ejeren har opmålt huset til 34,75 kvm.
Luftfoto af området. [adresse] er markeret med rød prik.
Skråfoto af området. [adresse] er markeret med blå pil.
Der søges om – efter nedrivning af det eksisterende sommerhus, at opføre et nyt sommerhus med et bebygget areal på 38,25 kvm, heraf ca. 4 kvm overdækket indgangsparti.
Foto af nuværende sommerhus fra terræn – indsendt af ansøger.
Foto af nuværende sommerhus fra terræn – indsendt af ansøger.
Plantegning af nuværende sommerhus indsendt af ansøger. Tegningen viser, at taget på det højeste sted er 3,15 meter og at indhakket mod vandet er ca. 4 kvm.
Tegning af nyt hus – indsendt af ansøger. Tegningen viser, at huset udføres med et indhak ved indgangspartiet mod vandet på ca 4 kvm, og at huset udføres med gennemgående tag over indhakket. Tagkippen er 3,2 meter over gulvhøjde. Gulvet er 10 cm over vejens niveau.
Placering af nyt sommerhus markeret med grøn. Eksisterende sommerhus med grå streg.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Det nærmeste Natura 2000-område (N125 Vestlige del af Avernakø) ligger ca. 4 km mod sydøst. Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000- områder væsentligt, idet der er tale om genopførelse af et sommerhus i god afstand til Natura 2000-områder. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering. Kystdirektoratet vurderer ligeledes, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra naturbeskyttelseslovens §15 om strandbeskyttelseslinjen til – efter nedrivning - at genopføre en bolig, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
På baggrund af de oplysninger Kystdirektoratet har modtaget i sagen om bygningens udformning og placering mv., vurderes det, at det ansøgte er omfattet af ovennævnte praksis. Der lægges særligt vægt på, at arealet af sommerhuset forbliver det samme, og der lægges vægt på at det højeste punkt på den nye bygning ikke er væsentligt højere end på det eksisterende sommerhus. Endelig lægges der vægt på, at det nye hus ved sin udformning (bygningskrop og facader) ikke fremstår påfaldende i landskabet, og på at det placeres en smule tilbagetrukket fra kysten i forhold til det eksisterende sommerhus.
Der dispenseres normalt ikke til at udføre nye overdækninger til boliger. I denne sag vurderes overdækningen ved indgangspartiet dog ikke at udgøre en væsentlig ændring i forhold til det eksisterende, idet der lægges vægt på, at det eksisterende sommerhus er udført med et indhak mod kysten med samme areal, som det overdækkede areal på det nye hus. Bygningskroppen fremstår derved både før og efter ombygningen samlet større end de 34 kvm, som boligarealet udgør. Der lægges tillige vægt på, at den nye bygning på grund af det gennemgående tag samlet fremstår mere ensartet og dermed minder påfaldende, end det nuværende sommerhus.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til genopførelse af sommerhuset som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Faaborg-Midtfyn Kommune, [email];
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Faaborg-Midtfyn, dnfaaborg-midtfyn- [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Faaborg-Midtfyn, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-13807 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1815.